De ligger ved siden af hinanden på Montparnasse-kirkegården i Paris. Der er altid friske blomster ved deres fællesgrav og gerne mennesker, som standser op, ser på de to navne med lødig andagt, skabt af ægte respekt. Parret, der blev sindbillede på moderne fransk tankegang, elegant caféfilosofi, politisk engagement og intellektuelt élan, alt sammen siden 1940'erne kaldet for eksistentialisme. Modernitetens svar på et andet kendt kærestepar i lysets by, middelalderens smukke Heloïse og lærde Abelard - to, som ikke måtte få hinanden. Soulmates Vort par måtte heller ikke i begyndelsen, men de fandt og fik hinanden hurtigt. Alligevel aldrig ægtefolk i borgerlig betydning og dog sat sammen i en tilsyneladende anderledes, alternativ ægthed af samhørighed. Eller skulle man blasfemisk bruge det amerikanske begreb soulmates, tvende platoniske halvdele fundet sammen i uforklarlig solidaritet? Nemlig Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir. Ingen romantik Men er der noget, de ikke ville høre, var det alt det vås om ånd og sjæl og andet æterisk sværmeri. Jean-Paul og Simone var døbt i den moderne materialisme og meningsløshed, hvor tilfældigheden er konge over nødvendigheden, alle dyre ord smelter bort i morgendagens sol eller er støbt af samme stof som kviksølv. Så ingen romantik, nej tak, vi er eksistentialister, os binder du ikke på mund og hånd, og en årle morgen skilles vi, giver hinanden hånden til tak for en nat eller to. Hos os rimer kærlighed på ærlighed. Vi kan se hinanden i øjnene uden blikke af utroskab eller bondeanger. Sådan må det være for et eksistentielt forfatterskab, en filosofi om at leve i frihed og vælge med ansvar og i et terningekast af tvivl tage vare om den anden. Kaskader af løgne Frankrig fejrer Jean-Paul Sartres 100-års fødselsdag i år, men hans filosofiske aktier er kun lige ved at rejse sig efter at have ligget i bund sådan set siden hans død i 1980. Muligvis marxist, maoist og stalinist. Men dybest set aldrig partikammerat, og hans mange rejser til Sovjetunionen i 1950'erne var drevet mere af amourøse end ideologiske motiver. Ifølge amerikaneren Hazel Rowleys velskrevne og øjensynligt velargumenterende bog 'Tête-à-Tête' om et åbent forhold, som alt for ofte lukkede sig tragisk over de implicerede og spandt alt for megen forelskelse ind i fortielse og forstillelse. Jean-Paul og Simone lover hinanden usvigelig åbenhed i 1920'ernes Paris, da de begge er i 20'erne og studerer ved eliteskolen l'Ecole Normale de Supérieure i Paris. En affære indledes for livet, som meget hurtigt drukner i kaskader af løgne, især fra Sartres mund. Heller ikke Beauvoir forsager imidlertid at stikke en plade, når det passer hende. Fra begges sider viser bogen, at der med hensyn til sex og samvær udveksles mere løgn end latin. Opgør med mandligt kvindesyn Jean-Paul Sartre omgiver sig med et helt harem af kvinder, som han går i seng med som en art skiftearbejde efter en strikt kalender og på faste klokkeslæt. Er det onsdag, er det forfatteren Boris Vians kone, Michelle. Ikke nok med det, men han underholder elskerinderne med penge, og da han dør i 1980, står der bogstaveligt ikke en klink tilbage på bankbogen. Selv som 70-årig, dødssyg, fordrukken og blind, kan han prale af at forsørge og have sex med hele fire kvinder! Og her holder vi Simone udenfor, deres erotiske samliv synes at være standset allerede i begyndelsen af 1940'erne. Og hun har sine egne penge, ikke mindst fra sin bedst sælgende nøgleroman, 'Mandarinerne' fra 1954, som i fiktionens form løftede en flig af disse mange eskapader og sidespring i kredsen omkring Sartre. Og så er Simone de Beauvoir i eget navn og gavn en kultforfatter med sin klassiker inden for feminisme og kvindefrigørelse, 'Det andet køn' fra 1949. Et værk om at gøre op med mandens kvindesyn som hans egenhændige kultur og erotiske kukur, skrevet af en kvinde, som stort set finder sig i alt, ydmygende såvel som opløftende fra prinsen på den hvide hest forklædt som en filosofisk tudse på en bar i Paris. Som det hed i en gammel revy af vor egen Erik Knudsen: 'Skal vi martre, spiller vi Sartre'. Et umage par De var fra start slet ikke skabt for hinanden. Kleine og bælgøjede Jean-Paul fra det nordlige, smågermanske og protestantiske Frankrig og så lange og slanke Simone, som med udseende og efternavn giver ekko af det centrale og katolske Frankrig. Han er en hårdkogt karl med hang til pølser, kål, øl, krimier, whisky, pibetobak og de stærke cigartykke cigaretter af mærket Boyards. Han har gerne beskidte negle og er ikke altid soigneret. Hun er pertentlig og meget parisisk, lærer sig engelsk og er altid reserveret på den galliske facon, vi nordboer gerne finder for arrogant. Under sidste verdenskrig begynder Simone at gå med sin karakteristiske turban af silke, som senere danner mode blandt rødstrømper. Er vous med verden Sartre er jovial og siger gerne du til folk, mens Simone på fransk vis er på 'vous' med verden, Des hele livet med både elskere og venner, sågar også Sartre. Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir havde lovet hinanden redelighed over for kærlighed og det, som ligner. Denne åbenhed kom mestendels frem i breve, hvor Sartre gik i detaljer omkring sine erobringer. Hurtigt bliver det dog klart for begge, mest for hende, at denne ærlighed har en pris. Sartres to første og faste elskere, det russisk-franske søskendepar Olga og Wanda, får kun et nogenlunde liv uden for Sartres domæne. En ung jødisk pige, Bianca Bienenfeldt, bliver forført og forladt af dem begge, jo, Beauvoir må siges at have været biseksuel. Kvinden udvikler siden traumer, som minder om incestofrets, og kommer i terapi hos psykiateren Jacques Lacan. Parrets gode og trofaste ven, instruktøren til mesterfilmen 'Shoah', Claude Lanzman, har en lillesøster, som begår selvmord, da Sartres interesse begynder at dale. Men på plussiden står, at den gode filosof aldrig slår op med sine kærester og slider som en arbejdsnarkoman hele livet for at få det til at løbe rundt. Sartre tager ferietabletter, alkohol i litermål og ryger som en skorsten. Ikke sært, at hans alderdom bliver til et katalog over sygdomme i en misrøgtet krop. Mobber og ydmyger Hazel Rowley sammenligner Sartre og Beauvoir med det intrigante makkerpar Valmont og Merteuil fra Choderlos de Laclos' 'Farlige forbindelser'. I så fald iscenesat af Woody Allen og med klassens grimme dreng, som hævner mobning og ydmygelse ved verbalt og karismatisk at forføre alle kvinder i sine omgivelser. Simone de Beauvoir synes at opleve den store kærlighed og et berettiget plaster på såret over for Sartres evindelige svigt, da hun møder den hårdkogte amerikanske forfatter Horace Algren, en gedigen yankie stedt i yderste armod i Chicago med hjertets renhed over for sin franske veninde. Hun bedrager ham efter noder og udleverer deres affære med en kalkulerende offentlighed i sine bøger. Han bryder totalt med hende, taler aldrig til hende siden og dør af et hjerteslag mange år senere, da han opsøges af sin smertelige fortid. Alt for kunsten eller hvad? Der er ingen grund til at kvitte Sartre eller Beauvoir og deres kulturelle indsats, originalitet og inspiration på grund af disse afsløringer. Men de giver trods alt grund til at granske forfatterskabernes udsagn med det gran salt, som kommer fra virkelighedens kværn. Ærligt inferno Rowleys bog er åbenhjertelig, bygger på breve og andre faktuelle argumenter, reelt ikke mere sladdervorn, end motivkredsen kræver. Ikke moralsk, historien udstikker kun latente skurke. Voila, Sartre er et dumt svin, dobbeltmoralsk, men sådan set også ærlig med sin uærlighed. Da han i sine sidste år på berømmelsens tinde som 68'er senior udspørges om, hvordan han kunne løbe om hjørner med alle disse kvinder, siger han med libertinerens nøgternhed: »Jeg løj. Igen og igen«. Ved Sartres død i 1980 besvimer Simone i en koma af dyb sorg, valium og megen whisky, vågner aldrig rigtigt op og dør seks år senere. Berømt og rig, men altså ensom og lænket til den alderdom og det kroppens forfald, hun foragtede på samme måde, som hendes kære Jean-Paul hadede gravide kvinder, børn, skaldyr og de der kæmpe hummere, som forfulgte ham, når han havde fået for meget at drikke. Det er nemt at dømme parret, men kun hvis du gør det på deres præmisser, og, kære læser, hyklerisk eller ej, de er næppe dine. 'Helvede - det er de andre' hedder det i Sartres bedste og mest berømte skuespil fra 1944, 'Lukkede døre'. Her åbnes der op til to menneskers eget ærlige inferno, hvor flammerne hedder løgn og bedrag, kærlighedens pinsler, som selv paradisets børn ikke kan klare i det lange løb, det korte liv.