I Alte Schönhauser Strasse 48 i Berlin ligger en meget smart boghandel. Designerreoler, klare farver, rød, gul, orange. Bogladen hedder Pro qm, og den markedsfører sig meget tysk-intellektuelt som »tematisk boghandel med speciale i by, politik, pop, økonomikritik, arkitektur, design, kunst og teori«. Navnet betyder 'Pr. kvadratmeter' og har siden starten været grundlæggernes stille protest over husprisernes himmelflugt i den del af Berlin, der efter Murens fald havde de billigste boliger og derfor blev hjemsted for en ny generation af kunstnere, bohemer og magelige livsnydere. Lige indtil spekulanter begyndte at opkøbe og renovere. Nazismens jernhæl Ser man godt efter i boghandlen, er det hele ikke moderigtig nutid. Fliser, kakler og ornamentik på vægge, lofter og gulv afslører spor efter en gammel jødisk butik. Byer er som løg, de består af lag, og man skal ikke skrælle ret meget spraglet modernitet af vore dages sexede boghandel for at få øje på den kultur, der indtil omkring 1940 dominerede på disse kanter. Det eneste, kvarteret omkring Alte Schönhauser Strasse mangler, er de oprindelige beboere og deres efterkommere. Og det er der en forklaring på. Gaden var i sin tid en del af Berlins jødiske kvarter, Scheunenviertel - finstere Medine, det mørke kvarter. En fattig og farverig bydel beboet af tusindvis af jødiske immigranter, Ostjuden, mestendels fra Rusland og Polen, som begyndte at ankomme i begyndelsen af det skæbnesvangre tyvende århundrede. Mellem 1941 og 1945 blev 35.000 jøder fra Scheunenviertel, reelt en ghetto, deporteret til udryddelseslejre af nazisterne, men allerede fra 1. april 1933, hvor boykotten af jødiske butikker trådte i kraft, havde kvarteret fået den nazistiske jernhæl at føle. Butikker blev jævnligt smadret, indehaverne chikaneret og arresteret. Fortid og nutid i ét I dag er alt fredeligt, solen skinner, Bibliopaten græsser, hans afkom drøner rundt i modebutikker på jagt efter hotte mærkevarer, det er tid til en afstikker. Den går til Almstadtstrasse 43 få gader væk, og denne gang er det for at se nærmere på en boghandel, som ikke længere eksisterer. Ikke en kat ville vide det, heller ikke undertegnede, hvis ikke Shimon Attie, som vi omtalte i sidste uge, havde lavet sin fantastiske fotobog om Berlins jødiske kvarter. Den har mange læsere sendt os post om, vi vil vide mere, hvor kan man få den?, skriver de. Det sidste vender jeg tilbage til, lad os starte med at se nærmere på billedet her på siden. En blå bil, en rødbrun facade, hvide vinduer og så denne sorte mand med hat på, som er på vej ind i Hebraische Buchhandlung. En blanding af fortid og nutid og proportioner, der ikke rigtig passer. Fotoet stammer fra Shimon Atties bog, og vi skylder at være lidt mere præcise omkring Atties fotografiske metode, end vi var i sidste uge. Attie startede med at finde fotografier af de oprindelige jødiske beboere og butikker fra Scheunenviertel i Berlins jødiske arkiver. Disse sort/hvide fotografier affotograferede han til dias. Herefter projicerede han lysbillederne op på de huse, hvor fotografierne i sin tid blev taget. Under projektionen fotograferede han så hele sceneriet på ny. Resultatet blev, som det ses, at nutidens gadebillede smelter sammen med fortidens billeder. At nyt lys og gammelt lys fanget på brøkdele af sekunder i forskellige tidsaldre skaber en ny helhed, en ny betydning. Fremmedartet bydel Takket være Atties fotokunst blev små bidder af Scheunenviertel pludselig vakt til live. En mand på vej ind i boghandlen for at købe en bog, glemte og døde berlinerjøder på vej ind og ud af butikker. For at købe kosher Fleisch, Jüdische Schallplatten, eller måske gå på Israelitisches Krankenheim, i Warme Küche, i Jüdische Lesehalle eller Biograph-theater, og hvad der ellers står på de gamle vinduesreklamer og skilte. I Atties bog er en tekst af Erwin Leiser, en ældre herre, der som dreng passerede igennem Berlins jødiske kvarter, når han skulle i skole. Han husker det som meget fremmedartet. »Det lugtede af fisk og hvidløg, billig parfume, sved og snavs«. Beboerne blandede sig ikke med den øvrige by. Blev hverken integreret eller assimileret, man gik i traditionelt jødisk tøj, mændene havde langt skæg, husker Leiser. Nazisternes glemselsprojekt I dag vrimler det med unge mennesker med barnevogne, cyklister, cafégængere, hvor er dem over fyrre? I Grosse Hamburgerstrasse, der skærer Auguststrasse og går ned i Oranienburgerstrasse, sætter vi os på en hyggelig café med dybe fløjlssofaer og lænestole. Leiser husker gadekampene mellem nazister og kommunister i trediverne. Nazisternes martyr, Horst Wessel, der blev udødeliggjort i den herostratisk berømte sang, blev skudt netop her i Grosse Hamburgerstrasse. Efter Anden Verdenskrig kom Scheunenviertel til at ligge i Øst. De østtyske kommunister opkaldte gaderne efter antifascister. Utilgiveligt, finder Leiser, der mener, at DDR på den måde fortsatte nazisternes glemselsprojekt. Først blev jøderne fjernet og dræbt, så blev deres adresser nedlagt. Her i hulen sætter vi, som man kan forstå, stor pris på Atties bog, selv om den er lidt stor at have med rundt i de berlinske gader. Titlen er 'The Writing on the Wall. Projections in Berlin's Jewish Qarter'. (Ikke 'Finstere Medine', som vi skrev i sidste uge). Den udkom på forlaget Braus i 1994. Quiz 1: Sensationspressen får det sidste ord i denne filmatiserede tyske roman fra 1974, hvilken? Quiz 2: Han boede i Dresden som estimeret professor og var 51 år, da nazisterne kom til magten. Han ville aflægge vidnesbyrd til det sidste og skrev en utrolig dagbog, hvem? Sidste uges quizzer efterspurgte en person, der priste sig lykkelig over at være født i Braunau ved Inn, og en dansker, der så Berlin for første gang i 1868.Hitler og Brandes Kære Bibliopat, Skulle jeg nogensinde komme gennem Braunau, ville jeg uden tvivl lede forgæves efter en mindeplade med teksten: 'Am 20. April 1889 wurde der berühmte Sohn der Stadt Braunau, Adolf Hitler, in diesem Haus geboren'. Teksten i quiz 1 kan kun være fra 'Mein Kampf.' Quiz 2 sendte mig straks til reolen for at tjekke forordet i 1885-udgaven (Philipsens Forlag). Georg Brandes' kalejdoskopiske beretninger om stort og småt i Berlin, ikke bare om Bismarck, militarisme og Wagner, men også om udsigten fra vinduet, gør 'Berlin som tysk Rigshovedstad' til ofte overraskende læsning. Venlig hilsen Mogens Larsen, Risskov Hitler og forsynet Kære Bibliopat Quiz 1 er de første to linjer i 1. kap. af 'Mein Kampf' i Clara Hammerichs fordanskning, som i dette tilfælde ikke er vellykket, fordi 'lykketræf' som oversættelse af skæbnens 'glückliche Bestimmung' slører Hitlers 'Sendungsglaube': At Tyskland fik ham, opfatter han ikke som 'Glücksfall', men som fastlagt af forsynet. Quiz 2 er formodentlig Georg Brandes, som besøgte Berlin i sommeren 1868. Med venlig hilsen Lars Bardram, Herlufsholm Skole Spørge Jørgen ikke for børn Kære Bibliopat Jeg har været helt vild med Spørge Jørgen og forærede den henrykt til mit barnebarn, indtil jeg læste, at en børnelæge stempler den som upædagogisk. I Helses novembernummer skriver Vibeke Manniche, at den aldrig burde sælges, udlånes og læses, men derimod burde brændes på bålet. For det første er det jo netop gennem alle barnets 'hvorfor', at det lærer og bliver klogere. Det er først, når det stopper med at spørge, at vi skal blive bekymrede. For det andet er det jo et helt forkert signal at sende til barnet, at Spørge Jørgen bliver slået (får smæk i numsen og lægges i seng). Det er ulovligt at slå sit barn, og der er ingen grund til at læse herom på denne måde, pointerer hun. I Politiken 5. nov. står der, at Spørge Jørgen af Gyldendal i dens 'Kanon i dansk' er udvalgt og trykt i sin fulde længde. Mon Gyldendal har været bevidst om, hvor upædagogisk den er? Kirsten Engel, Holbæk Skibsbiblioteket Kære Bibliopat Langturssejlere ved, at der opstår nationale stemninger og familiehyggefølelser på visse dage, uanset hvor på verdenshavene den ensomme sømand befinder sig. Da jeg krydsede det blå ocean på den gode skonnert 'Opal', var det juleaften, og frem af skibskisterne trak kaptajnen et fuldt julemandsornat samt en sangbog med dele af den nationale sangskat. Iklædt sit julemandsudstyr og syngende de gamle julesange kom julemanden agten ud, hvor resten af den 14 mand store besætning sad nøgne og undrede sig over, hvem der nu var kommet om bord. De to børn og alle voksne modtog gaver, som var hjemmegjort under de lange vagter. Jeg mindes, at Bibliopaten selv har offentliggjort et værk om oplevelser og drømme under rejser, hvor også sang og familiehygge indgik, - men det var måske en bibliopatisk døgnflue? Kan vi ikke blive enige om, at sangskatten er et uundværligt værk i enhver rejsendes bibliopatek? Splitte mine bramsejl!! Kaptajn Klo (Christoffer Johansen)