Der er almindelig udholdenhed, f.eks. den, som Peter Øvig Knudsen og Lars Von Trier udviste, da de engang lavede tv sammen 24 timer i træk. Og så er der den fuldstændig ubærlige, ubegribelige, ubekvemme og uvejsomme udholdenhed, Den Ubærlige Udholdenhed, som moderne mennesker, herunder Deres Bibliopat, ikke kender det fjerneste til. Eller rettere: kun har læst om. Her i igloen (røde mursten, tegltag, kaotisk have, enorm ejendomsskat) er vi fortsat vældigt fascineret af den stamina, som danske og norske polarrejsende lagde for dagen i årene før og efter år 1900. Her er det, at en dobbeltsovepose af ulveskind kommer ind i billedet. Uden den ville Dr. Fridtjof Nansen og hans trofaste makker Hjalmar Johansen aldrig have klaret den femten måneder lange tosomhed, som de gennemlevede i 1895-96. I sidste uge så vi nærmere på, hvilken hunger efter litteratur de to ifølge Fridtjof Nansen havde. Men vi nåede ikke frem til, hvad Hjalmar Johansen i sin bog 'Med Nansen på 86 14' omtalte som de to rejsendes 'bedste ven', hør blot: »Soveposen var vores bedste ven, men den blev stivere og tungere for hver dag der gik. Af og til måtte vi vende vrangen ud på den og banke den med vores skistave. Når vi krøb ned i den om aftenen blev både den og vores klæder blødere efterhånden. Vores stakkels kroppe måtte først tø disse sager op før vi kunne få en følelse af varme i os. Alligevel længtes vi hele dagsmarchen efter det salige øjeblik, da vi endelig kunne krybe ned i posen og få varm mad i de sultne kroppe, enten det nu var labskovs, fiskegratin eller Knors supper. Efter en kop varm the, som var det bedste vi vidste, knappede vi posen sammen og lod hvilen falde på vores trætte lemmer. Når vi så vågnede til sagens slid var klæderne bløde og våde«. Ja, og lige så snart de to var ude af posen, frøs det våde tøj til is igen! Tøjet forvandlede sig til et ispanser. Lad os lige gøre et holdt her for at sikre os, at vor læser helt har forstået rækkevidden af det, han/hun lige har læst: Først maser man sig med hundeslæde gennem en uvejsom isørken i 10-12 timer, og så kommer belønningen: at ligge i en sovepose med alt sit frosne, og senere våde tøj på, hele natten sammen med en anden mand. Som med stor sandsynlighed prutter. Og snorker. Og lugter af sved (for man kan ikke vaske sig) - og som man i øvrigt hverken er dus eller på fornavn med! Og man gør det ikke i løbet af en rask weekend i Sverige sammen med en, man holder af, men i mere end et år med en mand, man ikke er særligt meget på bølgelængde med. Når man vågner, kan man ikke sige »Hold kæft, hvor du fiser, Fridtjof« eller »Hjalmar, din snorken gør mig vanvittig«. Nansen, der var 39, var et stemningsmenneske. Hans humør svingede mellem hyperaktivitet og depression. Han var forhadt af besætningen på 'Fram' og led af rastløshed, han længtes kun efter at stikke af sted med Johansen, der var ni år yngre for om muligt at nå Nordpolen til fods - en sindssyg tanke, men da først han var af sted og måtte ligge i 'Længslens Lejr' i månedsvis med Johansen, måtte han affinde sig med endnu en periode præget af rutine, monotoni. Som to bjørne i vinterhi måtte de to bare lade tiden gå - uden bøger. Nansen var intellektuel, Johansen var praktiker. Nansen følte ikke, at samtalerne med Johansen inspirerede ham. Nansen var chefen, men i isørkenens øde var det praktiske færdigheder, der talte. Hierarkiet blev udfordret. Nansen kunne ikke håndtere, at Johansen var ham overlegen i betjeningen af hundene. I sin dagbog skrev Johansen om Nansen: »Uomgængelig og ubehagelig selv i de mindste ting - og i allerhøjeste grad egoistisk«. Men om natten var de to igen nødt til at krybe tæt sammen for at overleve. Efter et års rejse foreslog Nansen dog til Johansens glæde, at de skulle være dus - på fornavn, som var noget ganske andet for datidens mænd, kom de aldrig. Men soveposen sikrede, at de overlevede, og Nansen kunne vende hjem i triumf og mange år senere få en Nobelpris. Hans verdensberømmelse katapulterede ham frem i allerforreste række i den unge norske nation. I det såkaldte 'vintereventyr' 'Nansen og Johansen' kunne Klaus Rifbjerg for en håndfuld år siden ikke dy sig for at lade den berømte dobbeltsovepose inspirere til en fortælling om hed homoerotik. Af den slags heteroseksuelle mænd efter sigende kan hen- eller forfalde til, når omstændighederne er til det. Romanen er en af Rifbjergs bedste i lang tid, men det er nu aldrig godtgjort, at Nansen og Johansen delte andet end prutter og snork. I sin dagbog skrev Johansen, da det endelig begyndte at lysne efter de mange måneder sammen med chefen: »Aldri noen vår har vakt/ Følelser så sterke. Aldrig har med slik en makt/ Våren sats sitt merke: Tre års liv i snø og is er stridd ut ved vårens lys«. Hvor ville han dog gerne hjem. I næste uge kulminerer vor serie om bøger og mænd og soveposer i det kolde Nord. Johansen kom tragisk af dage, men vi har overraskende nyt om en lille håndfuld af hans - pæredanske - efterkommere, der gudhjælpeos bor i samme by som Bibliopaten!

Quiz : To søstre, den ene lever i fornuftens rige, den anden i følelsernes. Den førstes fornavn begynder med E, den andens med M. De to lever i attenhundredtallets England, mange har set filmen. Hvad hedder romanen?

PATTYPOST
I sidste uge efterlyste vi navnet på en engelsk roman, der begynder således: »Den epoke, der blev vor, er hovedsagelig tragisk. Derfor vægrer vi os ved at tage den tragisk. Stormfloden har været over os, vi står mellem ruinerne, vi er begyndt at bygge nye små boliger og nære nye små håb«.

D.H. Lawrence
Kære Bibliopat

Citatet fra sidste weekends quiz stammer fra D.H. Lawrences sidste roman 'Lady Chatterley's Lover', hvis claim to fame vel primært er den retssag, som i 1960 udspillede sig i England i kølvandet på Penguins udgivelse af det obskøne værk - 32 år efter dets tilblivelse! Blandt de prominente vidner var forfatteren E.M. Forster, og sagen endte naturligvis med, at bogen blev pure frikendt, så Tom Lehrer bare fem år senere uden frygt for repressalier kunne synge: »Who needs a hobby like tennis or philately? I've got a hobby: rereading Lady Chatterley«. Lawrence selv holdt sig heller ikke for god til at ironisere over bogens oprindelige kranke skæbne:

They say I wrote a naughty book
With perfectly awful things in it,
putting in all the impossible words
like b- and f- and sh-.

Most of my friends were deeply hurt
and haven't forgiven me yet;
I'd loaded the camel's back before
with dirt they couldn't forget.