Det er generelt kvinderne, der er hårdest ved Leif Davidsen i deres anmeldelser af hans nye roman 'Den ukendte hustru'. Og selv det er ikke særlig hårdt. Det går mest på, at hans mandlige hovedperson er svær at holde ud, endsige holde af (kvinder skal da også altid blande psykologi ind i alting!). Men alle anmeldere er - medtaget et par spydigheder - enige om, at Davidsen også denne gang vil sælge godt. En af dem skriver, at hver gang Leif Davidsen og Jane Aamund udgiver en ny roman, »bliver de straks købt af en enorm læserskare, også selv om der dybest set står det samme i alle deres romaner. Eller måske netop derfor«. Rutinepræget? Børsens Christa Leve Poulsen skriver: »Jeg har før beklaget mig over Davidsens noget stereotype skildring af kønnene og deres liv med hinanden, og her må jeg gøre det igen. Det ligger naturligvis til dels i genren, men mændene er altså meget svedige og driftige«. (Mon anmelderen her mener foretagsomme eller driftsstyrede?, MT). Den ukendte - og forsvundne - hustru Nathalie har til gengæld »en æggende udstråling - et miks af hjælpeløshed og indre styrke, en klassisk cocktail for en udenlandsk kvinde«. (Den lader vi stå lidt ...). Christa Leve Poulsen har det svært med troværdigheden i »de mere psykologisk eksistentielle problemstillinger, der har afgørende betydning for plottet i denne lange og omstændelige roman«. Til gengæld synes hun, at de »udenrigspolitiske overvejelser er helt i top og lækkert, lækkert serveret«. (Er det nu en ros, Davidsen kan være tryg ved?). I hvert fald slutter Børsens anmeldelse således: »Med en lidt lærerindeagtig formulering er 'Den ukendte hustru' velgjort og kompetent, men også en kende rutinepræget«. Drop bare hovedpersonen Der er flere lærerindeagtige formuleringer i Informations anmeldelse. Her giver Mette Højbjerg gode råd til Davidsen. Blandt andet anbefaler hun ham at genbruge en Jan Stage-lignende biperson, hvorimod han ikke behøver genbruge hovedpersonen. For selv om »onde tunger - og mange kvinder« vil mene, at han er typisk, er han »intet mindre end ufatteligt kedelig« og står med sine alt for få dimensioner slet ikke mål med 'Den serbiske dansker', som nok fortjente et gensyn. Af en eller anden grund tror Mette Højbjerg, at en tidligere elitesoldat og international forretningsmand, der er søn af en forfatter og gift med russisk kvinde ... skulle være spændende (?). Den vildfarelse river Davidsen hende ud af, og herfra skal han ikke have utak for det. Det får han nok heller ikke fra forlaget, og Mette Højbjerg mener, at de høje salgstal vil være fuldt fortjent, »for romanen er mere end læseværdig. Spørgsmålet er så bare, om det er godt nok, også for Davidsen selv. (...) Davidsen kan mere, end han viser her. Han burde naturligvis vise det. Hver gang«. Lad os håbe, han påskønner omsorgen. Meget lidt sindsoprivende Vi gør kvinderne færdige: Anne Sophia Hermansen i Fyens Stiftstidende (det er hende, der sammenligner Davidsen med Aamund) tilslutter sig sine kollegers dræbende karakteristik af hovedpersonen - og tilføjer lidt lige så dræbende lokalkolorit: »Marcus, der på papiret er udstyret med en hulens masse testosterone egenskaber, forbliver romanen igennem en kliché, og det bliver et problem for 'Den ukendte hustru', at læseren skal rejse fra København over Rusland til Japan med en mand, der er lige så sindsoprivende spændende og uforudsigelig som en tur fra Tunø til Hou«. (Se, her er vi hovedstadslæsere fra caffelatte-segmentet hægtet af ... så kan vi lære, hvordan det føles!). Fandenivoldsk blandingsbatteri Mette Strømfeldt i B.T. skiller sig ud blandt kvinderne, for hun tror på den »lidt kedelige arbejdsnarkoman« Marcus og hans kone Nathalie og kalder 'Den ukendte hustru' for »suveræn underholdning, hvor det ene mere fantasifulde og fortællelystne indslag afløser det andet«. Mette Strømfeldt vælger at være frisk på det hele, også »en yndig scene«, hvor gadedrengen Sasja, en anden bifigur, tryller for de andre gadebørn før sengetid i miserable omgivelser. Det er for B.T.s anmelder et eksempel på, »hvor meget Davidsen slipper af sted med i denne roman«, hvor han efter hendes mening »forfører læseren til at hoppe på denne vilde historie«. »I det hele taget opfører han sig som et fandenivoldsk blandingsbatteri, der med Marcus som stilfærdig og meget dansk motor slår sig løs i multikulturel technicolor. Det er uforpligtende underholdning i verdensklasse, og med Marcus' stemme er Davidsen oppe i sproglige omdrejninger, der er ren nydelse«. Tomgang Så bliver det ikke ret meget bedre, ikke engang hos de formodede kernekunder, mændene. Ingen af dem problematiserer mande- og kvindebilledet i bogen. Hans Larsen på Ekstra Bladet nævner Davidsens »vanlige overblik og indlevelse« og mener, at de russiske skæbner står stærkt. »Bogen er ikke fri for at gå lidt i tomgang undervejs mod en til gengæld blodig slutning, fordi den er så ensidigt centreret omkring Marcus og hans refleksioner over sit liv og sit tab. Men det er nu den stil, Davidsen - efter sit store forbillede John le Carré - har valgt. Og ingen i Danmark udfører den bedre«. I sikre hænder I Kristeligt Dagblad er Michael Bach Hansen så begejstret, at han også vil have Davidsen til at skrive om et af de steder, hvor denne har været på ferie, nemlig det sydvestlige USA. »Vi vil elske en davidsensk udfordring af den kolde krigs anden store aktør«, skriver Bach Nielsen, for man »er i sikre hænder hos Davidsen, hans viden om de politiske og historiske forhold er enorm, og handlingen flyder let og roligt af sted med en behagelig vekslen mellem spændingselementer og samfundsbeskrivelse«. Mest kølig af alle og på kanten til det sarkastiske er Berlingskes Per Krogh Hansen, som således truer med at sabotere min møjsommeligt konstruerede kønsopdeling. Han anbefaler højst bogen til en lang kø i lufthavnen eller på hotelsengen efter en lang dag med indtryk. Dog finder han det (medmindre han er ironisk) »meget interessant og informativt«, når Davidsen øser af sin viden om både russisk historie, kultur og politik og japansk forretningskultur. Her er han på linje med næsten alle de andre anmeldere. »Men anskuet fra en mere litterær synsvinkel, som et stykke romankunst, er romanen en fæl affære«. Trods Davidsens »ihærdige indsats« er personerne »stereotyper alle til hobe, og så har vi endda ikke nævnt det store bagtæppe af gangstere, gadebandeledere, ambassadefolk og politimænd, der er flade som pandekager«. Per Krogh Hansen indrømmer, at det ikke er en spændingsromans formål »at illustrere og diskutere dybere psykologiske indsigter«, men han fornemmer, at Davidsen »har ambitionen om at ville andet end blot at underholde. Hvis det er rigtigt, lykkes det ikke«. Berlingske anmelder medgiver, at »plottet er lige nøjagtig godt nok til, at man hænger på«, men han ville »have foretrukket mere action og mindre snak«. Mer' vodka og action, tak Det samme siger Politikens Bo Tao Michaëlis, der ellers kalder de første 150 sider »fremragende simpelthen« og »noget af det bedste og mest besættende, Leif Davidsen har skrevet. Nogensinde«. Men også Michaëlis finder hovedpersonen flad og kedelig, og »for min dårlige smag er der for meget 'Turen går til Volga' og for lidt vodka med fatale Olga, for meget adagio med balalajka og for lidt action for slemme Ivan«. Ikke desto mindre har »Danmarks thrillerkonge« efter Politikens mening atter skrevet en både »enerverende, engagerende og gennemført lødig krimi«. Jeg ved ikke, om man skal le eller græde over, at det ikke er krimikender Michaëlis med dårlig smag og hang til sexisme, bogstavrim og sorte film, der er ved at skrive en bog om Davidsens forfatterskab. Den bog er derimod Jyllands-Postens Lars Ole Sauerberg ved at skrive, og på den baggrund er det tankevækkende, at hans anmeldelse har masser af referat og baggrund, men kun en enkelt vurdering. Den er allerede blevet citeret her i avisen. Nemlig at 'Den ukendte hustru' er »en rigtig på-kanten-af-sædet-oplevelse, der, som når den politiske thriller er bedst, også er en velinformeret og engageret, internationalt orienteret samtidsroman«. Leif Davidsen kan naturligvis godt finde et og andet at være utilfreds med i disse anmeldelser - der i øvrigt alle var på dagen. Men mon ikke både han og forlaget kan tage det helt roligt?