Hver gang H.C. Andersen havde revet den af, satte han et mærke i sin dagbog. »I dag havde jeg besøg af den og den person, de er så søde«, kunne han skrive. »Da de var gået, havde jeg en stærkt sanselig ++«. I Danmark bliver Anderson opfattet som en nationalhelt mere uskyldig end uskylden selv. Hans fans mener, at grunden til, at han aldrig giftede sig eller havde sex, var hans ønske om at forblive ren. Ukendte sider De fleste biografier om ham er ganske kedelige. Men der er én, Jackie Wullschlagers 'Hans Christian Andersen: The Life of a Storyteller', der er fantastisk. Wullschlager nærmer sig aspekter af hans liv, der aldrig har været diskuteret frit og åbent. Ikke alene seksualitet, men også andre sider af hans karakter. Da han besøgte Paris, gik han f.eks. til bordeller i Porte Saint Denis-området, ikke for at røre ved kvinderne, men for at tale med dem, vende tilbage til sit hotel og onanere. Derefter skrev han om det i sin dagbog. Over stregen Selv om han ikke havde et aktivt sexliv, er der noget, der tyder på, at han var biseksuel og forelsket i både mænd og kvinder. I den romantiske periode kunne mænd skrive lidenskabelige breve til hinanden, men det betød ikke, at de gerne ville i seng med hinanden. Andersens romantik gik dog over 'stregen', og han skrev frimodige kærlighedsbreve til mange unge mænd. Han havde også store passioner for nogle enkelte kvinder, skønt det var kvinder, som han var ret sikker på, at det ville være umuligt at elske. F.eks. den svenske operasangerinde Jenny Lind, hvis turnéliv gjorde et forhold umuligt. Det var min opdagelse af, at denne mand, der er bedst kendt for at skrive børneeventyr, havde et dobbeltliv, en mærkelig, besværlig personlig historie, der fik mig til at indvilge i at lave et show om ham. »Noget om onani« Jeg blev første gang kontaktet i 2000 af den danske organisationen bag fejringen af H.C. Andersens fødselsår, HCA 2005. De forelagde deres idéer for mig, men det var først, da jeg læste Wullschlagers biografi i 2003, at jeg gik med til det. Og min første idé var at lave noget om onani. Temaet blev ikke til på en snasket, grovkornet facon, men som en måde at forstå Andersen på. Jeg ønsker ikke at chokere. Jeg vil blot vise Andersens klare vision af det menneskelige vilkår. Og temaet bliver ekstra relevant, fordi et soloshow er den mest solitære form for performance, og fordi masturbation er den mest solitære form for sex. Men hvad ville HCA 2005 sige? Da jeg fortalte om min vinkel til Lars Seeberg, kunstnerisk rådgiver for HCA 2005, var hans respons: »Det lyder fantastisk. Nu må jeg gå til dronningen og forklare, at du vil lave et show om H.C. Andersens onani«. Senere mødte jeg selv dronningen. Vi diskuterede det ikke, men hun var meget sød og en kultiveret kvinde, så det gik formentlig udmærket an. De onde børn Det er svært at tale om, hvad Andersen og jeg har til fælles uden at det skal lyde prætentiøst, men der er meget hos ham, som jeg kan identificere mig med. Ikke mindst hans umættelige seksuelle begær og konstante sensuelle humør. Forskellen mellem os er, at jeg har et meget intenst seksualliv, og han aldrig havde det. Der er en forbindelse mellem seksualitet og kreativitet, og et af temaerne i 'The Andersen Project' har at gøre med udviklingen af fantasi og seksualitet hos børn. Når man læser eventyr for børn, udvider man deres forestillingsverden. Efterhånden som de bliver ældre, udskifter de deres godnathistorier med masturbation og seksuel fantasi. Jeg var altid bekymret for, om jeg var en sexgalning, fordi jeg tænkte på sex hele tiden, men faktisk er det en del af fantasiens proces. Hvis man skriver historier og bruger meget tid på at forestille sig ting, vil ens seksuelle fantasi formentlig være lige så levende. Måske afspejler Andersens seksuelle usikkerhed hans vanskelige barndom. Det er ikke noget tilfælde, at det var Andersen, der skrev 'Den Grimme Ælling', en metafor for usikkerhed i barndommen og et senere blomstrende voksenliv. Det kan jeg også identificere mig med. Andersen var høj og klodset, og jeg led af pletvis skaldethed. Vi oplevede begge, hvor onde børn kan være. Det kan være hårdt, men det kan også være en fordel at komme gennem møllen i en meget ung alder, fordi man ser verden på en anden måde. International anerkendelse En anden ting, der forbinder os, er behovet for at rejse. Mange kunstnere i 1800-tallet følte, at de måtte rejse uden for deres eget land for at blive anerkendt. Men Andersen følte, at han havde mere grund til det end de fleste. For det første skrev han på dansk, der for mange mennesker i Europa lød som at tale baglæns. For det andet skrev han for børn, så han blev ikke taget alvorligt. For at blive anerkendt måtte han til Tyskland og Frankrig og blande sig med tidens store forfattere. Han kom tilbage til Danmark med stor anerkendelse i bagagen. Hvis man er kunstner fra Quebec, som jeg er, mærker man den samme impuls. Selv en engelsk-canadier føler, at han må godkendes af London, Paris eller New York. Men Andersen gjorde nogle gange ting af de forkerte grunde. Lige som hovedpersonerne i hans historier. Det lader jeg spille ind i 'The Andersen Project', hvor hovedrollen er en canadisk rocklyriker, som tager til Paris blot for at få anerkendelse og bliver klar over, at han ikke gør det af den rette årsag. Kritisk og selvkritisk 'The Andersen Project' er inspireret af to af hans senere eventyr. Efter at være fyldt 60, skrev han nogle af sine bedste historier, der var henvendt mere til voksne end børn, og meget mere eksperimenterende end hans tidligere, mere kendte arbejder. En af dem er 'The Dryad' ('Dryaden', red). Den foregår i Paris under Verdensudstillingen i 1867, som Andersen besøgte to gange, efter at han var blevet fanget ind af de tekniske opfindelser, der blev udstillet. Historien om en skovånd, der længes efter byens spænding, afspejler Europas opbrud fra romantikken til fordel for moderniteten, hvilket fascinerede Andersen. Den anden inspiration er 'The Shadow' ('Skyggen', red.), der er hans mest interessante eventyr, som forældre sjældent læser for deres børn, fordi den er så skræmmende. Som Freud og Jung senere talte om, handler det om, at hvert menneske har en skyggeside, der vil ødelægge dig, hvis den får lov. Det afspejles af en af mine karakterer, lederen af et parisisk operahus, der er afhængig af pornografi, der ender med at æde ham op. Da jeg opførte showet i Paris i november, var jeg bekymret for, at denne karakter og mine morsomheder om franskmænd, der hele tiden strejker, ville fornærme folk. Ikke mindst de folk, der havde været med til at finansiere showet. Det gjorde det ikke bedre, at 'The Andersen Project' også satiriserer over de internationale co-produktioners verden, som netop var der, hvor jeg befandt mig. Heldigvis er de lige så selvkritiske som de er kritiske, så opførelserne blev hilst velkommen. Kulturel uvidenhed Men at fornærme er ikke at bruge grove ord eller være kritisk over for en kultur. Fornærmende er det derimod, når man ikke har gjort sit hjemmearbejde og ikke har forsøgt at forstå, hvad en kultur handler om. Hvis man ikke har gjort det arbejde, så har man ikke ret til at gøre grin med det. Det er det, der er så fornærmende ved meget af det, vi ser. Folk har en løs forestilling om at lave en stor Tjekhov-produktion f.eks., uden at have en idé om, hvad Rusland er. De laver om på stykkets tidsbundethed, fordi de vil komme med en politisk erklæring. Det er for mig mere fornærmende end at lave et show om et stort dansk ikons masturbation. Oversættelse: Peter Mollerup