Varmen tager livtag med min vejrtrækning. Jeg har lavet en lille åndekanal op gennem tøjbjerget, og på trods af kvalmen har jeg overlevet sådan i flere timer nu. Rummet med glemt tøj har været min mørke verden, siden jeg stak af under frokosten i forvirringen over det forsvundne babylig. Hele eftermiddagen har jeg hørt hastige skridt på værelsesgangen udenfor og fulgt deres jagt på Thyra og mig. Mest mig. »Den lille ludermorder kan bare vente, til jeg får fat i hende«, snerrede Judith for nogle timer siden. Et stykke tid efter nåede Karl-Heinz faktisk helt herind. »Damn, I gotta talk to you«, mumlede han for sig selv og sparkede tilfældigt til tøjet. Heldigvis havde jeg gravet mig så langt ned, jeg kunne komme. Senere hørte jeg så nogen sige, at politiet havde sat en eftersøgning i gang på hele Sjælland. De mente åbenbart, at jeg ikke længere befandt mig på det afspærrede område. Lydene forstummer nu. Det må være sidst på aftenen. Jeg forlader mit gemmested og følger den flugtrute, som sommernattens klare skær viser mig gennem vinduet for enden af gangen. Der er stadig lys enkelte steder i hovedbygningen, så jeg bevæger mig langsomt i læ af buske og træer, indtil jeg er forbi politiets gule bånd. Jeg har en følelse af at blive forfulgt, men når jeg kigger mig over skulderen, er der ingen. Et kirketårn toner frem i mørket, og gravstenene følger stiltiende min flugt, der stopper brat, da jeg ser en silhuet bevæge sig på kirkegården. Jeg dykker ned bag en hæk. En kroget menneskeskikkelse sidder på knæ og rokker frem og tilbage med noget i favnen. Mine bævrende ben nærmer sig langsomt, og ordene fra en grådkvalt kvindestemme bliver tydelige. »Mor skal nok passe på dig ... ja, hun skal«. »Thyra?«. Hun hører mig ikke og taler fortsat beroligende til det mumificerede lig i sine arme. Da jeg træder ind på den tomme gravplads, opdager jeg hullet i jorden foran hende. Jeg lægger en hånd på den gamle dames skulder, vil tvinge hende til at se fortvivlelsen i mit ansigt. Hun stritter imod, indtil jeg mister besindelsen og river hende bagover, så hun falder om på ryggen med liget i sine arme. »Det er mit barn. Gå væk!«, hvisler hun, mens hun kæmper for at komme op at sidde igen. Jeg forsøger at tale roligt til hende. »Thyra, jeg vil ikke tage dit barn, men du bliver nødt til at fortælle, hvad der skete den aften, hvor Else blev myrdet«. »Det var dig. Dig! Du skubbede, så hun faldt«, hvæser hun. »Du var ond og nøgen som en skøge ... såh, lille pus. Mor passer på dig«. Hun aer blidt sit barn på hovedet. Jeg smider mig i kirkegårdens grus og prøver desperat at fremkalde min hukommelses slørede billeder. »Slog hun mig med en spade?«. Thyra hører intet og pludrer bare videre med sit døde barn, som åbenbart skal sove nu. »Nu skal du drømme gode drømme, og når du vågner, vil mor være hos dig«. Hun lægger forsigtigt babyen ned i den sorte jordvugge og begynder at dække den til med små håndfulde muld. Min tålmodighed er brugt op. »Slog Else mig med spaden?«, insisterer jeg og tager fat i hendes tynde arme. Min rusken bliver mødt af et øredøvende skrig, som straks giver genlyd mellem Vallekildes huse, men jeg nægter at slippe hende. Endelig nikker hun. »Du skulle ikke være kommet. Du ved ikke, hvordan det var. Jeg var fortabt. Et uægte tyskerbarn. Jeg blev nødt til at ...«, hulker hun og forsøger at vride sig fri af mit tag. Uden at tænke over det langer jeg hende en lussing. » Du skal fortælle politiet og de andre, hvad der er sket. Det skylder du mig«. Thyra mærker måbende på sin kind. Hun tager en dyb indånding og kommer på benene, hvorefter hun med rank ryg vender sig mod sin babys kolde vugge. »Nu vil jeg gerne sige ordentligt farvel«, siger hun med en fornem dames værdighed. »Okay, men så bliver du også her«, kommanderer jeg og træder et skridt tilbage. Hun står ved graven som en mørk statue i bøn, da jeg opdager en ubevægelig skygge på den side af kirketårnet, som månen lyser op. Synet af det store hoved og de smalle skuldre overbeviser mig straks om, at en af de hulbrystede fætre har fulgt min flugt. Egentlig føles det ikke ubehageligt. Jeg hører hurtige skridt bag mig, og da jeg drejer hovedet mod vejen, ser jeg den pyjamasklædte forstander komme stormende i retning af kirkegården med en lommelygte i hånden. Han må have hørt skriget. »Bliv stående«, råber han. Thyra synker pludseligt i knæ. Jeg griber ud efter hende for at afværge et fald, men det er umuligt at holde hende. Den livløse overkrop lander i graven som et slapt hylster. Da jeg vender hende om på ryggen, rammer mine hænder noget hårdt, og i lommelygtens skær ser jeg skaftet af en kniv pege op fra den gamle dames bryst. Den varme væske løber ned ad mine arme. Forstanderens skridt stopper bag mig, og jeg mærker hans smertende greb om min skulder. »Dette er en civil anholdelse«. Jeg kigger op og møder et rovdyrs øjne. Skyggen på kirkens mur bevæger sig stadig ikke.