Kommentar: På Kulturværftet i Helsingør er man ikke bange for reoler

For et års tid siden brugte jeg her i sektionen en del energi på at kommentere de omfattende kassationer, som finder sted særligt på de københavnske folkebiblioteker, hvor bekymrende mængder af bøger er blevet smidt ud med mere eller mindre luftige henvisninger til det moderne biblioteks mange andre opgaver end de strikt litteraturformidlende.

Man kan se det på Hovedbiblioteket i Krystalgade i København, der fremstår som bibliotekarfrit selvbetjeningsområde, men til gengæld har plads til Borgerservice m.m. Plus hundrede unge, der drikker kaffe, mens de skriver på deres MacBook.

Debatten om folkebibliotekernes opgaver og prioriteringer og markante forvandling de senere år er demokratisk set uhyre vigtig, men ikke særlig synlig, og det var sigende for mig, at mange bibliotekschefer følte sig decideret forurettede over mine kommentarer, mens masser af menige bibliotekarer, der i mail til mig insisterede på at være anonyme af frygt for fyring, luftede deres bekymringer både for bogsamlingerne og deres egen faglighed i den fagre nye biblioteksverden.

Som en af dem skrev: »Vi arbejder ud fra devisen ’Til bøger vi ej har plads, til gengæld leverer vi dit pas’«.

Men måske de har fundet løsningen på, hvordan et moderne bibliotek bedst passer på sin bogsamling, i Helsingør? I hvert fald fik Biblioteket Kulturværftet i Hamlets by for nylig prisen for årets bedste bogsamling, som er indstiftet og sponseret af Danske Skønlitterære Forfattere, for netop at hylde det, man i foreningen betragter som bibliotekets kerne – den gode fysiske bogsamling.

Når ’Årets Bedste bogsamling’ gik til biblioteket i Helsingør, er det, som Jan Thielke, formanden for de skønlitterære forfatteres forening, sagde det i sin tale ved prisoverrækkelsen, fordi man »er så lidt bange for reoler, at man ligefrem tillader nogen at være cirkelrunde – og selvfølgelig fyldt med bøger«.

I alt blev 102 biblioteker indstillet, og Thielke fortalte i sin tale både om den ildhu og kærlighed til bibliotekarer og det lokale bibliotek, som mange havde fremhævet, men også, at en del benyttede lejligheden til at beklage sig over nedskæringerne på deres lokale bibliotek.

Men hvad er det så egentlig, de gør i Helsingør? Hvordan får de plads både til nye titler, der hele tiden skal købes ind, og alle de gamle? Hvordan håndterer de egentlig det moderne biblioteks udfordringer i Helsingør?

Det ringede jeg og talte med bibliotekschef Søren Mørk Petersen om, og for ham handler det om, at man arbejder med kerneopgaven, som er litteraturformidling, i både bredden og dybden.

»Vi er en kultur- og dannelsesinstitution, som er forpligtet på at formidle litteratur. Det er der ingen andre, der er, og det er vores udgangspunkt, og opgaven bliver så at gøre vores bogsamling relevant i forhold til det, borgerne gerne vil have«.

Det lyder lidt fluffy. Hvad gør I med det, de ikke vil have, det, som ikke bliver udlånt?

»Hvis bibliotekarerne oplever, at en bog eller et forfatterskab ikke har noget lånerliv, ja, så kan opgaven meget vel blive, at vi skal gøre noget ekstra. Noget udadvendt. F.eks. i form af udstillinger eller særlige arrangementer«.

På Biblioteket Kulturværftet havde de sidste ord festivalen nORD, hvor en forfatter som norske Kjell Askildsen var i fokus.

»Han kunne ikke selv komme, han er en ældre herre, men så fik vi andre forfattere til at fortælle om hans betydning. Vi skal som bibliotek vise den mangfoldighed af skrift, der er, og det handler om bredden i udbuddet. Men vi skal også tænke i dybden og være formidler af selve litteraturhistorien, og det gør man ikke kun med den konkrete bogsamling, man har, men også med udstillinger, festivaler, læsekredse m.v.«, siger Søren Mørk Petersen. Biblioteket Kulturværftet har bl.a. haft udstillinger med fokus på Thomas Moores ’Utopia’, ’Ulysses’ af James Joyce og – naturligvis – bysbarnet ’Hamlet’, der som bekendt residerer på byens gamle slot ved sundet.

Hvad angår kassationer, skærer Mørk Petersen igennem. Hans bibliotek kasserer rigtig meget og befinder sig hele tiden i kontante afvejninger af, hvad der skal have lov at blive i den fysiske materialesamling.

»Vi køber rigtig mange nye titler, som der skal være plads til, så vi kan ikke have alt. Det hele handler om, hvordan du arbejder med bøgerne. Det er kun dårligt at kassere, hvis der kommer en dårlig bogsamling ud af det, og vi accepterer ikke nødvendigvis, at vi skal smide bøger ud, som vi bare ved er gode. Så bruger vi de værktøjer, vi har til rådighed, og vi påtager os et ansvar over for samlingen og litteraturhistorien gennem arrangementer, udstillinger osv. Som når vi trækker ældre nordiske forfattere frem og sætter lys på dem, vi arbejder kuratorisk, for nu at bruge et begreb fra museumsverdenen, både i forhold til samling og formidling«, siger han.

I Helsingør ligger Borgerservice ikke på bibliotekerne, men det gjorde det i Albertslund, som Søren Mørk Petersen har en fortid fra, og han svarer nej, da jeg spørger ham, om det moderne folkebibliotek er under pres.

»Da bibliotekerne i Albertslund fusionerede med Borgerservice, førte det til, at vi oprustede voldsomt under litteraturen, netop for at folk kunne se, at det er et bibliotek, de kommer ind i. Om der er Borgerservice eller ej, skal alle, der kommer ind i et folkebibliotek, i berøring med litteratur«.

Søren Mørk Petersen tilføjer, at den viden om litteratur og om, hvordan man skaber fællesskaber, sagtens kan bruges »til at løfte andre velfærdsopgaver«, hvis det måtte være opgaven. Men altid med litteraturen i fokus.

Og altså også med udstrakt vilje til at vække bogsamlingens eventuelt slumrende titler af Tornerosesøvnen i form af diverse aktiviteter i stedet for bare at gøre kort proces og smide dem ud.