Gå med på stranden. Vejret er i vinkel. Solen bager fra en højblå himmel, og varmen kalder ladheden frem. Lad os gå på bare tæer over den svedne græseng og sætte os bag hybenroserne, der hvor sandet begynder. Evigt sommeroptrin I skjul bag krattet skal vi belure to mindre dameselskaber på vej i vandet. Lige nu befinder selskaberne sig godt nok i hver sin bog, ved hver sit hav og i hver sin sommer, år 1876 og 1902. Men vi fører dem sammen på tværs af tid og på tværs af fiktion og virkelighed. På den samme eftermiddagslumre sandstrand mellem tanglopper og rombeporfyr sætter vi scenen for et evigt sommeroptrin. Nygift og ulykkelig Det ene selskab udgøres af den kendte og kontroversielle københavnske forfatterinde Agnes Henningsen, hendes datter og datterens veninde. I det andet finder vi den københavnske lægefrue Frederikke Faber med svigerinde. Forfatteren Jette Kaarsbøl har besluttet, at lægefruen er nygift og ulykkelig denne dag på stranden. Agnes Henningsen derimod er bare forelsket, fortæller hun i sine erindringer. Latterlige lammeskyer Fra vores plads bag hybenroserne ser vi Henningsens selskab ankomme som det første. De skuler op mod lammeskyerne: »Smaa latterlige ting, der bare flyr af i den rene luft«, hører vi Agnes sige, mens hun som en anden general balancerende fører pigerne ned over stenene ud i vandkanten. Her stiller de sig på række og bliver lange i blikket. Imens er det andet selskab dukket op længere nede ad stranden. De nærmer sig småsnakkende med hvide håndklæder over skulderen. Fru Faber ser anspændt ud. I den lumre hede dupper hun bestandig svedperler væk fra overlæben. Insekterne svirrer omkring hende og »hun puster og virrer med hovedet for at jage dem på flugt. Solen steger, varmen svider sig ind i armhulerne«. Agnes og pigerne er i mellemtiden blevet færdige med at beundre bølgeslagene. Idet de gør ansatser til at knappe tøjet af, hører vi datteren Esther sige til Agnes: »Vi vil gerne være fri for dig, mens vi klæder os af«. Måske er det antydning af skuffelse, vi ser i Agnes' blik, da hun med en strøm af små bjæffende formaninger forlader pigerne og går længere ned ad stranden i modsat retning. Blufærdig kvinde Faber-selskabet er nu nået frem. Til vores held lægger de håndklæderne ganske nær vores skjulested. På denne afstand er det en smal sag at fornemme, hvor utilpas fru Faber er med situationen. Svigerinden ler derimod ubekymret. På ingen tid krænger hun den hvide sommerkjole af og står nøgen med sine fyldige, varme bryster tæt på Frederikke. Lægefruens blik flakker. Så flænges varmedisen, da svigerinden skrigende løber i vandet. »Kom nu!«, råber hun. Frederikke tøver. Åbner et par knapper og skæver ned mod pigerne og Agnes Henningsen. Til sidst lykkes det hende at komme af tøjet og vakle ned mod vandet, mens hendes kejtede arme flyver rundt i et hjælpeløst forsøg på at dække de rødbrune kønshår og revnen mellem balderne samtidigt. Vidunderlige hav! Et andet besynderligt skue fanger nu vores blik. Den københavnske forfatterinde med de pikante skriverier har fundet sin strandmodus. Hun hopper rundt i nøgen figur, så flæsket gynger. Svinger med armene, standser op og rækker ud mod havet som for at gribe hele det flimrende sommerscenarium. I en slags finale giver hun sig til at løbe i brændingen, inden hun kaster sig ned og lader bølgerne bruse over sit imponerende korpus: »Vidunderlige hav!«. Fru Faber klaprer tænder under håndklædet og vil hjem. Turen i vandet var ingen succes. Men svigerinden sukker af velvære og strækker sig på sandet, totalt afvisende over for enhver snak om at bryde op. Og sådan går timerne. Svindende sollys Da Agnes Henningsen og pigerne sidste på dagen går forbi Frederikke Faber, stikker Agnes hånden frem til hilsen. »Jeg kender Deres mand, doktor Faber«, siger hun. »Han er dygtig. Han hjalp mig for et par år siden. Jeg beder Dem hilse så mange gange«. Fru Fabers kæbe falder ned. Og hun når ikke at svare, før Agnes går videre. »Hvem var det«, spørger hun svigerinden. »Aner det ikke, men hun ligner en forfatterinde. Måske kender Brandes hende!«. De ryster håndklæderne og vandrer hjemad »med saltvandsstram hud, dovne bevægelser og øjne, der misser« mod det svindende sollys.