Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I sin bog ’Økonomen Houellebecq’ undersøger Bernard Maris økonomikritikken i Michel Houellebecqs skønlitterære forfatterskab.
Foto: Steen Wrem

I sin bog ’Økonomen Houellebecq’ undersøger Bernard Maris økonomikritikken i Michel Houellebecqs skønlitterære forfatterskab.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Økonom: »Ingen anden har som Houellebecq evnet at indkredse det økonomiske ubehag, der fortærer vores samfund«

I sin bog om Michel Houellebecqs forfatterskab kritiserer økonomen Bernard Maris økonomiens tidsalder for at fortrænge kærligheden og døden.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Økonomen Maris har skrevet ’Økonomen Houellebecq’. Bernard Maris var rent faktisk økonom, Michel Houellebecq er forfatter, men begge er de hvasse kritikere af økonomien som vor tids religion. Maris’ bog åbner som en hyldest til romanforfatteren generelt: »Ingen filosof er i stand til at nå frem til blot en hundrededel af den sandhed, man finder i en stor roman« – og fortsætter som en hyldest til Houellebecq specifikt: »Ingen anden har som han evnet at indkredse det økonomiske ubehag, der fortærer vores samfund«.

Maris afsøger og spidsformulerer økonomikritikken i Houellebecqs forfatterskab: »Økonomien er (...) en præcis, ondsindet, skadelig ideologi, der er værre, end religionerne var. For alle religioner, selv den mest idiotiske, har noget af fantasiens kraft i sig«. Økonomien er en »moral af stål«, der tilsiger os at handle efter en »cost-benefit-kalkule« i alle livets forhold: »Er du altruist? Så er det, fordi du er egoist og rationel i din generøsitet, som vil indbringe dig et eller andet udbytte. (...) Hænger du dig selv? Så har du regnet ud, at dit liv ikke længere var noget værd, og du har sparet op til et reb«.

Økonomismen hviler på en forestilling om, at mennesket i sit væsen er rationelt, beregnende og beregneligt, men fortrænger, at mennesket har to »alvorlige handikap«: kærligheden og frygten for døden.

Som man kan høre, er kritikken ikke uden humor, og Maris finder også humor hos Houellebecq – derimod ingen kynisme. Det kan måske undre, al den stund Houellebecqs romanuniverser, med deres skildringer af mennesket – prototypisk mellemlederen – som enten umættelig eller deprimeret forbrugsmaskine, kan forekomme kyniske, i betydningen uden tro på kærligheden.

Men som alle store romaner er også Houellebecqs bøger kærlighedsromaner, hævder Maris. De viser, at »vores epoke er vanvittig, for så vidt den søger at lægge låg på alt, hvad der plager og altid vil plage menneskene ind til verdens ende (en houellebecqsk hypotese): kærligheden og døden«.

Økonomismen hviler på en forestilling om, at mennesket i sit væsen er rationelt, beregnende og beregneligt, men fortrænger, at mennesket har to »alvorlige handikap«: kærligheden og frygten for døden.

Maris’ tanker forekommer præget af den franske psykoanalyse. Også den vil insistere på kærligheden og døden som irreduktible menneskelige grundvilkår. Også den vil definere ’begæret’ som noget, der er »født til aldrig at blive tilfredsstillet«, hvilket den liberalistiske økonomi slår plat på ved »uophørligt at stimulere grådigheden og dermed utilfredsheden og ulykkesfølelsen«.

Også den vil skrive under på, at »det forbigåendes uendelige pulsering« (Houellebecqs formulering) er sandheden om den åh så vitale økonomiske aktivitet, og den vil kalde denne sandhed, denne pulsering, for dødsdriften.

I sin kritik af reklamerne bruger Maris åbenlyst et begreb fra psykoanalysen, når han henfører dem til »et frygtindgydende og strengt overjeg, der er meget mere ubønhørligt end nogen som helst lov og sædvane«.

Buddet fra dette overjeg lyder: »Du bør begære. Du bør være attråværdig«. Overjeget således forvandlet fra et forbud mod nydelse til et påbud om nydelse er det, som den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kalder det obskøne overjeg. Det skriger til os fra Houellebecqs romaner, og Maris hører det, at dette overjeg ikke er en mindre streng herre at være underkastet end dets ’pæne’ tvilling. Hvis vi før skulle nyde at gøre vores forbandede pligt, er det nu vores forbandede forbrugerpligt at nyde.

Eller som Maris siger det: »Reklamerne er et kategorisk imperativ, der er meget strengere end Kants imperativ«. Når Maris herefter anklager Paulus for med sin strenge kristne moral at have banet vejen for reklamernes strenge overjeg, går han imidlertid galt i byen. Paulus var tværtimod den første, der opdagede det obskøne overjegs mekanik – det, at forbuddet mod nydelse som sit ekko har påbuddet om nydelse: »Først ved Loven lærte jeg synden at kende«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Bernard Maris er død, han blev et af ofrene for attentatet på Charlie Hebdo, der med skæbnens sorte ironi fandt sted samme dag som udgivelsen af Houellebecqs islamist-kritiske roman ’Underkastelse’.

Maris formulerer for så vidt ikke en ny kritik af den liberalistiske økonomi. Men han ekstraherer den af Houellebecqs romaner, og han spidsformulerer den på revitaliserende vis: »Kapitalismen henvender sig til børn, hvis umættelighed, ustandselige forbrugsbegær går hånd i hånd med fornægtelsen af døden«. »Der findes ikke nogen økonomisk videnskab; det, der findes, er lidelsen, som skjules bag udbuddet og efterspørgslen«.

Nu har jeg i denne anmeldelse skrevet om Bernard Maris i nutid: »Maris spidsformulerer«, »Maris hævder«, »Maris afsøger«.

Men Bernard Maris er død, han blev et af ofrene for attentatet på Charlie Hebdo, der med skæbnens sorte ironi fandt sted samme dag som udgivelsen af Houellebecqs islamistkritiske roman ’Underkastelse’. Den viden kastede sin skygge over min læsning af bogen – men så brød alligevel nutiden igennem, den meget levende stemme og højst aktuelle kritik, der taler til os fra skriften.

Maris er død, men Maris lever. Æret være hans minde, æret være hans levende, kritikvitaliserende skrift.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden