Det er ikke nok at pege fingre af det bestående. Vi må også være et alternativ til det, vi kritiserer. Det mener kollektivet bag tidsskriftet Mycelium.
Foto: Nanna Navntoft

Det er ikke nok at pege fingre af det bestående. Vi må også være et alternativ til det, vi kritiserer. Det mener kollektivet bag tidsskriftet Mycelium.

Bøger

Reportage: Til messe i Mayhem – med Thales, Sade og Beyoncé

Det var langt fra bål og Bloksbjerg, da gruppen bag tidsskriftet Mycelium sidste fredag inviterede til heksering i grænselandet. Med ritualet og kollagen som våben udfordrer de den herskende orden og forsøger at skabe alternative rum for fællesskaber.

Bøger

Da jeg træder ind i det rå lokale på spillestedet Mayhem i Ragnhildgade, et sted i ingenmandslandet mellem Østerbro, Nørrebro og Nordvest, mødes jeg af en særlig stemning. To hvidklædte kvinder med tomme blikke byder velkommen og serverer en bitter rød væske. På gulvet er malet en cirkel, en heksering? Bagest i rummet står syv kutteklædte personer i en halvcirkel, deres ansigter er skjult. Publikum runder cirklen af.

Et atmosfærisk, droneagtigt lydlandskab og et bagtæppe med skiftende illustrationer akkompagnerer oplæsningen, der langsomt tager form. En person træder ud af halvcirklen og bevæger sig hen til mikrofonen: »Bliver pladsen for trang, må det skyde frem«, lyder det, og det er både en biologisk observation og en samtidsdiagnose, finder jeg hurtigt ud af.

Svampevækster

Jeg er til heksering – en okkult performance, eller et rituelt eksperiment, som gruppen bag hellere kalder det. De er nemlig hverken skuespillere eller performere, men en gruppe af kunstnere og akademikere, der arbejder i grænselandet mellem æstetik og politik. Det forklarer de mig, da jeg et par dage senere møder to af myceliets medlemmer til kombucha-te (den bitre røde væske!) i en lejlighed på Nørrebro:

»Myceliet var en lille gave. På et metaforisk plan spejler det vores bestræbelser på at etablere et fællesskab, der er større end summen af de individer, der træder ind i det. Som med myceliet udvikler sporene sig i uventede retninger. Vi ser det som en åbning mod noget andet, mod nye fællesskaber«.

Mycelium henter sit navn fra naturens rige, hvor myceliet betegner svampenes underjordiske og vidtforgrenede celletråde. Når pladsen bliver for trang, skyder myceliet op i cirkler, i hekseringe, der i folkemytologien har givet anledning til et overmål af teorier af okkult art.

Det særlige ved en mycelisk struktur er, at mens den vokser udad i alle tænkelige retninger, æder strukturen samtidig sit eget centrum. Det spejler gruppens forsøg på at modarbejde en »individualistisk-kapitalistisk« tendens, hvilken myceliets medlemmer ser som allestedsnærværende. Som en reaktion herpå arbejder de med en kollektiv udsigelse; de er anonyme og afstår fra at bruge det personlige pronomen jeg.

Det handler om at genetablere en kunstnerisk kritik, der ikke blot vil være kommentar til det bestående. Vi må også være et nyt fællesskab, der ansporer en anden måde at være sammen på.

Okkult mindfulness?

Tilbage på Mayhem afløser den ene oplæser den anden, men de siger noget nær det samme: »Hvis vi vender eksistensen på vrangen, hvem er da den syge, hvem er da den perverse«, spørges der lavmælt.

Oplæsningen udarter sig som noget, der ligner en essayistisk og manifestagtig kollage, et miskmask af citater og tanker, der skaber forbindelser på tværs af tid og genrer – fra Thales, den første filosof, over skandaleforfatteren Marquis de Sade til superstjernen Beyoncé. Teksterne kredser om ekstase og opløsning, vildskab og perversion, men både fremførslen og stemningen omkring mig er rolig og uskyldig. Størstedelen af publikum sidder på gulvet og ryger cigaretter, ved siden af mig sidder et par og holder om hinanden.

Foto: Nanna Navntoft

Pludselig træder fem af de syv frem og danner en ny ring; den ene hæver hånden og ytrer en remseagtig mumlen. De andre stemmer messende i.

Det er smukt, nærmest symfonisk, og der hersker en ro, som jeg ikke havde forventet.

En art okkult mindfulness, drister jeg mig til at sige, da vi et par dage senere taler om arrangementet.

De to Mycelium-medlemmer griner og påpeger, at det langtfra var intentionen, men at projektet også har eksperimentets form: »Det er ikke en forestilling, vi har skrevet, det er et åbent format, men vi kunne nok godt have været mere vilde. Vi overvejede mulighederne«.

I kredsede meget om vildskab og perversion. Hvorfor?

»Vi ser et kritisk potentiale i det ekskluderede, i det, samfundet ikke kan rumme og derfor skiller sig af med – om det så er heksen, bådflygtningen eller den perverse«, siger de, mens de drager paralleller til fascismen i første halvdel af det 20. århundred, »det ligner det, vi så for hundred år siden, og det bliver vi nødt til at udfordre ved at skabe andre fællesskaber, hvor der er plads til det ekskluderede«.

Plads til afvigere

For Mycelium er det vigtigt at være lydhør over for andre stemmer, og de gør derfor meget ud af at understrege, at de står på skuldrene af og taler ind i nogle bevægelser, der altid har fundet sted: »Det er ikke noget, vi griber ud af den blå luft. Vi er et fællesskabseksperiment, og dem findes der mange tidligere udgaver af«, siger de og henviser til kollagen som udtryksform: »Ikke som en historieskrivning, men som en aktualiseret samtale, der finder sted på kryds og tværs – en mulighed for en anden og ny fortælling«.

At betragte det som et eksperiment uden endegyldigt facit er vigtigt, understreger de og uddyber: »Splittelsen er iboende i fællesskabet. Alligevel handler det om at overgive sig til at være skrøbelig og udleveret. Det kræver både tillid og ansvar, og at man forsøger at modarbejde nogle af de her individualistiske og forfængelige tendenser i én selv«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvor fanden blev dansen af?

Tilbage på Mayhem bringes seks publikummer knælende ind i ringen.

Med nadveragtig ynde og koncentration får de serveret et stykke svamp – tror jeg.

Foto: Nanna Navntoft

Mod slutningen, efter godt to timer, accelereres oplæsningen, referencerne bliver samtidspolitiske, og man fornemmer, at det hele bevæger sig mod et klimaks, en stor finale. Det sitrer. Der tales om dansen, ikke som selskabelig hygge, men som epidemi – som ’dansepesten’ f.eks. fandt sted i Strasbourg i 1518. Her brød store menneskeskarer mere eller mindre spontant ud i ekstatisk dans, hvilket er blevet tolket som alt fra et udtryk for massehysteri til et eksempel på en politisk manifestation. Mycelium abonnerer på sidstnævnte tolkning:

»Dansepesten er en åben invitation, en hobbykniv trukket hen over det sociale felt«.

Ingen tager imod invitationen, ingen danser.

»Vores opgave er nu at repolitisere og rehabilitere dansen, den smittende dansepest som politisk manifestation, redde den ud af historiens vrag, rette den op, børste støvet af dens skuldre og i denne krisetid bruge dansen som en integreret del af den politiske vækkelse. Tiden er ikke til at sidde, ikke til at stå, ikke til at marchere. Tiden er til at danse. (...) Se det for jer! Dansen er alles!«.

Det bryder ud om lidt, tænker jeg, men så kommer stilheden. De forsøger at finde ud gennem de hvide klæder, og da det lykkes, forsvinder de en efter en. Lyset tændes, og folk klapper,men stemningen er uforløst. »Hvor fanden blev dansen af«, udbryder Marine, der står ved siden af mig.

Kunsten skal ikke blot pege fingre

Over teen på Nørrebro taler vi videre. Intentionen med hekseringen var at skabe fornemmelsen af et fællesskab, en mulighed for at træde ind i et rituelt rum.

Det er nemlig ikke nok blot at diagnosticere, man må også ændre rammerne for, hvad der er muligt: »Det handler om at genetablere en kunstnerisk kritik, der ikke blot vil være kommentar til det bestående. Vi må også være et nyt fællesskab, der ansporer en anden måde at være sammen på«, siger de.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mycelium udgiver også skrifter i bogform, men det er ikke heri, det væsentlige består.

»Den kollektive rituelle udsigelse kan udfordre bogformatet – ikke at det klassiske bogformat er dødt eller skal dø«. »Se bare der«, siger den ene og peger på en væg-til-væg-reol med en bugnende bogsamling. »Vi elsker bøger, men der er ting, som ikke lader sig udtrykke i tekst. De udgivne skrifter er mere aftryk af en udsigelse eller en proces, en slags dokument over, at der er fundet en kollektiv begivenhed sted«.

For de to medlemmer har desillusion over de klassiske politiske positioner været en afgørende faktor for arbejdet med Mycelium.

»Jeg gider det ikke mere«, siger den ene, mens den anden nikker. »Præmisserne for den politiske samtale og handling er simpelthen for ringe. Man taler om nødvendighedens politik, som om den ikke var ideologisk inficeret. Det er derfor, vi arbejder med begrebet politisk poetik. Vi står ved, at vi har en position. I den her tid, der er en krisetid på så mange fronter, at det nærmest er uoverskueligt, er der brug for alternative fortællinger og alternative muligheder. Det er Mycelium et eksempel på«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce