Unge mennesker fordrer noget at tro på, en vision om nytten med det hele, skriver Ib Ravn i sin nye bog 'Forskning i sammenhænge' og fortsætter: »Hvorfor skulle man dog blive forsker, hvis den drøm, der tilbydes, er at blive professor og publicere i Scandinavian Journal of Domestic Science om de støvkorn, der ligger derovre i hjørnet?«. Sandt nok, og Ravns bog forsøger unægtelig at levere den vare, han siger mangler: en vision om en forskning, der kunne få verden til at hænge sammen og give retning til ønsket om at bruge forskningen i menneskets tjeneste. Tingslig virkelighed Her et kig på visionen: »Organismer er dynamiske, velordnede struktureringer af gennemstrømmende energi, og det samme gælder for alle andre 'ting', der er opstået i løbet af universets udvikling - partikler, molekyler, krystaller, bjerge, planeter. Mylderet af sådanne 'ting', som evolutionen har kastet af sig, kan nemt få os til at glemme den proces eller energi, der driver alle tingene fremad, fra elektronens uophørlige dirren og fordøjelsens spontane kemiske reaktioner til solens vedvarende brintbombeeksplosioner og galaksernes halsbrækkende flugt bort fra alt og alle. At holde fast på en tingslig virkelighed er i dag en videnskabelig anakronisme. Lad os endelig for nemheds skyld kalde en sten eller en pind for en ting, men lad os ikke glemme dens energetiske, processuelle udspring og dybere virkelighed«. De fem brikker Hvad Ravn vender sig mod her, er den videnskabelige tradition, der helst vil se verden som en maskine, hvis virkemåde man - overraskende nok - så mener at kunne forklare ud fra dens mindste dele, kald dem partikler, atomer, gener, instinkter, egoistiske individer osv. Overraskende, skriver jeg, for ingen maskine har dog til dato konstrueret sig selv fra sine dele. Et vigtigt element i denne tradition er koordinatsystemet, »der koordinerer, dvs. samordner, tallinjer i rummet, og som blev et naturligt baggrundstæppe for kortlægningen af jorden og himmelhvælvet. Ting ligger bestemte steder, på bestemte koordinater, uden for hinanden i denne udfoldede orden«. Ravn opridser fem 'brikker' i en mere tidssvarende videnskabelig fortælling: 1) Virkeligheden er primært proces eller energi, sekundært stof, 2) Virkelighedens orden er ikke grov og mekanisk, men subtil, kvalitativ, kompleks, indfoldet eller bølgebåret, 3) Universet er ikke færdigskabt men altid undervejs, selvorganiserende, 4) Menneskets subjektive oplevelsesverden kan ikke ignoreres i videnskaberne, bevidstheden er central, og 5) Menneskets opblomstring og udfoldelse bør være det eksplicitte mål for samfundsvidenskaberne. Fravalget af naturvidenskab Man kan så spørge sig, hvorfor denne stort set velbegrundede 'vision' kun i meget ringe grad realiseres i den konkrete videnskabelige praksis. En hovedårsag er nok vidensinstitutionernes navlebeskuende meriteringssystem. Men en anden årsag er måske, at det hele ikke ser så nemt ud, når visionen skal konkretiseres. Ravns egne eksempler er her ikke altid overbevisende. F.eks. forsøger Ravn at rehabilitere homøopaternes teori om vandmolekylernes huskeevne ved at henvise til særlige oscillerende signaler. Skulle Ravn have ret i det, må man sandelig håbe, at vandet kun husker det gode og ikke f.eks. er påvirket af denne verdens uslinge, hvis halse det dog også må passere. Men uanset dette har Ravn ret i, at unge menneskers afvisning af naturvidenskaben næppe overvindes med bedre pædagogik eller med PR-kampagner. For årsagen til fravalget er desværre netop, at disse fag »i deres nuværende udformning faktisk er kedelige, perspektivløse og menneskeligt irrelevante«.