0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Günter Grass afslører fortid i SS

Günter Grass fortalte ingen, hverken familien, vennerne, kollegerne eller offentligheden, at han som teenager gladeligt havde ladet sig indrullere i SS.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Günter Grass. - Arkivfoto: Kai-Uwe Knoth

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er den væsentlige forskel på Günter Grass og de intellektuelle, der kom før ham og blev hængt ud for deres nazisympatier eller endog -medlemskab, at han frivilligt er gået til bekendelse.

Det er ikke længe siden, at den afdøde forfatter Ole Wivel blev hevet gennem møllen, da hans livslange hemmelighed, flirten med nazismen, blev afsløret.

Og Gert Petersen, folkesocialismens rorgænger, slog sig voldsomt i tøjret i årevis, før han krøb til gabestokken.

Blev ikke tatoveret
»Det var min egen tvang, der drev mig til det«, siger Günter Grass i et kontroversielt nyt interview til Frankfurt Allgemeine Zeitung. Her erkender han, at han selv meldte sig til nazistisk krigstjeneste i 1944, men først blev optaget i Waffen-SS i Dresden året efter, da han var 17.

Indrømmelsen kommer nu, fordi Grass i næste måned udsender sine erindringer, 'Beim Häuten der Zwiebel', og det er nemlig under det intrikate lag af løgringe, sandheden gemmer sig. Som Grass gemte den over for sin familie, sine venner, sine kolleger og offentligheden.

Normalt blev nye SS-rekrutter tatoveret, men i travlheden i krigens sidste måneder var SS gået væk fra sin kutyme. Ellers havde det været svært for Günter Grass at holde på sin hemmelighed i 62 år.

Livsløgn?
I Tyskland er reaktionerne forventeligt voldsomme, men i forvejen var han en anstødssten for mange i sin irriterende insisteren på, at tyskerne påtog sig skammen oven på Anden Verdenskrig, og i sin stædige kampagne for, at sammenlægningen af de to Tysklande skete med skyldig hensyntagen ikke blot til Vest, men også til Øst.

Der vil givetvis blive fremsat krav om, at den svenske Nobelpriskomité skal tage den pris tilbage, som den gav Grass i 1999, og i hvert fald synes der enighed om, at Grass' ry, litterært såvel som menneskeligt, har lidt ubodelig skade. Hans livsværk er blevet til en »livsløgn«.

Den tyske forfatter og journalist Ralph Giordano, 83, hvis familie var truet af udryddelse under krigen, kommenterer sagen i Frankfurter Allgemeine og er anderledes mild i mælet:

»Jeg har kendt mennesker, der er blevet både 80 og 85, før de har bekendt deres fejl«, siger han. Og videre: »Så vidt jeg kan se, taber Grass ikke noget i moralsk troværdighed gennem denne åbning. Slet ikke. Det vil jeg gerne sige helt klart og umisforståeligt«.

Nu er tiden kommet
Frankfurter Allgemeines journalist kalder i interviewet Grass for forfatteren, »der ville løsne tungerne på alle dem, der havde gjort det til en livsopgave at bibeholde den gamle forbundsrepubliks fortielser og fortrængninger«. Og projektet havde, ser vi nu, et klart terapeutisk sigte.

»Det har tynget mig«, siger Günter Grass som forklaring på, at han nu ubesmykket fortæller om sin SS-fortid.

»Min tavshed i alle disse år er en af mine bevæggrunde for at skrive bogen. På et eller andet tidspunkt skulle det ud«.

Skelet i skabet
Günter Grass, hvis særlige forhold til Danmark fik ham til at købe sig et sommerhus på Møn, er en af de højest profilerede tyske forfattere og tænkere.

Det kulturradikale forfatterikon Klaus Rifbjerg udtalte til dagbladet Information i 2004, i forbindelse med balladen om den purunge Ole Wivels nazisympatier:

»Det er der aldrig nogen, der er kommet efter dem for, og hvorfor skulle man det? Tænk, hvor tosset man er, når man er ung, og hvad man kan finde på. Men det er klart, at hvis man går rundt med et skelet i skabet, og det rasler i så mange år, så er det belastende«.