Kulturlivet i Barcelona ligner ikke noget andet syd eller nord for Pyrenæerne. Når man vender tilbage til byen efter 26 år, ser man straks, at byen har taget et tigerspring fremad. Catalansk sprog og kultur blev i årevis undertrykt af centralregeringen i Madrid. Først efter Francos død i 1975 har regionalregeringen fået større beføjelser, og de er netop blevet udvidet yderligere. Ren svir Jeg oplevede den catalanske stil i februar 1980, da byen holdt karneval for første gang i 44 år, efter at det havde været forbudt under borgerkrigen og Franco. I to døgn sydede, gungrede og vuggede Ramblaen, Barcelonas berømte boulevard - byens aorta, hjertefloden, som Rifbjerg siger om sin barndoms Amagerbrogade - i et orgie af musik og folklore, af groteske og poetiske masker og dragter. Politiet holdt diskret i beredskab i sidegaderne, men det blev kun til fest, farver, fantasi og forbrødring. I dag har alle skilte tekst først på catalansk og så på spansk. Take it or leave it. Catalanerne er ikke blevet lettere at bide skeer med for regeringen i Madrid. Velstand, aktivitetsniveau og selvfølelse er steget. Men for os andre er det ren svir og foræring. Bare alle de nye kulturinstitutioner og museer - nu seks kunstcentre, udbuddet af koncerter og især udstillinger. Bare tempoet. Bugnende katalog I 2005 - og det varer lidt ind i 2006 - har det været bog- og læseår: Any del llibre i la lectura, arrangeret af regionens kulturministerium plus alt, hvad der kan krybe og gå af institutioner og foreninger. Læseårets motto: 'I Barcelona læser alle', 'A Barcelona llegim tots', ligner en poetisk overdrivelse - og allenfals en selvmodsigelse, for hvis alle læser, hvorfor så iscenesætte kampagner? Men ellers må man kippe med det rød-gule catalanske flag for den energi og opfindsomhed, de udfolder. Kampagnens 120-siders katalog bugner af forfatteroplæsninger, læser- og debatmøder, workshopper, teaterforestillinger, kabareter og formidlingseksperimenter. Der er digterkonkurrencer. Der er konferencer og seminarer om forlagsindustriens fremtid og 'Barcelona og bøgerne' og udstillinger om bogillustration, fra Picasso til fotokunst, og klassikere fra mange vinkler. Læseklubber Byens 18 forskningsbiblioteker - mange drevet af private stiftelser - demonstrerer hver sit speciale, fra historie, antropologi og islamisk kultur til musik, mode, sport, gastronomi, turisme og flamenco. Folkebibliotekerne har startet læsegrupper til træning i kritisk læsning, diskussion og fremmedsprogsundervisning og 'tematiske læseklubber' inden for alle genrer, inklusive ungdomslitteratur og tegneserier - de engang så forkætrede tegneserier er i det hele taget stærkt med i billedet. Andre læseklubber fokuserer på novella negra - 'sort roman' - dvs. kriminalroman, med navne fra spanieren Valquez Montalban til vores skånske nabo Henning Mankell. Cela er et fly Barcelona har 25 distriktsbiblioteker - det nyeste blev indviet i november på Placa Lesseps: Biblioteca Jaume Fuster, efter forfatteren og oversætteren Jaume Fuster (1945-98). De fleste biblioteksfilialer er opkaldt efter catalanske kulturpersonligheder og skribenter. Det er i det hele taget en spansk - og sydeuropæisk skik - at kanonisere klassikere og nyklassikere ved at give institutioner, tog og fly navn efter dem. Da jeg landede i Barcelonas lufthavn, nikkede jeg til Iberias fly Camilo José Cela, opkaldt efter Francotidens bedste romanforfatter. Nogle distriktsbiblioteker har holdt kurser i Cataloniens rige mundtlige fortællekunst - live og på dvd og cd. De regionale litterære traditioner fejres også med en udstilling om forlæggeren Josep Maria de Casacuberta, der i 1924 stiftede L'Editorial Barcino som platform for bøger på det forkætrede og periodevis forbudte catalansk. Operationen er lykkedes, for i bogladerne fører catalanske bøger nu stort frem for de 'rigsspanske'. Der er jo publikum nok med regionens 8 millioner indbyggere. Alle moderne klassikere Læseårets slutspurt op til jul og nytår bragte besøg af Salman Rushdie og Kazuo Ishiguro, en filosofisk workshop, hvor filosoffer og forfattere byttede roller, og Barcelonas første bogmesse centreret om videnskabelig litteratur. Og mange fine udstillinger løber endnu 1-3 måneder - om etnografisk fotografi fra Marokko 1903, om Cervantes, om skriftens rolle i egyptisk kultur, om catalanske forfattere, der i 1939 flygtede fra Franco og gik i eksil i USA, Mexico og Chile, hvis de da ikke fra Frankrig blev udleveret til tyske kz-lejre. Gaudís berømte La Pedrera-hus med bølgefacaden viser grafiske blade af Rembrandt fra det franske og det spanske nationalbibliotek, og Miró-museet i Parc de Montjuïc har en fabelagtig udstilling om kollagen som kunstform, lige fra Braque og Picasso i 1912 begyndte at lege - og konkurrere - med dagligdagens papir- og andre stumper, over futuristernes, konstruktivisternes, dadaisternes og surrealisternes eksperimenter frem til Jasper Johns, Robert Rauschenberg og amerikansk pop art. Her er alle de moderne klassikere på stribe. Alene dén udstilling er rejsen værd. Udendørs bogmarked Hvis man skulle foretrække Ramblaen i forårsgrønt, er der jo Skt. Georgs dag i april, hvor man giver boggaver og byen er ét stort udendørs bogmarked. Og hvis man er træt af ord på papir, så synger og danser de jo også litteraturen dernede, og Barcelona vrimler af jazzklubber med klassisk og nu-jazz, fussion og flamenco i alle fusioner. Musikcaféen Tarantos i det sydvestlige hjørne af Placa Reial ved Ramblaen har flamenco hver aften med skiftende musikere og sangere og et studenterpublikum. Grupperne har tre show med en times interval, og forsangerens og fordanserens pas de deux med bandets kvinde er så hæletrampende og sensuelt dampende, at han må smide halsbind og jakke - og mon han ikke også må bade mellem hvert sæt? Den krydsning af selvbevidst elegance, vitalitet og erotisk energi genfinder man overalt i byens bugnende kulturliv. Barcelona har stil. Barcelona swinger.