Børge Outze gemte sig bag en reol, da det ringede på døren.
Godt nok havde tyskerne netop ladet ham flygte, og godt nok var det meningen, at han skulle rejse videre til Sverige. Men i november 1944 kunne man ikke være sikker på, om en aftale var en aftale. Slet ikke, når man hed Børge Outze og var en af landets mest betydningsfulde modstandsfolk.
Klokken var seks om morgenen, da en mand ved navn Carlsen som aftalt kom og hentede Børge Outze på Øster Søgade ved Søerne i København. Her havde Outze holdt sig skjult siden sin dramatiske flugt fra en tysk fangetransport to dage tidligere.
De to mænd kørte i en taxa gennem byen, og Børge Outze var nervøs under turen. Han havde intet identifikationskort på sig, så hvis han blev stoppet, ville det hele være slut. Tyskerne havde ladet ham stikke af, men de havde også gjort det klart, at han var på egen hånd - og hvis han blev fanget igen, ville han ikke få en ny chance.
