Elias Canetti var 76 år, da han fik Nobelprisen i Litteratur 1981, og da tilhørte han allerede en svunden tid og en verden, der var gået under i verdens- og borgerkrige, revolution, bogbrændinger og eksil. Det var da også nærmest Canettis tidlige liv i 'Mitteleuropa' - eller rettere den mytologiserende skildring af det og af alle de berømte europæere han kendte - han blev belønnet for. Elias Canetti skrev på tysk, og hans hovedværker i egne øjne var romanen 'Die Blendung' fra 1935 og tobindsværket 'Masse und Macht' (på dansk 'Masse og magt' i 1996), der efter tyve års arbejde udkom i 1960, men var rundet af de skæbnesvangre 30'ere og et resultat af Canettis livslange fascination af begrebet masse. For en gangs skyld fik danske forlag ikke travlt efter offentliggørelsen af nobelprisvinderen - 'Die Blendung var udgivet som 'Forblindelsen' af det fremsynede forfatterforlag Arena året før ... Overstimuleret dreng I årene 1977 til 1985 - da var han 80 - udgav Canetti tre vidunderlige erindringsbind, der på dansk kom til at hedde: 'Den reddede tunge. Historien om en ungdom', 'Faklen i øret. Livshistorie 1921-31' og 'Øjenspillet. Livshistorie 1931-37'. Måske på grund af den sene berømmelse, måske på grund af mandens skyhed eller manglende interesse for slige sager, så kender vi kun billeder af Canetti som gammel, fra tiden omkring nobelprisen. Men det er ikke sådan, vi møder ham i de tre erindringsbind. Der er han først en lille fremmelig, overstimuleret dreng, så en ung, evigt læsende og diskuterende student og intellektuel og til sidst en trediveårig forfatter og ægtemand, der tager afsked med sin døende, til det sidste dominerende mor. Uhøvisk elsker Elias Canetti var jøde af spansk afstamning, altså sefardisk og ikke ashkenazi. Det var af betydning i det stammehierarki, især hans mors velhavende familie roste sig af, og som Canetti blev nærmest allergisk over for resten af sit liv. (Ashkenazierne kom fra Østeuropa og talte jiddisch, sefarderne fra Spanien og talte talte ladino, også kaldet judesmo eller jødespansk; fælles for dem var at de var forfulgt og fordrevet, hvilket ikke forhindrede sefarderne i at se ned på ashkenazierne). I Canettis biografi bliver nationalitet, som vi forstår den, meningsløs. Hans fædreland var det tyske sprog. Samtidig var Canetti først og fremmest jøde, og flertallet af de mange mennesker, han skildrer med suveræn portrætkunst, er mere eller mindre underforstået også jøder. Bortset fra kostskoleophold i det trygge schweiziske Zürich, som han elskede (og hvor han døde i 1994), og i det forarmede Frankfurt i taberlandet Tyskland (hvor han mødte antisemitismen), og betydningsfulde besøg i Berlin (hvor han blandt andre mødte Brecht og Babel), tilbragte Canetti de fleste af sine formende år som voksen i Wien. »Litterært er jeg wiener«, har han sagt. »Umættelig længsel efter bogstaver« Han måtte som så mange flygte fra Hitlers Anschluss i 1938, derpå fulgte tavse år i England, hvor han arbejdede på 'Masse og magt' (og var forfatteren Iris Murdochs uhøviske elsker), og da han døde, havde han fået britisk statsborgerskab. Allerede som lille dreng havde han boet et par år med forældrene i Manchester indtil faderens tidlige og pludselige død. Men på et foto i forbindelse med nobelprisen står der, at Canetti er den første bulgarer, der har fået prisen. Hvordan går det til? Jo, Canetti tilbragte sine første seks år i den tyrkiske farfars patriarkalske købmandsgård i en gammel havneby ved Donaus nedre løb på den bulgarske side. Storfamilien talte iadino, de lokale barnepiger talte bulgarsk, ammen var rumænsk, og den lille førstefødte Elias' forelskede forældre talte tysk indbyrdes. Den senere forfatter lader ikke denne lejlighed gå fra sig til at vise, hvor meget sprog betød for ham allerede som treårig. »Det mest brændende af alle mine brændende ønsker dengang var at forstå deres hemmelige sprog«. Faderen læste begærligt aviser fra Wien, hvorfra han og moderen havde fælles romantiske minder, og vakte dermed i sønnen »en umættelig længsel efter bogstaver«. Den længsel var ved at gøre knægten til øksemorder, da en lidt ældre kusine ikke ville lade ham røre ved sine skolehefter, hvori hun lige havde lært at skrive. Mordet blev afværget, og familien var forfærdet over det onde og farlige i den lille dreng, men »jeg tror, de forstod, at det var skriften, der var mig så meget om at gøre, de var jøder, og Skriften betød meget for dem alle (...)«. Strindbergs søn Canetti beskrev sine livshistorier en menneskealder efter, at de havde fundet sted. Indimellem havde der været »manden med det unævnelige navn«, og hvad deraf fulgte. Det er beundringsværdigt på grænsen til det besynderlige, hvordan det lykkes Canetti at holde den mellemliggende tids rædsler, som allerførst ramte hans verden og dens mennesker, ude af sine erindringsbøger. Og så alligevel ikke så besynderligt. For han havde jo allerede som en anden profet beskrevet det hele: Romanen 'Forblindelsen' slutter med en bogbrænding, og inden den udkom i 1935, havde virkeligheden overhalet Canettis vision. Og hvad det 20. århundredes skæbnesvangre fænomener 'masse' og 'magt' angår, havde han, som han selv siger, »siden 1925 (...) gjort det til min opgave at finde ud af, hvad masse er, og siden 1931 desuden, hvordan magt opstår af masse«. Canettis husguder Canetti selv arbejdede tålmodigt, »men begivenhederne var ikke så tålmodige«, som han har sagt. »Da den store acceleration, som skulle rive alting med sig, i 1933 kom ind i verden, havde jeg endnu intet teoretisk at sætte op mod den og følte den stærke indre trang til at fremstille det, jeg ikke forstod«. 'Den store acceleration' - mere eksplicit tillader Canetti sig ikke at være, og bagklogskab kan man ikke beskylde ham for. Brudstykket er også typisk for hans nøgterne stil, som dog sine steder er helt barok i sin knastørre, til tider dræbende humor og sarkasme. Især går det ud over kvinderne, og især de ekspansive af dem, som tydeligvis indgyder den lavstammede Canetti kastrationsangst og provokerer hans egen mandsmagt. Så hævner han sig med udtryk som »den med kvindelig masse belæssede divan«. Og Alma Mahler (gift med Mahler, Gropius, Kokoschka og Werfel), der da også lader til at have været skrækkelig, kalder han »denne bugnende enke og hendes tidligere trofæer«. Canetti havde en gang været så grundigt underkastet en kvinde, at det rakte for resten af livet. Den kvinde var hans mor, og hun hadede og foragtede desuden sit eget køn. Derimod elskede hun Strindberg og sagde engang til den voksne forfatter: »Du er min søn med Strindberg«. Canettis egne husguder var Kafka (Canetti er utænkelig uden Kafka) og Gogol (som spøger i 'Forblindelsen'). Derimod afviste han det samtidige Wiens kæledægge Sigmund Freud og hele psykoanalysen, som ellers inspirerede forfattere til en ny psykologisk tilgang til litterære portrætter. Mistede livsmodet Sin ungdomskæreste og første kone Veza, som han trods moderens rasende jalousi holdt fast ved, levede Canetti intellektuelt symbiotisk med. Børn fik de ikke, men Veza underordnede sig mandens arbejde, støttede, inspirerede, reddede og rådgav. I en udmærket dansk artikelsamling om Canetti, 'Dødsfjenden' (Forlaget Politisk Revy, red. af Adam Paulsen), netop udgivet i anledning af 100-året, skriver Canettis faste oversætter, Karsten Sand Iversen, at Canetti mistede livsmod ved Vezas død i 1963. Siden, i 1972, fik han dog en datter med sin anden kone, som han også overlevede. Elias Canetti var lige fyldt 89, da han døde i Zürich i 1994. Han blev begravet ved siden af James Joyce, som en enkelt gang havde hørte Canetti oplæse et skuespil, men ikke forstået dets wienertyske. De to litterære genier gik fejl af hinanden på grund af banale sprogforskelle. Den detalje har Canetti mærkeligt nok ikke mytologiseret.