Der står en halvstor pige oppe på en stol. I søstøvler og gammeldags tækkeligt rygknappet kjole, midterskilning og fletninger, med ryggen til os og blikket rettet mod en klippeø ude i havet. Anna Ancher eller Carl Larsson kunne have malet hende, men det var den geniale norske illustrator Stian Holes 2014-forside til romanen ’De usynlige’, forgængeren for denne.
Verdenskrigen var overstået, og ingen vidste endnu, at det kun var den første. Øen hed Barrøy, pigen hed Ingrid, og mentalt har hun ikke kunnet slippe den ø af syne lige siden. Men nu, da Anden Verdenskrig er brudt ud og Norge besat, er begge hendes forældre døde, Ingrids glade underbegavede faster Barbro er på hospitalet, og hendes søn med en forbipasserende svensk arbejder, fætter Lars, fisker på Lofoten. Alligevel dropper hun som 35-årig sit job ’i fisken’ inde på hovedøen og roer ud til sin barndoms ø for igen at bo der.
Mutters alene.
Det projekt kræver robust livskunst og alsidigt håndelag for at rigge fiskegarn op mellem holmene, røgte garnene og bøde dem, hugge brænde, tætne tag eller vinduer, bygge edderfuglereder, rense dun – og ro og ro, i al slags vejr, om end den lange tur ind til Handelen efter nødvendigheder som mel, salt og petroleum foretages så sjældent som muligt.
