Kender De det? Hele livet har man drømt om en dag at gæste en lejlighed, et tårnkammer eller et loft bare for at få lov at se ud ad vinduet og opleve byen fra en anden synsvinkel. Sådan har vi det her i hulen med Vibensgaard, der ligger på hjørnet af Østerbrogade og Strandboulevarden i landets hovedstad. Da vor svoger engang boede på modsatte hjørne i et lavere, mere moderne byggeri, kiggede vi ofte på kolossen overfor ved aftenstide. Oh, en dag at slippe indenfor. Ikke blot for at kigge ud, men også for at gå på opdagelse, tænkte vi i vort stille sind, for allerede dengang må det have anet os, at den store mørke ejendom kunne rumme en skat. En godt befæstet skat, som i herlighed ville svare ganske til den pragtfulde bygning, som arkitekt Anton Rosen, kendt for sin sympatiske hang til ornamentik, i sin tid skabte. Unik boghule Siden gik årene, mindet om Vibensgaard som tilvejebringer af nye synsvinkler og muligt hjemsted for kosteligheder fortonede sig i Bibliopatens hukommelse, men så skete det for ikke så mange måneder siden, at Den Levende Avis' svar på Romanov-slægtens fremmeste kvinder, den belæste og belevne Marie Tetzlaff, sendte et elektronisk brev til vor mailkasse. Heri berettede hun med kenderens sans for det usædvanlige, ja, unikke, om en boghule, som hun anbefalede Bibliopaten straks at besøge! Ugerne gik, men forleden skulle det så være. Kontorets Bitten, vor rapfodede sekretær, ringede til hulens beboer og aftalte et møde. Få dage efter oprandt dagen, kold og blæsende. Vi stillede Patmobilen i en sidegade, rundede bageren, hvor vi købte to nøddemazarinkager til kaffen. På vej ud fra bageren fik vi øje på bygningen overfor. Vibensgaard! Vor ungdoms luftspejling, hvilket dejligt gensyn, men ak, igen udefra. Nuvel, vi krydsede fodgængerovergangen, passerede vinhandleren og en lille fiskehandler. Herefter var det vor hensigt at ringe på en dørtelefon, men gadenummeret var nogle numre for lavt, hvad dælen? Så dæmrede det! Boghulen måtte befinde sig på den anden side af vejen i ... Vibensgaard! Triumferende opdagelsesrejsende Tilbage igen, men denne gang andægtigt, forventningsfuldt, langsomt for at forlænge og nyde forspillet. Som en ridder, der langsomt krydser vindebroen, som William af Baskerville på vej op ad vindeltrappen til klosterbiblioteket eller Carsten Niebuhr ved porten til Bagdad. De må forestille Dem den grånende Bibliopat som en triumferende opdagelsesrejsende, der med passersedlen i hånden og forstørrelsesglas i baglommen netop skal til at entre skatkammeret. Første step gik nemt. Et par klemt på dørtelefonen, en hastig udveksling af kodeord, så var vi indenfor. Her befandt vi os nu i en lang gang for, hvis ende der formentlig ville være en trappe. Sandelig ja, og ikke nok med det, også en elevator af den slags, Deres udsendte sidst så i Kairo. Først en tur op til anden sal med den. Manden i elevatorspejlet ligner ikke en selv, men en ældre udgave af en selv. Hvor tiden går. Så en tur ned igen og op ad trappen, der snor sig rundt om elevatorskakten. Man kan lige så godt få det hele med. Stjernestund i London Åh, herlige tidslommer! Gennem årene har vi vandret ad mange slidte trapper til diverse bogsamlinger. I antikvariater og auktionshuse naturligvis, men også i nogle af verdens ypperste biblioteker, hvad enten de har befundet sig i Europa eller overdækket af mos i Afrikas jungle, hvor vi engang mener at have besøgt Idi Amins navnkundige bogsamling. Vi husker endnu vor stjernestund i kælderen under British Library, hvor vi besigtigede nogle af verdens ældste kristne skrifter. Oh, hvilken duft af pergament og læder. Oh, hvilken odeur af giftmord og gralsgåder. Den enorme og velbevogtede kælder under British Library, som vi for nogle år siden her på siden fejlagtigt sammenlignede med kælderen under Møllenborg, er så dyb, at vi den dag i dag endnu oplever at vågne op midt om natten med det samme spørgsmål brændende på tungen: Hvordan kan det i grunden være, at British Librarys kælder, der ligger ret tæt på St. Pancras, ikke karambolerer med subwaynettet? Tæt på målet Well, lad det nu ligge. Dagen efter besøget i det londonske kælderdyb havde vi en aftale på Oxfords herlige gamle - og verdens ældste - universitetsbibliotek, The Bodleian Library. Her blev vi også vist rundt i depoterne, men det, som gjorde mest indtryk, var selve bibliotekets læsesale og medarbejdernes små arbejdsbåse og så det Storm P.'ske rørpostsystem, som endnu var i funktion. Stemningen var dunkel. Ældgammelt, mørkt træ, lavt til loftet, dæmpet belysning, en stemning af visdom og, ja - giftmord og gralsgåder! Ikke underligt, at Colin Dexters inspector Morse har nok at se til på disse kanter. Tidsskriftssamlingen på Bodley er uforlignelig. Har man lånerkort, er der ikke det, man ikke kan få lov at kigge i og på. Berømte forfatteres originalmanuskripter, korrespondance og uudgivne noter. Universitetsbiblioteket har det meste, og vel hjemme igen kan man via nettet studere dele af den digitaliserede samling foran sin egen computer. Surfe lidt rundt i 'The Gentlemans Magazine' f.eks. Nuvel, det var dengang, nu befinder vi os på Østerbro i København, mere præcist på afsatsen mellem første og anden sal i en smuk gammel ejendom. Endnu en etage oppe ligger vort mål. Dér er døren, den står på klem. Nu må det snart være på tide at gå indenfor og se på sagerne, og det må vist være fru Borg, »Goddag og tak, fordi vi måtte lægge vejen indenom...«. Læs andet kapitel: Bag spejlet - og ind i det allerhelligste! - i næste uge. Quiz: »Uundgåelige menneske«. Sidste replik i hvilken dansk roman? Quiz: En præst er udstationeret et fjernt sted i det danske rige, han skriver breve til sin ven Jonas. Præstens yndlingsbøger er Augustins 'Bekendelser' og Montaignes 'Essais'. I hvilken roman optræder præsten? I sidste uge efterlyste vi titlen på et dansk skoledigt med citatet: »Gode dage hvor vi suger ord haps, ind i munden som sorte saltpastiller, klistrer dem sammen til mønstre og læser«. Quiz 2 gjaldt navnet på forfatteren bag følgende: »Narret var han blevet. Han ømmede sig af raseri. Han rev totter ud af håret. Han kastede bøger fra reolen rundt i rummet. Han knuste den blå vase. Han flængede aviser«.Rifbjerg og Seeberg Kære Bibliopat. Ord, der smager som saltpastiller, og en mand, der kaster bøger rundt i lokalet. Det er to af dansk litteraturs tunge drenge, du har fat på, og navnene på dem finder man i din klumme, for det er to af de dengang nulevende forfattere, som Poul Borum nævner i sin sprøjtekanon. Første bid er fra Klaus Rifbjergs skønne skoledigt 'Skole' fra digtsamlingen 'Under vejr med mig selv' fra 1956. Den næste bid, som jeg først ikke kunne finde, er begået af skønne Peter Seeberg. Den er fra teksten 'Raserianfald', der kan læses i 'Halvdelen af Natten' fra 1977. Med venlig hilsen Lisbeth Østergaard Fruentimmer-tumling Kære Bibliopat, Mit ærinde gælder et godt råd: hvordan bestyrer du Bibliopatinden? Nu er adskillige døgn hengået i villaens fire kælderrum, der huser nogle tusinde bind - halvt på hylder, halvt i stakke på gulvet og andre disponible understøttelsesflader. Forgæves har jeg ledt efter mit fjerde eksemplar af 'Rosens navn'. Det første - på italiensk - gled videre. Gyldendals Bogklub var ikke interesseret ... dengang. (Salgserfaringer med Robert Graves' 'Kong Jesus' havde fået mig til at opsøge min gamle arbejdsplads med henblik på et joint venture). Næste eksemplar - i tysk oversættelse - lånte en gammel kollega. Han er tysk statsborger. Den har det nok godt hos ham. Så fik jeg en engelsk; billigudgave: knas med ryggen; nu på ny ude i kredsløb ved ded, at jeg fik fat i en dugfrisk til en tier på hollandsk udsalg. (Det er min erfaring, at tyske bøger intet koster på hollandsk udsalg i Danmark). Herværende Bibliopatindes ord om min manglende potens til at materialisere senest omtalte eksemplar forekommer mig yderst sårende ... for ikke at sige oprørende. Hvorledes tumler du den slags? Forventningsfuldt, Evan Bogan NB Løsningsforslag, som forudsætter vold, har ingen interesse! Efterlysning! Kære Bibliopat. Jeg har engang hørt om en bog, hvori en mand (muligvis en boghader) tilbereder mad lavet på ild fra diverse litterære værker. En stuvning lavet på Shakespeare f.eks. Er der nogen der kender denne bog?! Jeg har søgt den i flere år. Mvh Andreas Morgenrødt Efterlysning! Et tysk par, jeg mødte i Spanien den forgangne sommer, talte i et væk om en fantastisk japansk roman. Den handler om mange ting på én gang. Der er blandt noget med en japansk spion, der bliver flået levende af nogle kinesiske soldater, og så har hovedpersonen for vane at sætte sig i en udtørret brønd, når han skal tænke over tingene. Jeg har glemt navnet på forfatteren, hvem kender navnet på ham? Mvh Helle Rasmussen, Lyngby (Det gør din Bibliopat da! Det er Haruki Murakamis roman 'Trækopfuglens krønike'. Glæd dig til mødet med Toru Okada og Kumiko og til historien om den mongolske menneskeslagter!)