Et par indvandrerdrenge deler reklamer ud, Patmobilen svæver gennem forstaden, alt ånder uhysterisk fred. Bibliopaten har just vinket farvel til sin rødstøvlede frue og er få minutter senere ved Pilar i Stavnsholt og derfra ad småveje gennem Farum og videre ad den gamle landevej mod København. Hvad skal han? Til bogmesse i København! Han kan ikke undgå at bemærke, at skoven er i fuld gang med at falme trindt omkring ham: »Hvor marken bølged nys som guld med aks og vipper bolde/ der ser man nu kun sorten muld og stubbene de golde«. Jovist, men hvad udenfor tabes skal indenfor vindes. Det kan godt være, at kornet er i lade, men det er en sulten læsehingst på vej mod flere hundrede indendørs fodertrug da ligeglad med. Bogmessen er helvedes fuld af trængsel og alarm, bogmessen er himmelsk. Highlights Vi skal ikke trætte med et fuldkomment referat af, hvad vi oplevede i hallen, der passende kunne kalde sig Forum Romanum, mens løjerne pågår, men vil blot dele et par highlights eller tre. Det ene handler om en englænder ved navn Thomas, det andet om en kvinde, der hedder Helle (oven i købet to gange), den tredje har at gøre med en dansker, der bar navnet Jacob. Thomas-oplevelsen fandt sted i den ene ende af den store, summende hal. Her har Bibliopaten gennem de seneste år kastet anker hos makkerparret Sebastian og Lærke. De passer auktionshuset Bruun Rasmussens stand, og det er jo heldigt. Mens publikum får vurderet medbragte bøger af de to eksperter - en gæst kom i år med en førsteudgave af H.C. Andersens 'Eventyr for børn'! - sidder Deres udsendte og drikker vin og sludrer med de brugtbogsfolk, der falder indenfor. Utopiske millioner Knapt havde vi bænket os, før Lærke åbnede en glasmontre og fremdrog en bog, som hun mente, vi nok ville have lyst til at se nærmere på. Mon ikke! Pludselig sad vi med en førsteudgave af Thomas Moores 'Utopia' mellem hænderne! Det har vi kun prøvet to gange før, på Det Kgl. Bibliotek og i Øksnehallen, og det er lige stort hver gang. Prisen for den lille sag med den enorme kulturhistoriske betydning er 1 million kroner, og det er ikke for meget forlangt, for uden Thomas Moores bog var der ikke nogen utopier! (Det Kongeliges egen førsteudgave af 'Utopia' blev stjålet i forbindelse med det store bogtyveri, og vi kan kun opfordre landets kulturminister til snart at bevilge de penge, der skal til for at få købt både 'Utopia' og de øvrige bogskatte, som stadig mangler). (Ranet forringede nationens bogsamling med bøger til en værdi af 200 millioner kroner. Det er til at blive hysterisk af raseri over, at regeringen indtil nu ikke er hostet op med beløbet). Hysteriske trusler Forfatteren Helle Helle, der var den ene af de tre forfattere, der var nomineret til BG Banks litteraturpris, blev interviewet af Marianne Juhl om sin roman 'Rødby Puttgarden', og da sagde hun noget, som vi har tænkt over: »Hysteri eksisterer ikke i provinsen, det er et storbyfænomen«. Hvis det er rigtigt, vil vi gerne en dag have defineret, hvor provinsen starter, og hvor den slutter. Uden at nævne navne kan vi fra vort eget forstadsliv mindes op til flere energiudladninger, som man i et ondt øjeblik godt ville kunne finde på at karakterisere som hysteri. Jamen, det er ikke løgn. Selv Bibliopatens læsere finder på at true med hysteri. Et par af dem truede på bogmessen med at blive hysteriske, hvis vi her i klummen ikke snart åbenbarer den liste over bøger, som det ultimative Intimbibliotek bør rumme. »Når de læsere, der har skib, kan få en liste over, hvilke titler der bør forefindes i Skibsbiblioteket, kan dem, der har et kønsliv, vel også påregne at få en liste over, hvilke titler der efter Bibliopatens mening bør rummes i Intimbiblioteket!«. Vi kan berolige alle med, at den efterlyste liste er under udvikling, bare vent, det er snart jul ... Den ideelle amerikaner Nu vi er ved julegaver, kan vi ikke lade være med at anbefale særligt én bog til vore læsere. Det er 'Den ideelle amerikaner' om den danske Amerika-immigrant Jacob A. Riis. Om ham har Tom Buk-Swienty skrevet en fremragende biografi, der ikke overraskende netop er blevet solgt til udgivelse i USA. Riis, der levede fra 1849 til 1914, inkarnerer tre utrolige historier: en om udvandring, en om ubændig kærlighed og en om amerikansk journalistik. I sin samtid var han respekteret som samfundskritisk journalist og bladmand, en stjerne, alle kendte, men eftertiden berømmer ham for hans fotografier af slummen i New York. Det ud fra et bibliopatisk synspunkt interessante er, at ingen ville vide noget om disse fotografier, hvis det ikke var for den russiske immigrant Alexander Alland, som ene mand fik gravet dem frem. Først 165 lysbilleder, som blev fundet i en gammel kasse på en gård, senere 412 glasplader, 161 lysbilleder og 193 papirbilleder, som blev fundet i det hus, Riis havde boet i. De blev bare sat udenfor i det fri af den daværende husejer. Hvis det havde regnet den dag, ville den fotohistoriske skat være gået tabt, men det regnede ikke, og nu har Tom Buk-Swienty kulegravet biblioteker og arkiver i USA og Danmark for al tænkelig viden om utrolige Riis, der blev bedste ven med præsident Theodor Roosevelt. Inden Riis var 25, havde han nået at arbejde som jernbaneskinnelægger, skibstømrer, strygejernssælger, dørsælger, telegrafist og foredragsholder. På et tidspunkt boede han i skoven, som man gjorde det i Fenimore Coopers indianerbøger. Hvem ved. Om hundrede år er en af de dansk-tyrkiske indvandrerdrenge, der deler reklamer ud i Bibliopatens forstad, måske kendt som 'Den ideelle europæer'. Uden selv at være klar over det samler han i disse år stof til en fortælling, der engang vil gøre ham lige så berømt som Jacob Augustus Riis. Quiz 1: Han bor i en 14-værelsers ejerlejlighed på Park Avenue sammen med Judy og Campbell, og så er han den stakkels hovedperson i en roman. Hvem? Quiz 2: En brandmand fra Boston arver en masser penge, skipper jobbet og kører rundt i USA et par år, indtil tilfældet placerer ham på en mark i Pennsylvania? I sidste uge lød quiz 1: Sensationspressen får det sidste ord i denne filmatiserede tyske roman fra 1974, hvilken? I quiz 2 efterlyste vi en utrolig dagbog skrevet af en professor, der boede i Dresden og var 51 år, da nazisterne kom til magten.Böll og Klemperer Kære Bibliopat. Svarene på dagens quiz må være: H. Böll: 'Katharina Blums tabte ære' samt V. Klemperers dagbøger 'Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste'. Bölls fremragende roman om hovedpersonens opgør med smudspressen og die Zeitung i særdeleshed var i slutningen af 1970'erne og i begyndelsen af 80'erne endnu et aktuelt valg for eleverne i det gamle grengymnasium, hvor der var tid til fordybelse. Når du skriver: »... sensationspressen får det sidste ord i denne filmatiserede roman fra 1974«, må det bero på, at den sidste samtale, Katharina fører med Käthe i cafeen, munder ud i, at Käthe antyder, at der dog må være noget om snakken, altså om det, avisen skriver. Over for det hjælper Katharinas »und wie sollen die Leute denn auch wissen, dass das alles gelogen ist« og hendes forklaringsforsøg ingenting. Om Klemperers dagbøger er kun at sige, at de burde være pligtstof for alle borgere. Mange overgreb og urimeligheder mod anderledestænkende kunne måske så undgås. Venlig hilsen Erik Bennike Tidsånden i 1970'erne Kære Bibliopat. Det siger en hel del om tidsånden i midt-70'erne, at Volker Schlöndorff sammen med Margarethe von Trotta allerede i 1975, året efter udgivelsen af romanen, filmatiserede Heinrich Bölls 'Die verlorene Ehre der Katharina Blum', hvor netop hovedpersonen på sidste side får en tiltrængt kop kaffe (nach Omas Art) i køkkenet hos Käthe, og alt er godt, indtil Käthe »auch mit dem Kram aus der Zeitung anfing«. Venlig hilsen Mogens Larsen, Risskov Skriften på væggen Bogen, du skrev om i sidste uge, findes også på tysk: Shimon Attie: 'Die Schrift an der Wand. Jüdische Vergangenheit im Berliner Scheunenviertel'. Umschau Buchverlag, 1993. Denne udgave er en såkaldt Taschenbuch, altså en billigudgave. Dog hjælper det ikke meget, da den er udsolgt fra forlaget, og intet dansk bibliotek har købt den tyske udgave. Med venlig hilsen Carsten Reyhé, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig e.V. Fowles in memoriam Goddag Bibliopat. Da jeg læste, at John Fowles var død, kom jeg i tanke om en af dine artikler, som vist hed noget i retning af 'Guten Tag, sind Sie Leni Riefenstahl?'. Den handlede om, at du ikke turde ringe til din favoritforfatter ... for hvad nu, hvis han tog telefonen? Omkring på samme tid læste jeg et semester i Coventry, og sammen med en veninde legede jeg med tanken om at tage turen ned til Lyme Regis på et lille uanmeldt weekendbesøg. Bare banke på hos Fowles og sige hej. Og så se, om vi blev smidt på porten eller oplevede noget af den magi, som Fowles selv skriver om i 'The Ebony Tower', hvor det er den aldrende maler Breasley, der får besøg af to kvindelige kunststuderende på eventyr. Selvfølgelig turde vi ikke, da det kom til stykket. Det var nok godt det samme, for hvordan kunne han have andet end skuffet os. Dengang var det rart at vide, at jeg ikke var den eneste Fowles-læser i verden. Med venlig hilsen Steffen Nielsen