I aften går stockholmerne til urpremiere på teaterstykket ’Århundradets kärlekskrig’. Selve krigen har larmet et stykke tid, idet skuespillet, som Kulturhuset Stadsteatern lægger scene til, er baseret på litteraturprofessoren Ebba Witt-Barttströms debutroman fra 2016 om et ægteskabs endeligt. Hendes eget?
Medierne har spekuleret og sladret, for dels er Brattström god for skarpe meninger om køn og parforhold, dels peger hendes roman lige lukt ind i den nordiske tradition for at skrive virkelighedens samlivskriser ind i fiktionen. Ja, med sin dedikation til svenske Strindberg og finske Märta Tikkanen er det svært ikke at skele til hendes eget lange ægteskab med forfatteren og litteraten Horace Engdahl, ligesom læsere af Märta Tikkanens feministiske nyklassiker ’Århundredets kærlighedseventyr’ i sin tid havde forfatterens alkoholiserede kunstner- og forfattermand Henrik Tikkanen i baghovedet.
Ikke kun titlerne, hvor Märta Tikkanens kærlighedseventyr er blevet til Witt-Brattströms kærlighedskrig, taler til hinanden, det gør mændene i al deres kunstnerforfængelighed også:
»Jeg hader halvfjerdserne. Ingen så mig«, klynker manden i ’Århundredets kærlighedskrig’. Som et ekko af hvad manden i Tikkanens prosadigte siger, vel at mærke i 1978:
