Wu ming hedder forfatteren bag den voksende internationale kultsucces '54'. Navnet betyder 'Ingen' eller 'Anonym' på det kinesiske hovedsprog mandarin. At føre sig frem som anonym har været populært siden Odysseus narrede kyklopen ved at kalde sig for Ingen. Wu ming er navnet, man i Kina opgiver, hvis man som dissident bliver udsat for undertrykkelse fra myndighedernes side, og nægter at røbe sin identitet. Fem-i-én Forfatteren bag '54' er imidlertid slet ikke kinesisk, men italiensk. Eller rettere italienske. For bag kunstnernavnet Wu ming finder man fem herrer fra Bologna. Roberto Bui, Giovanni Cattabriga, Luca Di Meo, Federico Guglielmi og Riccardo Pedrini. Eller Wu Ming 1, 2, 3, 4 og 5 som de fem forfattere i kunstnerkollektivet kalder sig, når de hver især udgiver som solistas.Forfatterkollektiv At føre sig frem som en navnløs kineser er ikke udtryk for et ønske om en bekvem anonymitet. Brugen af dæknavn er en politisk manifestation fra en antikapitalistisk gruppe i Bologna, som ikke er blege for at benytte sig af en politisk retorik temmelig langt fra den konforme venstrefløjs mainstream. At skrive en kollektivroman er i dette miljø ikke kun betegnelsen på en roman, der ud fra socialistiske idealer har mange ligestillede hovedpersoner, men tillige en roman skrevet af et anonymt forfatterkollektiv. »Faktum er, at ingen forfatter skaber eller skriver alene. Her snakker vi ikke kun om forlæggere og ghostwriters, vi tror, at idéer findes i luften og ikke tilhører noget enkelt individ«, erklærede Wu ming til den italienske biblioteksforenings nyhedsbrev, da '54' for tre år siden udkom på italiensk. Ideernes frie bevægelighed En forfatter er bare en, der reducerer indvikletheden, uddybede Wu ming. Information og fantasi produceres af hele samfundsorganismen, og flyder igennem den som elektromagnetiske bølger. Her har forfatteren en midlertidig rolle som et praktisk medium. Wu mings analyser har stærke ekkoer af 1970'ernes radikale venstrefløjsretorik og forekommer at have ikke så lidt tilfælles med parolerne fra Attac-bevægelsen. Wu ming er et produkt af den digitale teknologis tidsalder. Et ægtefødt barn af internettet. Det handler om at skabe såkaldt kognitiv kapital med idéernes frie bevægelighed som ideal. Kravet om fri udveksling af information er blevet en slags samlingspunkt for modstandslommerne i, hvad nogle opfatter som kapitalens kommercielle monokultur. På et tidspunkt hvor big business og statsmagt er ved at smelte sammen. Ikke mindst i Berlusconis Italien. Idealet om informationens frie strøm er også grunden til, at Wu ming - ret usædvanligt for en forfatter! - går imod copyright. Til gengæld går Wu ming ind for copyleft. Hvad dét indebærer kan man læse, når man slår op på den første side i '54'. Både forlag og oversætter har copyright, mens forfatterne udtrykkeligt tillader hel eller delvis elektronisk reproduktion af teksten til ikke-kommercielle formål. I interview understreger forfatterne dog, at de meget gerne ser, at man køber bogen, så Wu ming kan skrive uforstyrret videre. Et nobelt formål, når man tager bogens kvalitet i betragtning. Det er nemlig en temmelig forrygende blanding af thriller, komedie og tidsbillede fra Den Kolde Krigs eskalering i 1950'erne. Da Luther Blisset kom på banen igen Men historien om det italienske forfatterkollektiv begynder ikke med Wu ming. Det startede med den engelske tankcenterforward Luther Blisset, der mange år efter at have lagt fodboldstøvlerne på hylden pludselig i 1999 dukkede op som forfatter til den sensationelle historiske roman 'Q'. Et noget overraskende karrierevalg, da angriberen fra Watford i sine velmagtsdage var mere kendt for sin stærke fysik og sin målnæse end for sine intellektuelle færdigheder. 'Q' var en bog af et format, der fik mange til at gætte på, at den virkelige forfatter måtte være Umberto Eco ('Rosens navn', 'Foucault's pendul'). Og ikke kun fordi den bloddryppende idéhistoriske roman om det bestialske kaos i kølvandet på Reformationen var oversat fra italiensk. Luther Blisset scorede i sin tid mål på samlebånd for Elton Johns Watford, men AC Milan fik en lang næse, da den italienske storklub i 1980 købte Blisset efter at have set ham kortvarigt i aktion på en videooptagelse. Den første sorte spiller i den italienske Serie A blev en dundrende fiasko. 'Luther Blisset-syndromet' blev i finanskredse en betegnelse på at have købt katten i sækken på basis af for få og for selektive informationer. Men af uransagelige årsager blev Luther Blisset fra 1994 også det fælles kampråb for en løst organiseret anarkistisk gruppe af aktivister og hackere, der gennemførte forskellige happenings og aktioner. Ikke mindst i Italien, hvor Luther Blissett Project førte sig frem. Luther Blissett-aktivister gennemførte bl.a. et »psykogeografisk party« i en bybus i Rom og kom i spjældet, fordi det skete uden at have indløst behørig billet. Luther Blissett havde fået et t mere i sit efternavn. Og var nu meget langt fra at kontrollere de begivenheder, der udfoldede sig i hans navn. Rituelt selvmord I 1994 blev Luther Blissett også den identitet, et postbud, en udsmider, en bibliotekar og en socialarbejder fra Bologna, valgte, da de gik i gang med at skrive en roman. Efter god stalinistisk tradition blev det en 5-års plan. Bogen var færdig i 1996. Den udkom i 1999. Ved samme lejlighed afkastede Luther Blissett sig sin anonymitet. »Vi er holdet, der har skrevet 'Q', men udgør samtidig mindre end 0,04 % af Luther Blissett Projektet«, understregede de. Samme år begik Luther Blissett-kvartetten rituelt selvmord. Dog kun i litterær og overført forstand. Missionen var fuldført. En ny ventede. De fire forfattere blev til fem. Wu ming blev født. Marximalisterne Roberto Bui, nu kendt som Wu ming 1, havde om 'Q' konstateret: »Fire hoveder er bedre end et. Ingen af os kunne have skrevet bogen alene. Vores brainstorming-sessioner var altid sjove. Vi kom ikke op at skændes. For var der forskellige idéer, kunne vi, i modsætning til forretningsfolk, jo bare beholde dem alle sammen. Når alt kom til alt, ville vi jo gerne gøre plottet så kompakt og kompliceret som muligt«. Hvilket ifølge nogle af de mindre begejstrede anmeldere nok også var problemet. Langt de fleste anmeldere var dog stærkt positive og bogen blev en bestseller mange steder. The Independent skrev, at Luther Blissett »ud-eco'ede selveste Umberto«. Ikke dårligt af en tankcenterforward fra det notorisk primitivt spillende Watford. Også '54' har fået fornemme anmeldelser ved bogens udgivelse i England. »Vi er maximalister, ikke minimalister«, siger den fortsat ansigtsløse Bui om gruppens forfatterskab til The Times, og fastslår, at en litteratur, der har et »bredt sigte, har et stort persongalleri og bevæger sig rundt i store dele verden«, ikke er en udpræget individualistisk litteratur. Den er et kor af stemmer, hævder han. Wu ming er i sig selv sådan et kor. De enkelte forfattere skriver hver deres kapitler og scener. Man mødes regelmæssigt. Diskuterer, modererer, redigerer. Arbejdsprocessen tager adskillige år, men så har man til gengæld også »til sidst en bog, der er skrevet af alle og som allerede er redigeret«. »Det er skægt. Vi er et band - ikke af musikere, men et band af fortællere«. Samtidig lægger Bui afstand til det laurbærkransede forfatterideal, der p.t. effektivt forener traditionel fisefornemhed med den nye celebritetskultur. Bui siger om forfatteren som figur: »Han er ikke en person, der lever i et elfenbenstårn, isoleret og på særlig måde i kontakt med de finere følelser - alt det gas er en del af den romantiske myte om forfatteren«. Efterkrigstidens myte Den historiske roman er mere populær end længe, men det er ikke for at tækkes bestsellerlisterne, at holdet bag Luther Blissett/Wu ming har valgt netop denne genre. På god dialektisk-materialistisk facon er man sig særdeles bevidst, at Historien både er arena og læreplads. Den historiske spionthriller 'Q' udspiller sig for 500 år siden, da »alt det, der er råddent i det moderne liv, blev født. Alt, der nu er krise«, som Roberto Bui i 2003 udtalte til The Guardian. Samme filosofi ligger bag valget af 1954 som årstallet '54' udspiller sig i. »'Efterkrigstid' betyder ingenting. Hvad tåber kaldte 'fred' bestod blot i at flytte sig længere væk fra fronten. Tåber forsvarede freden ved at støtte pengenes bevæbnede fløj«. Sådan lyder bombastisk indgangsbønnen til '54', og så går det ellers løs over stok og sten på et tidspunkt, hvor Stalin lige er død, Lucky Luciano er ved at organisere den internationale narkohandel, McCarthyismens heksejagter rider USA som en mare og Den Kolde Krig tager til i intensitet. Det bliver derfor op til den britiske efterretningstjeneste MI6 at overtale Archibald Alexander Leach alias datidens elegante superstjerne Cary Grant til at få Jugoslaviens Marskal Tito til at vælge Vesten frem for Sovjetunionen. Netop i 1954 tog Cary Grant et mystisk sabbatår. Nu kan man få forklaret, hvad han havde gang i. Hvis altså man stoler på en femhovedet italiensk kinamand med en fortid som anarkistisk tankcenterforward i sekundaklubben Watford. Men som Wu ming filosofisk ville sige: Hvad betyder det, når bare historien er god? »Når alt kommer til alt, bliver det stadig mindre vigtigt at vide, hvem som skrev hvad. Kunstnere vil ophøre med at være Forfattere med stort F eller »personligheder«, de vil igen blive historiefortællere, de bliver trubadurer, barder og griot'er«, spår Wu ming, der ser den kommercielle massekultur i færd med at blive skiftet ud med en ny slags folklore. Med rod i live-optræden, solidariske netværk, fildeling og gør det selv- kultur. Samt altså stærkt underholdende kollektivromaner, hvor copyright er erstattet af copyleft.