At der har været massiv opmærksomhed omkring poesien de seneste år, kommer nok som en overraskelse for de færreste læsere af Politikens bogtillæg. Præmieeksemplet – som samtidig er et virkelig dårligt eksempel, fordi det er enestående – er selvfølgelig Yahya Hassan, der solgte 120.000 eksemplarer af sin debutdigtsamling og satte digte på dagsordenen som en form, som emner af en bred offentligheds interesse kunne formuleres i.
Da TV 2 News i november 2013 ikke alene sendte direkte fra hans oplæsning i Vollsmose, men også, da de kortvarigt afbrød sendingen for at få en kommentar fra finanslovsforhandlingerne, der på det tidspunkt var i slutfasen, lod billederne fra Fyn køre videre nede i hjørnet ledsaget af meldingen »Vi vender tilbage til digtoplæsningen om lidt«, tog jeg benovet et billede af min tv-skærm.
Også det er selvfølgelig et dårligt eksempel, fordi det trods alt ikke var digtene, men sikkerhedssituationen omkring oplæsningen i hjertet af ghettoen, der var breaking news. Alligevel indkapslede absurditeten ved, at en digtoplæsning overhovedet var nyhedsstof, en mere generel oplevelse af, at poesien i den første halvdel af 10’erne brød gennem en form for lydmur.
Og opmærksomheden er der endnu. I år, i marts, var Politikens Litteraturpris, for nu at vælge et nærliggende eksempel, dedikeret til poesien. Men hvorfor er poesien blevet så populær? At tale om i det mindste? (For jeg må indrømme, at jeg hverken kender salgs- eller udlånstal, der kan vise, om der rent faktisk læses mere poesi).
