Efter at have læst ’Bogotana’ står det uklart for mig, hvorfor Dea Sofie Kudsk skulle skrive en roman. Jeg kan se nogle stilistiske ambitioner, og jeg ser et eller andet gøre sig gældende på sætningsniveau, selv om det også kommer til at drille mig lidt, at sætningerne, selv om de lukkes ud i den store verden, ofte synes at kredse kækt om deres egne små konstruktioner.

Først bemærker man de demonstrative helsætninger: »Vi snakker engelsk. Han viser mig min seng. En underkøje i den ene ende af rummet. Der er seksten sengepladser. Men mange af sengene står tomme. Rygsækken glider ned ved siden af sengen«. Osv.