Den objektive kunsthistorie, der rider på videnskabernes bevingede hest, er heldigvis ikke længere alene om at bestemme den måde, vi kan skrive og tale om kunsten på.

Da jeg begyndte at studere kunsthistorie i år 2000, var den biografiske læsning – den, som mener, at kunstværkets motivation og fortolkning skal findes i kunstnerens eget liv og egen historie – upopulær og underlødig. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Kunsthistorien nu drives også af begær, følsomhed og ikke mindst nysgerrighed.