En af mine helte, Ludvig Holberg, får sig et skår i bind 2 af det netop udgivne storværk 'Dansk naturvidenskabs historie'. Holberg er vel om nogen vores hjemlige repræsentant for den periode, der låner sit navn fra Immanuel Kants begreb om oplysning som menneskets frigørelse fra sin selvforskyldte umyndighed: »Hav mod til at betjene dig af din forstand, er altså oplysningens motto«, sagde Kant. I perioden mellem 1730 og 1800 blev fornuften sat i højsædet, eller som Helge Kragh nok mere præcist formulerer det: »begrebet om fornuft flyttede sig fra logikken til naturvidenskaben, idet det var i naturen man kunne møde den guddommelige fornuft«. Fuldkomment bevis på Guds nødvendige eksistens Holberg havde imidlertid ikke meget tilovers for de nye naturvidenskaber. Det er som bekendt ikke Erasmus Montanus, der har vores sympati, men Jesper Ridefoged, der jo udtrykker, hvad enhver kan se med egne øjne, at »Jorden er flak som en pandekage«. Holberg vidste selvfølgelig, at Jorden er rund, men hans hovedanliggende var livsvisdom og praktisk handlen, og den naturvidenskabelige sandhed anså han i den forbindelse for mindre relevant. Den dag i dag anses naturvidenskab og teknik jo gerne som acceptable lakuner i en åndspersons dannelse. Nu som dengang er det dog en problematisk holdning. Det åndelige og det naturlige kan ikke et sekund lade hinanden i fred, og at vide noget om det ene og ikke om det andet er selvbedrag. I oplysningstiden anså man det åndelige og det naturlige for forbundet via guddommeligt forsyn. Dette naturteologiske argument blev f.eks. fremsat af fysikprofessoren ved Sorø Akademi, Jens Kraft: »Denne verden og dens skabninger skulle være de fuldkomne spejle og kendetegn på Guds allerhøjeste egenskaber ... De er det mest fuldkomne bevis på Guds nødvendige eksistens« (1753). Naturlove og fornuftslove I Danmark som i den store verden var denne opfattelse forbundet med ideen om 'tilværelseskæden', forestillingen om, at Jordens skabning dannede en ubrudt kæde af individer af stadig større perfektion. Fra den mindste mide til keruben i det høje kunne der intetsteds mangle noget i Guds skaberværk, og naturvidenskaben var ivrigt optaget af at udrydde hullerne. Men omkring 1800 skifter billedet som bekendt. Naturromantikken skyller ind over det europæiske åndsliv, og den skjulte 'ide' i natursammenhængen bliver temaet snarere end mylderet af løsrevne detaljer. Et af dansk naturvidenskabs største navne, H.C. Ørsted, blev den hjemlige hovedfigur i denne nye bølge. I 1809 udtrykker Ørsted sig på følgende vis: »Naturgrandskeren søger at bemægtige sig det Heles Idee, for derfra at kaste et større blik over delene, og fuldkommen at skue dem i deres sammenhæng«. Kragh kommenterer: »De naturlove, der optog en vigtig plads i Ørsteds begrebsverden, og som han hyppigt henviste til, var fornuftlove. De udtrykte ikke den begrænsede menneskelige fornuft, men en i naturen iboende fornuft, som igen var et udtryk for Guds tanke, og som mennesket havde del i«. Faktisk er det netop denne naturfilosofiske nerve, som bringer Ørsted til at opdage elektromagnetismen. Skønt man på Ørsteds tid nok havde noteret, at elektriske udladninger som f.eks. lynnedslag kunne påvirke magnetnåle, så var der blandt de toneangivende franske fysikere enighed om, at de to fænomener var ganske forskellige. Men med sit naturfilosofiske udgangspunkt så Ørsted gerne en forbindelse, og allerede i 1812 opfordrer han til, at man undersøger spørgsmålet. Otte år senere gør opdagelsen af denne forbindelse ham så verdensberømt.