Mine hænder burde være rene. Jeg vaskede dem tre gange, før jeg gik til morgensamling, men de føles stadig klistrede. De friske stemmer borer sig ind i mine tindinger som glohede nåle. Jeg sidder på rækken langs foredragssalens bagvæg, så jeg diskret kan snige mig ud på toilettet. Mine indvolde vender ikke helt, som de plejer. To rækker foran får jeg øje på Karl-Heinz, den gamle amerikaner, hvis årgangswhisky satte en fed streg under min håbløse skæbne i går aftes. Og hvem der bare kunne blive forskånet for hans stinkende aftershave her til morgen. Han vender sig om og kigger på mig, som var jeg en kage, han gerne ville sætte tænderne i. Mit blik søger flugt. »Godmorgen«, hilser forstanderen myndigt fra talerstolen. De spredte samtaler forstummer, og Karl-Heinz vender sig om. »Velkommen til denne første morgensamling på Vallekilde ...«. Ordene forvandler sig til en monoton summen. Jeg prøver at kaste lys over det sorte hul i min hukommelse, som whiskyen efterlod, men uden held. Jeg lader fingrene køre gennem mit hår og er ved at skrige af smerte, da jeg rammer en hævelse i nakken. Forsigtigt mærker jeg efter. Der er vist ikke hul. Blodet, som mine hænder var smurt ind i, da jeg vågnede i morges, kan altså ikke være kommet derfra. »Hej Maiken«, hvisker én ved siden mig. Judith sætter sig ned og undskylder sin forsinkelse med et lille nik til et par af de ældre damer på forreste række, som har vendt sig om. Hendes hår er uglet, men hun dufter godt. Et øjeblik er jeg ved at falde ned i hendes bundløse kavalergang. Tag dig sammen, tænker jeg, men kan ikke lade være med at sammenligne hendes stramme tøj med min slaskede sommerkjole, som buler ud alle de forkerte steder (på trods af et hundedyrt årskort til Fitness'n'fun). Forstanderen rømmer sig. »Ingen morgensamling uden sang. I denne uge bliver vi akkompagneret af Else, som er gammel elev her på Vallekilde. Vi starter med nr. 373. Else?«. Forstanderens blik glider hen over første række. Damerne trækker på skuldrene. Én af dem siger noget til forstanderen, som jeg ikke kan høre derfra, hvor jeg sidder. »Er der nogen, der har set Else?«, prøver han lidt højere. Tavshed. Thyra fra malerholdet hvisker til de andre gamle damer, og Dagmar, som hjalp mig med at blande farver i går, tilbyder sig som pianist i stedet. Selv om det er et par dage siden, som hun siger. Hun trisser op til klaveret og tager en dyb indånding, før hun slår den første tone an. Hendes hvide hår giver et engleagtigt skær. Drømte mig en drøm i nat
om silke og ærlig pæl
bar en dragt så let og glat ... Mine tømmermænd gør det svært at værdsætte malerdamernes skønsang, og Dagmars akkorder stammer ikke ligefrem fra klaverskolen. Jeg kniber øjnene sammen og opgiver at synge med. Døren til foredragssalen piber, og én af fyrene fra sejladsholdet kommer vadende ind med klip-klapper på de solbrændte fødder. Hans lange blegede hår får ham til at minde om manden fra mine fortabte højskoledrømme. Judith har også fået øje på ham, og han blinker til hende med et skævt smil. Selvfølgelig, tænker jeg. ... fjernt han hilste med sin hat
og grå gik min drøm på hæld
Nu vågner den klare morgen Da den sidste klang fra klaveret toner ud, ånder jeg lettet op. Jeg opdager de to hulbrystede fætre, som nærmest ligger på bænken nogle rækker foran mig. Bagfra virker de fuldstændig identiske. Tynde nakker og enorme hoveder. Den ene ser sig omkring, fanger mine øjne og vender sig hurtigt om igen som et lille, skræmt dyr. Kan blodet fra i morges være deres dårlige joke, tænker jeg, mens forstanderen fortsætter med ugens praktiske oplysninger. »Som I måske ved, er det i morgen, at vi skal tage afsked med et af Vallekildes vartegn, skulpturen 'Siddende kvinde'. Fremover skal den stå i København, og selv om økonomi er en kedelig årsag, er vi selvfølgelig stolte ...«. Jeg lukker øjnene og prøver at forsvinde. Judith puffer mig i siden. »Var det en hård nat?«, fniser hun. Jeg trækker på skulderen, mens min kvalme bliver værre. Forstanderen klør sig i skægget og lægger an til endnu et punkt på programmet, da døren til salen går op. En firkantet mand i blåt arbejdstøj styrer mod talerstolen. Han tager noget op af lommen og hvisker sit ærinde i øret på forstanderen, hvis øjenbryn rynker mere og mere. Forstanderen hæver den ene arm over hovedet. I hånden har han noget, der ligner vådt plastik. »Vores pedel har fundet det her i haven. Er der nogen af jer, som har tabt det«, spørger han og ser ud over salen. Dagmar og de andre fra malerholdet kigger på hinanden og ryster benægtende på hovedet. Forstanderen bliver ved at holde det op i luften, er åbenbart ikke færdig. »Så er der én ting til. Da gebisset blev fundet på græsset, var det indsmurt i ... blod«. Folk holder vejret, og jeg mærker det komme med det samme. For alvor. Gulvet knirker, da jeg rejser mig. Ubemærket, håber jeg. Som den flue på væggen jeg altid har været.