Solen skinnede, men Larry Page var irriteret. Den 23-årige studerende var på besøg på Stanford University i Californien, hvor han overvejede at forske i computervidenskab. Både fordi Stanford er et fremragende universitet, og fordi det er berømt for, at dets studerende starter succesrige firmaer. Selvsikre fyre Page ville gerne have sin egen virksomhed. Eller rettere, han ville gerne være opfinder. Det havde han drømt om, siden han som dreng læste en biografi om Nikola Tesla. En uhyre produktiv opfinder, der opdagede eller opfandt mange af de bagvedliggende teknologier til blandt andet trådløs kommunikation, solceller og røntgenstråler. Men som ikke formåede at skabe de kommercielle rammer for sine opfindelser og derfor i dag står i skyggen af typer som Thomas Edison, der opfandt telefonen og blev en meget velhavende mand. Den skæbne ville Page undgå, og for at blive opfinder mente han derfor, at det var bedst at starte sin egen virksomhed. Og derfor blev han nu vist rundt i San Francisco sammen med en gruppe andre potentielle studerende. Problemet var, at den ph.d.-studerende, der var sat til at vise de nye rundt i den nærliggende storby San Francisco var rasende irriterende. Han hed Sergey Brin, og var lige så overbevist som Larry Page om, at netop han var noget af det kvikkeste, man kunne forestille sig. Hans far var en berømt universitetsmatematiker, moderen videnskabskvinde i NASA, og sønnen mente egentlig ikke, at hans mentale evner savnede noget. Begge var stædige, så frem for at nyde dagen tilbragte de to tiden med at diskutere og være uenige om alt mellem himmel og jord. Før Google Året er 1995. Internettet er for længst opfundet, og Marc Andressen er på nippet til at skrive historie ved at gå på børsen med sin browser Netscape, der for alvor gør internettet tilgængeligt for hvermand og starter det, som i de kommende år udvikler sig til it-boblen. Internettet er hot og i rivende vækst. Nye hjemmesider skyder op som ukrudt, men problemet er i stigende grad at finde rundt imellem dem. Hvad nytte er internettets fagre virtuelle verden til, hvis man ikke kan finde vej til det, man leder efter? Hvordan den nød langsomt knækkes og bliver til en multimilliard-industri er temaet for den amerikanske journalist John Battelles nye bog 'The Search'. Første mand på skansen med et bud var en canadisk studerende ved navn Alan Emtage. I 1990 opfandt han Archie, den første egentlige søgemaskine til internettet. Det var en primitiv sag, hvor man kun kunne søge på titlerne af de enkelte filer. Optrådte ordet, man ledte efter, ikke i selve titlen, ja så var det bare ærgerligt. Boom i hjemmesider Men Archie og dens efterfølger Veronica var naturligvis bedre end ingenting, og så længe internettet var en forholdsvis overskuelig størrelse, gik det også nogenlunde. Men internettet blev hurtigt stort. Fra 1993-1996 voksede antallet af hjemmesider fra et par hundrede til 600.000, og det samme gjorde forsøgene på at organisere det. Længst glemte søgemaskiner med navne som The Wanderer og WebCrawler dukkede op og forsvandt. Andre forsøgte selv at holde styr på de forskellige websites, og i 1994 dukkede Jerry and David's Guide to the World Wide Web op på nettet. Det skulle med tiden udvikle sig til Yahoo, og en af Googles største konkurrenter, men det er en anden historie. Pointen er, at der i 1995 ikke var nogen endelig løsning på, hvordan man skulle finde rundt på nettet. Bedst fungerede AltaVista, der gik i luften samme år, som Page og Brin mødtes. Bag AltaVista stod computerfirmaet Digital Equipment Corp. og deres søgemaskine blev et kæmpe hit med det samme. Den allerførste dag fik AltaVista.com over 300.000 hits, og inden året var gået, havde den besvaret over fire milliarder søgninger. Hemmeligheden lå dels i en bedre teknik, men særligt i at AltaVista takket være sin velstående ejer skabte et langt større indeks over internettet end nogen andre. Google undfanges Men tilbage til Larry Page og Sergey Brin, der i mellemtiden er blevet venner. Brin vandrer fra projekt til projekt uden rigtig at kunne beslutte sig for noget, og Page har også problemer med at finde et godt emne at skrive sin ph.d. om. Men så falder han over noget interessant. Nærmere bestemt henvisninger - links - på internettet. Det slår Page, at det er irriterende, at man ikke kan gå bagud og se, hvem der henviser til et givent website og derved reelt ikke aner, hvad andre mener om det. Vidste man det, tænker Page, ville man få en ide om, hvor god eller respekteret det er. Lidt på samme måde som antallet af gange, andre forskere henviser til en given videnskabelig artikel, er en grov, men nyttig målestok for, hvor vigtig artiklen anses for at være. God ide, tænker Brin, og så går de to i gang med at udvikle et program til at søge og analysere henvisninger bagud på nettet. Programmet, der går under navnet BackRub tager langsomt form og får følgeskab af PageRank - opkaldt efter Larry Page - der er den algoritme, som Google bruger til at vurdere, hvor vigtige de enkelte websites er. Overlegent system Pages ide er som sagt enkel: Jo flere der henviser til et givent website, jo vigtigere er det. Men med det raffinement, at de enkelte henvisninger ikke tæller lige meget. Henvisninger fra websites, som mange andre henviser til, er vigtigere end henvisninger fra websites, som få linker til. En henvisning fra New York Times' website tæller mere end en fra det lokale skoleblad. En bagudrettet kæde af henvisninger, der påvirker værdien af andre henvisninger, der igen påvirker værdien af andre henvisninger og således ud i det uendelige eller noget, der ligner. Beregninger, som kræver ganske meget matematik proppet ind i et program, men her kommer Brins matematiske evner til nytte, og i løbet af nogle måneder har de to skabt et fungerende program. Og fra BackRub og RankPage er springet til en søgemaskine så lille, at de knap nok bemærker det. Det går bare langsomt op for dem, at deres system er de andre tekstbaserede søgemaskiner langt overlegent, når det gælder om at finde relevante websites på nettet. Og endnu bedre, at mens andre søgemaskiner vil blive mere og mere upræcise, i takt med at nettet vokser, vil deres kun blive bedre og bedre, i takt med at der kommer flere og flere links at vurdere et givent website ud fra. Google fødes Tanken om, at jo større nettet bliver, jo bedre bliver deres søgemaskine, gav Brin og Page ideen til at døbe deres baby Google, efter tallet googol, der er et ettal efterfulgt af 100 nuller. Og således rustet til virkeligheden får Google i august 1996 sin offentlige debut. Søgemaskinen lægges på Stanfords server og bliver et stort hit. To år senere har Google mere end 10.000 hits om dagen, og det bliver vanskeligere og vanskeligere for de to studerende at tigge den fornødne computerkapacitet af Stanford. De tager derfor kontakt til stifteren af Sun Microsystems, Andy Bechtolsheim, der er kendt for at investere i start-up-firmaer. De giver ham en demonstration og får på stedet en check på 100.000 dollar, som de prompte fejrer ved at gå på Burger King. Checken er udskrevet til 'Google, Inc.', så nu er der ikke længere nogen vej uden om at stifte selskabet. Det sker 7. september 1998, og kort efter får det unge selskab også sin første ansatte - deres medstuderende Craig Silverstein - og bytter Sergey Brins kollegieværelse, som de hidtil har drevet Google fra, ud med en garage, de lejer af en af Brins kærestes venner. Og så begynder det for alvor at rulle. I løbet af de næste måneder får de yderligere en million dollar i investeringer, og i 1999 bliver de for alvor et seriøst selskab, da to af de mest berømte kapitalfonde i området Sequoia Capital og Kleiner, Perkins, Caulfield & Byers investerer 25 millioner dollar i dem. Google vokser Alt går med andre ord godt. Flere og flere bruger Google og bliver afhængige af den ultrahurtige og præcise søgemaskine. Der er bare et problem. Hvad skal Google egentlig tjene penge på? Det er først i slutningen af 2000, at selskabet for alvor knækker den nød, og det endda kun, fordi en anden søgemaskine har banet vejen. GoTo.com er i dag stort set glemt, men i lang tid var den betydelig mere succesfuld end Google. Ikke fordi søgningerne var bedre, det var de ikke, men fordi GoTo havde gennemskuet, at de enkelte søgninger var penge værd. De gjorde det nemlig muligt at målrette reklamer på en helt anden måde end tidligere. Søger man på 'ferie i Hawaii', er man typisk betydeligt mere interesseret i reklamer for hoteller på Hawaii end for en ny cd-brænder, eller hvad der ellers kan komme af bannerreklamer. GoTo kombinerede denne ide - at bruge søgemaskiner til at målrette reklamer - med kun at tage penge for de reklamer, som folk rent faktisk klikkede på. Det viste sig at være en succes. I 2001 havde GoTo (Overture, som det skiftede navn til) en omsætning på 281 millioner dollar, mens Google havde under 85 millioner dollar. Men Google kom hurtigt efter det. Efter lidt eksperimenter med ikke-søgerelaterede tekstreklamer i begyndelsen af 2000 kopierende Google i efteråret 2000 GoTos ide og introducerede AdWords. Det er de små tekstreklamer, som i dag findes ude i højresiden af skærmen, når man søger på Google - og nu også i det markerede felt oven over søgeresultaterne - der ganske som hos GoTo er udvalgt efter, hvad man søger efter. De ser ikke ud af meget, så lidt faktisk, at man stadig finder mange, der undrer sig over, hvad Google lever af. Men de giver kasse, rigtig kasse, så meget, at mens resten af internet-industrien kæmpede for sit liv i 2001, var det just det år, Google begyndte at give overskud. Google i puberteten Og det har det gjort siden. Revisionsfirmaet Deloitte & Touche kårede sidste år Google som verdens hidtil hurtigst voksende selskab. På fem år er omsætningen steget med 400.000 procent, og alene siden børsintroduktionen sidste år er kursen på Googles aktier firedoblet. Virksomheden er i dag verdens mest værdifulde medieselskab med en markedsværdi på over 60 milliarder dollar. Pengene vælter ind (i kassen), og ekspansionerne vil tilsyneladende ingen ende tage. Gmail, Google Earth, Google Maps og senest også en auktionstjeneste er blot nogle af de nyskabelser, Google har introduceret i de senere år. Så lever Larry Page og Sergey Brin bare lykkeligt til deres dages ende som konger af internettet? Måske. Fjender Men når man bliver så stor som Google, er det svært at undgå at få fjender, og efter i årevis at have haft et uskyldsrent image er billedet langsomt begyndt at blive mere blakket. Af flere grunde. For det første som konsekvens af Googles status som ledvogter på internettet. Langt over halvdelen af alle søgninger foretages i dag på Google, der dermed har en enorm magt over, hvilke websites der bliver set, og hvilke der henslæber deres liv i anonymitet. Det betyder mindre for superkendte sites som eBay og Amazon, men er liv og død for mindre firmaer. De er især sårbare for Googles regelmæssige opdateringer af sine indekser og finjusteringer af sine logaritmer. Det påvirker nemlig søgeresultaterne, og ryger et lille specialiseret firma pludselig et stykke ned ad rangstigen for relevante søgninger, kan det aflæses direkte på bundlinjen, og det skal man ikke have prøvet ret mange gange for at blive godt harm på Google. For det andet er mange begyndt at blive irriteret over Googles selvforståelse som 'the good guys'. 'Vær ikke ond' har siden 2001 været firmaets officielle motto, hvad der naturligvis umiddelbart er en sympatisk holdning. Men som Amazons stifter, Jeff Bezos, udtrykker det, skal man »selvfølgelig ikke være ond. Men det burde man ikke behøve prale med«. Verdensherredømme Og selv om der næppe er mange, der mener, at Larry Page og Sergey Brin er decideret onde, mener mange, at succesen er gået dem til hovedet. Tidligere ansatte siger, at Google er et »monarki med to konger, der styrer det med en jernmus«, og at den formelle direktør, Eric Schmidt, er en kransekagefigur. Set udefra kan de to stiftere da også virke noget prætentiøse. I forbindelse med børsintroduktionen sidste år erklærede de, at »Google ikke er et konventionelt firma og ingen intentioner har om at blive det«. Og kort efter brugte de en nat på at skrive, hvad der internt i Google kendes som 'Tavlerne'. Den definitive og indtil videre hemmelige erklæring om, hvad Google står for, og hvorfor det er unikt. Og måske er der også et stænk af storhedsvanvid over selskabets officielle ambition om »at organisere hele verdens viden og gøre den universelt tilgængelig og nyttig«. Er det virkelig muligt, og er vi virkelig interesseret i, at et firma gør det? At al viden om alting inklusive os selv kan findes af enhver på et par sekunder? Er Google så ikke på vej til, hvad The Economist for et par måneder siden drillende kaldte verdensherredømmet? Svaret venter i cyberspace, men som John Battelle bemærker i slutningen af 'The Search', er der én ting, Google aldrig har prøvet: at have fiasko. Måske var det på tide med en lille dukkert.