Et sted i Bording står en mindesten, som jeg i en fejlhuskning fra barndommen mente kunne henføres til min farbror, der i sin tid var draget til Cuba for at kristne en samling formodede hedninge på de kanter. For nylig fik jeg tjekket mindestenen og fandt ud af, at der er ubehagelige ting ved ikke at kunne læse som barn. Stenen viste sig ikke at være rejst for min farbror, men for den i sin samtid meget kendte indremissionær Anders Stubkjær (1824-1902). Konkret Paradis Kort efter var en del bøger på vej til Hongkong og blandt dem var 'Bording Kirke og Sogn' af Hans Thomsen, der i et roligt og stille toneleje skildrer den danske vækkelseshistorie i dette sogn. Og set ud fra en nutidig synsvinkel var det stærke sager, de bedrev i Bording. De lokale kristne var af det missionske tilsnit, rundet af de folkelige vækkelser og ganske overordentlig overbeviste om egen mulighed for at komme i et Paradis, de opfattede som meget konkret. Og det var kun via den personlige frelse, man havde denne mulighed. Had af et sandt hjerte De troende fra Bording bøjede sig aldrig for statsmagtens forskellige tiltag. De holdt bønnemøder uden om den officielle folkekirke og blev kastet i fængsel for det. De accepterede ikke den autoriserede udgave af salmebogen fra 1864, men holdt fast i den gamle udgave. De nægtede at synge fædrelandssange, for deres rige var ikke af denne jord. De blev kun tøvende soldater i forsvaret af Danmark, for nationen var ikke deres sag. De tilhørte allerede Guds rige. Deres bibelopfattelse var fuldstændig bogstavtro. De lod ikke deres børn konfirmere, hvis det ikke kunne ske på egne vilkår. De saboterede og boykottede opsætsigt de statslige folkekirkepræster. De havde egne menighedshuse, egen uformel organisation, delvis egen økonomi, og de hadede af et sandt hjerte alt det lyse grundtvigianske fra København. Det banker på helvedes port De havde deres helt egen opfattelse af ret og rimelighed, og deres moralkodeks var enkel og overskuelig og ikke i alle tilfælde forbundet med love lavet af Folketinget. De var, med moderne ord, ikke integrerede i det danske samfund, og de afskyede den verdslige verdensopfattelse som pesten. De var så fundamentalistiske, som man faktisk kan blive uden direkte at anstifte borgerkrig. Den sidste betydningsfulde konflikt endte med, at den lokale præst i 1942 skød sig foran korset i den lokale kirke. Alligevel var det måske med hjælp fra Anders Stubkjær, at det moderne verdslige Danmark blev født. Han havde en lille svaghed for Grundtvig og læste hans salme om 'Det banker i nat på helvedes port' med fornøden omhu, og han ville ikke helt udelukke, at frelse måske var mulig på andre vilkår end de mest fundamentalistiske. Bl.a. derved sikredes en vis sammenhængskraft i det danske samfund, hvor Indre Mission og den grundtvigianske livsopfattelse kunne komme til at trives side om side inden for rammerne af og i respekt for den samme stat og nation. Jordisk takt & tone Landsbyens statiske og gudelige verden varede ikke evigt for danskerne. Udvandring til fremmede lande og afvandring fra landbruget til byerne var allerede godt i gang, mens de gudelige fraktioner i Danmark bekæmpede hinanden heftigt. Hvordan kom det så dertil, at vi endte med at blive den kompakte og homogene masse, vi jo er som nation? Et af de mange bidrag blev ydet af Emma Gad, der tog sig på at beskrive, hvordan vi på bymæssig vis burde omgås hinanden. Emma Gad er igen blevet aktuel i forbindelse med en bog af Mette Winge. Bylivet blev efterhånden den sejrende livsform, og Emma Gad er et stykke national integrationshistorie, der virkelig vil noget. Mette Winge nævner, at Emma Gads hovedværk måske ikke er 'Takt og Tone' fra 1918 , men 'Vort Hjem' fra 1903. Et helt nødvendigt standardværk i den danske 'interne' integrationsproces omkring begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor folk flyttede som besatte fra landet til byen. Emma Gad var kvinden, der mere end nogen anden gav alle disse økonomiske flygtninge en mulighed for at afkode bylivet og finde en vej ind i arbejder- og middelklassen. Tilpasse de utilpassede Emma Gad var standardiseringens mester. Sociale relationer skulle passe som en fatning til en glødelampe. Hun fremstilles overbevisende af Mette Winge som meget almindelig. Emma Gad trak på mange måder kvinderne ud af hjemmene, gjorde social omgang mellem klasser og køn til noget, man kunne læse sig til, og sikrede, at vandringen fra land til by kom med en letlæselig brugsvejledning. Hovedværket, 'Vort Hjem', rummer på over 1.700 sider, hvad man kunne kalde samtidens encyklopædiske viden om alt vedrørende hus og familie. Det er en bymæssig integrationsvejledning, der ikke lader noget uforklaret. Emma Gad beskrev den verden, de nye byboere måske gerne ville opfatte som deres egen. Hun gav de utilpassede en mulighed for at tilpasse sig. Et hjem En af de ting, Emma Gad helt overså, var udvandring. Den var ellers massiv og synlig i hendes tid. Måske fordi danskerne forlod deres land som individuelle fattigfolk, der bare ikke kunne andet. Den engelske udvandring havde anderledes glamourøse og ideologiske rammer - man drog ud i det engelsk imperium, og det gav en helt falsk fornemmelse af midlertidighed. Man troede sig så at sige blot borte for en tid, inden man igen vendte hjem. Frances Osborn tager i 'Lilla's Feast' fat på at beskrive sin egen families skæbne som forretningsfolk i den kinesiske provins Shandong i havnebyen Chefoo (Yantai på moderne kinesisk). Osborn prøver ud fra et ret beskedent kildemateriale at genskabe sine olde- og bedsteforældres liv, som de levede det i den kinesiske havneby, mens de forestillede sig, at London på en eller anden måde stadig var 'hjem'. Mister alt Mormoderen Lilla er den ene af et par 'himmelske tvillinger' født i en engelsk familie i Chefoo i 1882. Tvillingerne vokser sig smukke og huslige, ledet på vej af en mor, der har den livsfilosofi, at ægtemænd holder man fast på ved at gøre dem livet behageligt og fodre dem med udsøgte velsmagende retter og tilhørende drikkevarer. Vejen til mandens hjerte går gennem pleje af smagsløgene, og det viser sig i det konkrete tilfælde at holde stik, i hvert fald indtil den japanske krigsmaskine skyller hen over det nordlige Kina i 1930'erne. Med Stillehavskrigen er familien pludselig i fjendeland, og Lilla ender i japansk krigsfangelejr på kinesisk jord. Hun mister alt, undtagen sin skrivemaskine og noget blankt papir, og mens verden går under omkring hende, sætter hun sig selv på fast arbejde med at skrive summen af sit livs erfaringer ned i form af en opskriftbog. Madopskrifter som overlevelse Mens frosten bider hende i fingrene, og sulten plager hende, sidder hun i koncentrationslejren omgivet af japanske soldater og skriver sig gennem tyktflydende sovse, appetitlige kødretter samt sprøde og søde desserter. I en helt umulig verden opretholder hun sin personlige integritet og sin forstand ved i årevis at arbejde på projektet. Det er ikke en historie, der ender godt. Tvillingerne med ægtefæller og børn skylles efter afslutningen af Anden Verdenskrig i land i deres eget land - England. Hvorved de til deres store forbløffelse skal i gang med en meget langvarig tilpasningsproces. Imperiets stolte døtre havde set generationer af deres mænd og sønner dø for fædrelandet, men de var alligevel ikke rigtig velkomne. Da Lilla endelig i 1982 fylder 100 år og venter på sit telegram fra den engelske dronning, kommer det ganske vist. Men hendes familie fortæller hende ikke, at hun egentlig ikke har krav på det, for hun var jo født af engelske forældre på kinesisk jord, og med tilbagevirkende kraft blev alle sådanne engelske retssubjekter frataget deres statsborgerskab i 1947. Drømmen om et bedre liv Bogen er fyldt med solide pointer om, at i valget mellem at blive i sit nye land og drømme sig hjem eller at tage hjem til sit oprindelige land og drømme om det, man forlod, er det måske bedst at blive, hvor man er. Lillas kogebog blev udstillet på 'The Imperial War Museum' i London i 1970'erne, men aldrig trykt. Verden havde ændret sig i kulinarisk henseende. Men folk flyttede stadig rundt som besatte i drømmen om et bedre liv et andet sted, og de fortsatte med at drømme sig hjem uden at gøre noget ved det. Lykkeligvis. Kinesisk begær Integration af en hvilken som helst slags går bedst, hvis den fremmede er integrationsvillig, og en norsk forfatter bosat i Hongkong, Cecilie Gamst Berg, der beskriver sig selv som »klimatisk flygtning« fra Norge, føjer nye betydninger til ordet. Af et oprigtigt hjerte hader hun Norge, fordi klimaet er koldt og fyldt med sne på de mest upassende måder og steder. Der er yderligere det ubehagelige ved Norge, at det er et land fyldt med mænd, der er behåret på de underligste steder inkl. ansigtet. 'Blonde Lotus' handler om en norsk forfatter, der ved lidt af et tilfælde kommer til Beijing og får sit livs åbenbaring. Hendes sind er åbent i en fuldstændig hengiven sugen sig ind på den kinesiske virkelighed. Det samme er hendes mund, hendes skød og hendes ører, så i en totaloplevelse af alle sanser slået til, æder hun sig gennem det kinesiske køkken, et udvalg af kinesiske mænd og et overvældende antal kinesiske tegn. Og som om dette ikke var tilstrækkeligt til at holde sanserne på fuldtidsarbejde, filtrerer hun lige oplevelserne gennem enorme mængder af lokal øl og vin samt global hash. Utraditionelt tilsnit Forfatteren er grundlæggende nysgerrig og opfatter Kina som noget, der i det mindste fortjener at blive prøvet af på alle leder og kanter, inden hendes opholdstilladelse i Kina udløber. Så går turen til Hongkong til en ny variant af betagelsen af alt kinesisk. Massakren på Tian An Men 4. juni 1989 bliver et vendepunkt i hendes liv. Hun græder om natten over det lidende folk og går så vidt som til at begynde at læse bøger om Kinas historie. For første gang slår hendes egne oplevelser ikke til. Hun er også nødt til at vide noget. Ud på den anden side af denne proces kommer en sproglærer, der oversætter sine personlige erfaringer til et særligt undervisningsprogram af ret utraditionelt tilsnit. Udenfor gængs borgerlig moral Bogen anbefales som lystlæsning for alle, der beskæftiger sig med integration, alene på grund af dens overbevisende gennemgang af forudsætningerne for denne proces: at man basalt set kan lide det land, man er ved at gøre til en del af sig selv. Bogen er naturligvis på mange måder uden for gængs borgerlig moral med dens insisteren på, at bedre end ti fugle på taget er det at have munden fyldt med kinesisk mad, den ene hånd på en smuk mands hårløse pung og den anden anbragt i en ordbog. På en sær sødmefuld måde ender hun med at erobre Kina fra sin udsigtspost på et norsk »venus-fjell«. Hun bliver måske ikke lige den lidende kinesiske lærde dissident, hun drømmer om at blive. Men sådan er det ofte med integration: Man ved ikke lige, hvor det ender. Svanen, der blev til en ælling Det kan naturligvis også gå den anden vej, hvilket er tilfældet i Flemming Ytzens bog om Heidi Wang, der tog turen rundt om jorden fra Taiwan til den københavnske Borgerrepræsentation som medlem for Venstre. Det er en god og sine steder skarp bog, fordi den holder fast i det særlige ved Wangs integrationsproces i det danske samfund, nemlig at hun insisterer på, at udenlandske eksaminer er lige så gode som de danske, og det må danskerne altså se at få sig lært. Hun sejrer ganske vist ikke på dette felt, idet hun er nødt til at bide i græsset og gå den tunge vej via AOF og alle mulige andre sidespring for at blive et fuldgyldigt medlem af samfundet. Men hun er god, fordi hun insisterer på integrationen og på, at den skal ske på ordentlige vilkår. Og i modsætning til den ovenfor nævnte 'blonde lotus' holder Wang hele tiden fast i sit traditionelle kinesiske udgangspunkt i Taishan et sted i Kinas Shandong-provins, og hun fortæller intet om sine lagener, sine madvaner eller sine passioner. Som integrationsfortælling er bogen ganske enkelt fremragende, fordi Wangs integration sker på baggrund af god uddannelse, omfattende stædighed og meget gode evner udi det danske sprog. Heidi Wang kan beskrive sin historie som en 'omvendt' H.C. Andersen-legende ved at se sig selv som en smuk, veluddannet svane, der efterfølgende bliver til en grim, ubrugelig ælling, eller nævne, at hun stillet over for overgangsalderens uafviselighed havde valget mellem en hormonkur eller at blive aktiv i dansk partipolitik. Den slags sproglige knaldperler kan kun 'næsten' ægte indfødte lave. Bogen anbefales varmt til alle med selektiv potentialeblindhed i forhold til de fremmede i Danmark. Og hvad så? Det er værd at huske på, at det først var med velfærdsstatens udvikling efter Første Verdenskrig, at det danske folk overhovedet fik mulighed for at blive hjemme. Vi sendte en tredjedel af samtlige danskere ud i verden som økonomiske flygtninge i perioden 1864-1914, og det var først i 1950'erne, at danskerne blev virkelig bofaste. Vi fik råd til 'uddannelseseksplosionen', og den gav os mulighed for at rejse, hvorhen vi ville, og tage vores viden med os. I dag står vi i den enestående situation, at vi har fået en Velfærdskommission, der har bedt politikerne tage under overvejelse at straffe os økonomisk, hvis vi rejser fra landet med en uddannelse i for ung en alder. Vi er i dag endelig blevet så rige, at samfundet giver os mere, end vi yder, inden vi bliver 30 år, og at samfundet derfor gerne vil have noget tilbage. Burde det ikke fylde os med eftertanke, at vi er nået så langt, mens andre kun er på vej til at forlade alverdens Bording'er? Og virker det sandsynligt, at ret mange rejser tilbage til deres lokale Bording på et fjernt kontinent? Vi er en nation af emigranter i vores eget land på vej væk fra vores egen fortid og vores egen fundamentalisme. Men vi kommer altså et sted fra. Og det gør ambassadestormerne i de muslimske lande også.