En bestseller kan defineres på mange forskellige måder. Blandt andet afhænger definitionen af salgstal - og det magiske salgstal, der gør en udgivelse til en bestseller, veksler naturligvis fra land til land, alt afhængig af demografien. I USA skal der sælges flere bøger, end der skal i Island, før man taler om en bestseller. Men en bestseller er og bliver ikke så lidt af et paradoks. I og med, at antallet af mennesker, der for alvor er interesseret i litteratur, er relativt begrænset - f.eks. sammenlignet med folk, der er interesseret i fodbold - så må en bestseller nødvendigvis også henvende sig til læsere, der i virkeligheden ikke rigtig gider læse bøger. Spørgsmålet er så: Hvordan får man alle de mennesker, der i grunden ikke rigtig kan lide bøger, i tale? Og hvordan fanger man dem ind, når de så endelig - på en mund til mund-anbefaling - åbner en? Svaret finder man hos Dan Brown og hans 'Da Vinci Mysteriet'. Bogen, som ellers har rygte for at være åh så almindelig, er i virkeligheden en meget speciel form for litteratur på mange måder. Lad os se på særtrækkene, ét for ét. Da Vinci Mysteriet er lang Noget af det første, der slår en, når man i en parisisk specialboghandel for engelsksproget litteratur køber paperbackudgaven af 'Da Vinci Mysteriet' på originalsproget, er, at den er lang. Hele 600 sider skal læseren tygge sig igennem for at finde ud af, hvor Den Hellige Gral i virkeligheden ligger begravet. Eller rettere: Læseren kan nyde 600 sider - for i dag skal bestsellere være lange. Stort set alle bøger, der læses af gud og hvermand er tykke som amerikanske bøffer. Tag bare børnebogsserien om Harry Potter, hvor bindene er så tunge, at man strengt taget skal være voksen bare for at kunne løfte dem. Som modsætning hertil skal man huske, at mange af litteraturhistoriens største klassikere - typisk bøger, som langt færre mennesker, gider at læse, skønt de af professionelle litterater bedømmes til at være meget bedre - ofte er rigtig korte. Specielt modernistiske romaner og kortromaner kan faktisk være superkorte. Sommetider er de under 100 sider. Da Vinci Mysteriet har ultrakorte kapitler En anden ting, man straks bemærker, er det, man som litterat nok ville kalde pendlerstrukturen i bogens redaktionelle opbygning. Sagt anderledes: Bøger, der henvender sig til travle mennesker, skal have korte kapitler. For en grund til, at man ikke gider at læse bøger, kunne jo være, at man f.eks. arbejder meget med noget andet, har mange børn, en syg kone, andre spændende hobbies ... Og så har man slet ikke tid til at læse romaner. Men lidt tid har man jo altid. Og i hvert fald kan man da læse et par sider, inden man lægger sig til at sove. Hos Dan Brown er kapitlerne sommetider under én side lange. Dem kan man læse, imens man er på toilettet. For at tisse. Omvendt er det med romanklassikere. Masser af dem har utrolig lange kapitler. Ja, der er faktisk nogen af dem, der slet ikke har kapitler, men bare én lang tekstklumme igennem en hel bog. Men så skal man som regel også til Frankrig - og et pænt stykke tilbage i tiden. Da Vinci Mysteriet er pseudoreligiøst og pseudokritiskt Historien om Den Hellige Gral er en historie om religion, korsriddere, frimurere, jomfruer og Jesus. Men det er mere end det. Det er en historie, der på forunderlig vis skrives i en religiøs diskurs - den taler som om den var religiøs - uden dog på nogen måde at være det. Forfatteren til 'Da Vinci Mysteriet' skriver fuldkommen respektløst om kristendommen, om den katolske kirke og kristne generelt. Kristendommen er én stor løgn, den katolske kirke styres af mordere, og kristne vandrer omkring i de uoplystes mørke. Det er hård kost for en læser, der både er døbt og konfirmeret. Men måske er det det, der skal til i en tid, hvor alle taler mere og mere om religion. Det er i øvrigt interessant, at kritikken imod kristendommen er fuldkommen tandløs. Den er i virkeligheden en del af den kristne tradition selv - og derfor helt harmløs. Havde Dan Brown haft nosser, så havde han skrevet en lige så rå bog om islam. Og så havde han været død og borte for længst. Forfattere, der bare har lavet lidt skæg med islam i litteraturen - Salman Rushdie er jo ikonet - udsættes for trusler, drabsforsøg og drab. Da Vinci Mysteriet er pseudofeministisk Man hæfter sig i det hele taget som læser ved, at bogen ikke tager fat i nogle problemstillinger for alvor. Der er ingen nævneværdige etiske konflikter - selv krimiplottet, der sender hovedpersonerne ud på en vild flugt, er en 'misforståelse'. Der er ingen politiske konflikter, der er ingen religiøse konflikter. Kun fryd og gammen. Og når bogen endelig lægger op til noget - nemlig en feministisk debat - gennem sin behandling af luderen Maria Magdalenes historie, så ender den bare med at sige, at kvinden er fantastisk. Men samtidig er de ganske få medvirkende kvinders rolle i bogen udelukkende som ungdomssymboler, sexobjekter, underassistenter, uskyldige ofre og afseksualiserede bedstemødre. I anden - og bedre litteratur - betyder kvinderne noget. Også uden mænd i tweedjakke skal formulere det som uudtalte seksuelle fantasier, skrevet i kursiv. Da Vinci Mysteriet spiller på krydspunktet mellem frygt og tryghed Det helt grundlæggende koncept hos Brown er koden som skrift og dechifreringen, afkodningen, som læsning. Det handler om at skrive sig i sikkerhed bag kodernes ulæselighed. Men det handler også om læse sig fri af sin paranoia ved at afkode omgivelsernes fortielser. Altså handler 'Da Vinci Mysteriet' om tryghedsnarkomani overfor konspirationsteorier. Bøger kan have mange andre tematiske strukturer. F.eks. handler 'Hamlet' om forholdet mellem det, som virkelig er, overfor det, der kun synes at være. Det er derfor, der er spøgelser, skuespil og kranier med. Hos Brown er alt koder. Kun én ting afkodes aldrig - nogensinde - og det er naturligvis virkelighedens mange tegn. Det ville give dybde. Det ville give kulturel analyse. Det ville give begavet litteratur - kort sagt alt det, som bestsellere næsten aldrig er. Da Vinci Mysteriets personer er urealistiske overmennesker Når man sidder og røvkeder sig i en sovevogn mellem Napoli og München, så er det, man har brug for, ikke fuldkornsbogstaver, det er snarere bare literature light. Man har brug for idoler, for drømme og glemsel. Derfor kan det heller ikke komme bag på nogen, at hovedpersonerne er supermænd og -damer. Professor Langdon, som er hovedperson i et par af Dan Browns romaner, er således både til jeans og blød jakke. Han er klog, så det halve kunne være nok, og han kan banke et helt vandpolohold ene mand. Han er følsom - og toplækker. Han svømmer, skriver Brown et sted, halvtreds baner hver eneste morgen. Det er over en kilometer. I bogen svømmer han dog ikke så meget som en centimeter. Men det skyldes alene, at alle almindelige hverdagsrutiner mangler fuldstændig. Ingen ryger cigaretter, ingen drikker alkohol - med mindre det er for at vågne efter at være blevet slået ned. Mere interessant er det, at ingen nogen sinde skal på i bad, skifte tøj eller på toilettet. Det sidst siger nu sig selv, for der spises stort set ikke i bogen. Heltene kunne nu ellers nok få brug for lidt vådt og lidt tørt - for de sover nemlig heller aldrig. I litteraturvidenskab kalder man forholdet mellem tekst og virkelighed for en mimetisk relation. Og hos Dan Brown er det mimetiske forhold, skal vi sige, selektivt. Allerede i James Joyces 'Ulysses' fra 1922 var en af de ting, der fik læsere til at bemærke en ny og nærværende måde at skrive på, faktisk et toiletbesøg. Men 83 år senere er det stadig ikke mainstream at være biologisk menneske. Da Vinci Mysteriets miljøer er hypergenkendelige I reklamebranchen er der nogle, der kalder de mest gennemkneppede turistattraktioner for Theme Park London, Theme Park New York, Theme Park Paris og så videre. Årsagen er, at moderne masseturisme gør, at alle skal se - ikke alt - men de samme ting. Alle har stået i Eiffeltårnet. Alle har kigget på Peterskirken i Rom. Alle har slentret op og ned ad Broadway. Eller sagt på en anden måde: Hvis man har været de steder, så har man højst sandsynligt gjort netop de ting. Man kunne også have været til bøssetechnofest i et industrikvarter i Paris' yderkant. Man kunne også have boet en uge i det jødiske kvarter i Rom. Og man kunne have gået en tur gennem Queens. Men de færreste gør det. Og hvis man vender det faktum om, så betyder det, at man - hvis man gerne vil have mange læsere - bare skal placere sin historie der, hvor den lettest genkendes. Så læseren føler sig hjemme. 'Da Vinci Mysteriet' foregår i London og i Paris, og primært i turistattraktioner. Pudsigt nok er der faktisk en del faktuelle fejl i bogens beskrivelser af andre steder i Paris. Men pyt. Bogen kernelæser er ikke en fastboende pariser. Det er en forretningsmand, der flyver meget. Og jo, han har været i Paris. Og på Louvre. Sammen med konen. For at se Mona Lisa - ligesom alle os andre. Da Vinci Mysteriets sprog er primitivt Sproget i Dan Browns bøger er ikke det mest avancerede i verdenslitteraturen. Faktisk langtfra. Man spejder forgæves efter raffinerede metaforer, efter spændende nye sproglige greb eller ekskvisitte ordvalg. Glem det. Bogen handler ikke - som mange store klassikere gør - om tekstens overflade. Den handler sådan set heller ikke om tekstens dybder. Den handler derimod - om handling. Da Vinci Mysteriets fortælleteknik er gammeldags En af de mest overraskende ting i science fiction-forfatteren William Gibsons berømmede bøger, er, at deres måde at fortælle historier på slet ikke er futuristisk, men derimod gammeldags. De trækker på gamle spionromaner. Grunden til, at det skal nævnes, er, at man jo godt kunne forestille sig, at en moderne bestseller brugte nye snedige måder at fortælle på. Eksempelvis brugte Bram Stoker i 1897 mange forskellige medier til at fortælle 'Dracula' igennem - dagbogen, avisinterviewet, grammofonrullen og så videre. Men i en tid med flere medier end nogen sinde før, er noget af det vildeste, vi møder en telefax og en lettere avanceret bibliografi på en computer på et teologisk forskningsbibliotek. Men ingen SMS'er, ingen mail, ingen hjemmesider. I hvert fald ikke i et omfang, der er en forsker værdigt. Mere forbløffende er det, at også Brown bruger den kolde krigs plot - ligesom Gibson gør. Det er spionhistorier, hvor der hele tiden sker mange ting samtidig, så man hele tiden holdes hen og bare må bladre videre for at finde ud af, hvad der sker - 'i mellemtiden, et andet sted'. Det giver et hav af cliff hangers. Og dem er der jo, indrømmet, ikke mange af hos de store klassikere. Tænk bare på Henry James eller Hemingway. Da Vinci Mysteriet er heteronormativt romantisk I moderne litteratur er der ofte brud på Hollywoods mest stereotype kønsrollebeskrivelser. Et godt eksempel kunne være den japanske forfatter Murakami, der i sin seneste bog om 'Kafka på Stranden' har en transseksuel person i en afgørende rolle. I masser af bøger støder man på bøsser og lesbiske og biseksuelle. Og i mange thrillere møder man - når det skal være rigtig uhyggeligt - de seksuelle perversioner, typisk pædofili, typisk mand mod pige. Sjovt nok vil de ellers meget virkelige forbrydelser, som kvinder begår imod små drenge ikke rigtig binde an i litteraturen. På samme måde er romantikken mildt sagt konform hos Dan Brown. Ja, den er næsten kalkuleret. For hvis man nogensinde har siddet på businessclass på en oversøisk flyvning, er det netop slående, at man der typisk møder ti mænd for hver én kvinde. Så hvad giver den bedste kioskbasker i lufthavnen? Det gør naturligvis en romantisk historie om en moden mand, 45 år er han, og en langt yngre kvinde. Og hvad kunne være mere romantisk - i hvert fald for en amerikansk læser - end hvis hun så også var fransk? Oh, lala! Da Vinci Mysteriet er underholdende Det sidste, der er meget irriterende ved 'Da Vinci Mysteriet' - og ved bestsellere generelt - er, at den er underholdende. Forfatteren går bevidst efter effekterne ved f.eks. at vende ting på hovedet. Satan er albino. Den mest hellige mand i Rom bor i New York City. Manden, der opklarer en kriminalgåde, er blød humanist. Skurken er krøbling. I andre - og litterært set langt bedre bøger - er underholdningen så at sige en sidegevinst. Man vil fortælle noget, og hvis det så også er sjovt, så er det da fint nok. Men man fortæller ikke noget for sjov. For så lefler man jo for den laveste fællesnævner. Og måske forsøger man - gud forbyde det! - ligefrem at skrive en bestseller. Man kan også sige alt det ovenstående på en helt anden måde. 'Da Vinci Mysteriet' burde egentlig være fast pensum på Forfatterskolen. Bare så de unge, håbefulde forfattere kan få kridtet de virkelige massers sande forventninger op. Og det skader vel heller ikke ligefrem litteraturen, at bøgerne faktisk bliver læst?