»En smuk ung kvinde på omkring 30 år kom en dag ind på min klinik, hun ønskede desperat en større næse«. »Der var intet galt med næsen, som den var, så jeg gav hende en klump kit og bad hende forme den næse, hun havde i tankerne«. »Hun producerede noget, der lignede et næsehorns næse«. »Jeg sagde til hende: »Er du klar over, at dette ikke er normalt? Vær venlig at gå til en psykiater««. Selvmordstruet »Det gjorde hun, men psykiateren sendte hende direkte tilbage til mig - med besked om, at kvinden ville tage livet af sig, hvis hun ikke fik en ny næse!«. »Så jeg implanterede en gigantisk mængde silikonegummi i hendes næse og lavede den så monstrøs, som hun havde ønsket«. »Jeg fortalte hende også, at hun skulle komme tilbage, hvis hun ikke længere kunne lide den nye næse«. »Gennem de følgende ti år vendte hun så jævnligt tilbage til min klinik. Hver gang fjernede jeg lidt af silikonen, og efter ti år var det hele væk«. »Heldigvis skrumpede hendes næse tilbage til dens normale størrelse«. Kvalmevækkende Historien fortælles af plastikkirurgen Ulrich K. Kessing fra Luzern i en ny coffeetable-bog af Angelika Taschen. Det er en bog, der kræver en dosis nyfigenhed, som de fleste er i besiddelse af, og en solid kontrol over mavesækken, når man slår op på billeder af stærkt deformerede kroppe, bortskrabede ansigter og opsplittede kønsdele - en evne, som måske færre er udstyret med. Men bogens fokus er hverken ekstremerne eller sensationen. Den søger blandt andet gennem en række interview med plastikkirurgiens aktuelle mestre - skulptørerne af det moderne menneskes skønhed - at få svar på nogle af de kulturelle og psykologiske spørgsmål, der følger i kølvandet på de nye vidt udbredte kirurgiske skønhedsteknikker. For hvad er skønhed egentlig? Barokke performances Den franske kunstprofessor Orlan har gjort sin krop til en skulptur, som hun jævnligt får ændret i et vedvarende og erklæret feministisk projekt, der dekonstruerer ideen om kvindelig skønhed, som hun mener er et uopnåeligt ideal skabt af mænds blik. Under fuld bevidsthed lader hun sig operere i barokt iscenesatte performances, hvor hun gradvist overtager et hjemmestrikket udseende med elementer lånt fra klassiske kvindefremstillinger i kunsthistorien og har nu opnået en højst aparte fremtoning. Men måske Orlans søgen efter en ny identitet ikke er så forskellig fra den søgen, der driver almindelige folk til at underlægge sig skalpellens løfterige skær. De fleste opfatter deres operationer som en lille korrektion af naturens små skønhedsfejl. En genopretning af noget, der gik galt. Orlan ser sine operationer som helingen af en kulturel brist. Men fælles for dem er, at livet bliver mindre og mindre fatalt og mere og mere et spørgsmål om personligt initiativ. Skalpelturisme Allerede i min barndom fik flere rettet ører, og næsten alle gik med bøjle på tænderne. Ikke fordi de uden tandretning alle sammen ville blive plaget af migræne som voksne, eller at ørerne kunne blive ubehagelige vindfang i blæsevejr. Det var 'kun', fordi det var pænere, hvis man fik dem 'rettet'. I dag er brystændringer, ansigtsløft, øjenlåg, Botox-indsprøjtninger, hårtransplantationer og fedtsugninger blevet om ikke hverdag, så noget rigtig mange udsætter sig for en eller flere gange i livet. I USA lagde i 1997 2,1 millioner klienter sig under kniven i håbet om at forbedre deres udseende. I 2003 var tallet steget til 8,8 millioner skønhedsoperationer. Og en særlig skalpelturisme er opstået i lande som Sydafrika og Thailand, hvor en billig operation kombineres med et eksotisk rejsemål. Men hvorfor kaster flere og flere sig under kniven? Er det vanitas, der griner af os i spejlet, er det et kulturelt had til alderdommen, formet af arbejdsmarkedets behov for evigt unge og friske medarbejdere og støttet af Hollywoods drømmefabrik, eller er det forventningen om, at et guddommeligt udseende medfører succes, lykke og guddommelig sex? Udslettelse af livets spor I vor aldrende kultur synes ungdomskulten at blive stadig mere intens. Og der tages vedvarende mere ekstreme midler i brug for at udsætte de visuelle tegn på livets uomgængelige retning. Men denne udslettelse af alder er også en udslettelse af livets spor. Det, vi gør, og det, vi oplever, sætter sig spor i vores kroppe. Derfor synes ældre mennesker ofte mere udtryksfulde end yngre, deres kroppe fortæller om livet. Men at rynker således kan have deres egen ekspressive skønhed, er ikke ensbetydende med, at alle rynker er smukke. Og selv om flere af skønhedslægerne i bogen mener, at det hovedsageligt skyldes indre forhold - at vi selv har et stort ansvar for, hvor smukt vort ydre ældes - så er der ingen tvivl om, at alderdommen ikke fordeles lige skønt på alle, og at trangen til at forandre på naturens betingelser er forståelig, nu hvor muligheden er der. Fra asiat til europæer Et andet bredt træk i viften af vore dages plastikkirurgiske skønhedsidealer er, at de ikke kun angår alder, men også etnicitet. Selv om man er født med asiatiske træk, kan man godt komme til at ligne en vesterlænding. Keizo Fukuta har ændret næse og øjne på en 20-årig mand, så han i dag ser ud, som om han er kommet ud af et skød i Europa. Men Fukutas kollega fra Rom, Carlo Gasperoni, nægtede derimod at operere denne mand: »En dag kom en mørkhudet mand af afrikansk afstamning hen til mig. Han viste mig et billede af en bleghudet japansk mand med en lillebitte næse og fortalte mig, at han ønskede at se nøjagtig sådan ud. Selvfølgelig sendte jeg ham til psykolog«, fortæller han. Havde det været lige så selvfølgeligt, hvis han var kommet med et billede af en hvid mand - eller af Michael Jackson? Hollywoods homogenitet Jackson-familiens forhold til skønhedskirurgi, hvor afrikanske træk udslettes til fordel for kaukasiske, er således berygtede. Både Michaels og Latoyas næser har været faldet sammen i overgjorte forsøg på at formindske næsestørrelsen til barberbladstynde groteske efterligninger af 'hvide' næser. Men også en 'vellykket' skønhedsåbenbaring som Halle Berry er udsat for kritik for at udslette sine etniske særkender. På den måde præsenterer Hollywood en udglatning af forskelle, der har globale konsekvenser også inden for plastikkirurgien. Indtil for nylig havde brasilianerne et skønhedsideal med store måse og små bryster, i dag vil de ligne Hollywoodstjerner og får forstørret i stedet for formindsket brysterne. Lign dit idol Men samtidig med at plastikkirurgien skærer dybere og bredere i kulturen, opnår den også sin egen foranderlige logik, der giver sig individuelle udslag som Orlans performancekunst eller indgår vanhellige kommercielle alliancer: MTV har vist serien 'I Want A Famous Face', hvor almindelige mennesker ved hjælp af implantater og bortskæring modelleres til at ligne de kendte. En pige kom til at ligne Britney Spears, et par tvillinger kom til at ligne to Brad Pitt'er, og en ung mand kom til at ligne Jennifer Lopez, inklusive bryster. Men sådanne ekstreme tv-show er undtagelsen, der bekræfter de etiske regler, også blandt flertallet af amerikanske kirurger, der både advarer kraftigt mod at stikke folk blår i øjnene og frygter for, at hele deres branche vil degenerere i en forbrugerisme, hvor risikoen for sjæl og krop ignoreres. At elske sig selv Flere afviser at ville operere folk, der ønsker at ligne pornostjerner med helt unaturlige proportioner. De fleste af lægerne er enige i, at tiltrækningskraften delvis afhænger af ydre skønhed, men blandt andre Carlo Gasperoni rammer pælen ned i nogle fordomme om sex og udseende: »Skønhed og et fyldestgørende sexliv har intet med hinanden at gøre. Jeg mener ligefrem, at skønhed og seksuel appetit er diametrale modsætninger! Smukke mennesker er ofte objekter for lysten eller begæret, men det er sandsynligvis ikke, hvad de ønsker«. Hans synspunkt bakkes op af bogens øvrige kirurger. Der er ingen forbindelse mellem udseendet og fornøjelsen ved sex, specielt ikke for kvinder, siger de samstemmende. »Hvis man føler sig attraktiv, er man bedre til at tiltrække andre«, siger John F. Celin, »men dette forbedrer på ingen måde seksuallivet«. »Folk der føler sig elskede og accepterede, og som også accepterer sig selv, har den bedste sex«, hævder Jorge Herrera. De interviewede kirurger er enige om, at sexlivet faktisk kun bliver bedre og dybere med alderen. Og at skønhed ikke alene kommer af det ydre. De taler alle om helhedsbegreber som aura, karma, ånd og karisma - forhold, som de ikke mener, man er i stand til forbedre ved hjælp af skalpel og sutur. Så svaret på, hvorfor folk overhovedet gør det, skal søges et andet sted: De fleste patienter bliver simpelthen gladere af deres operationer. Føler man sig kønnere, er der også en sandsynlighed for, at omgivelserne synes det. Der er håb før døden.