Ida Holmegaards stemme er uimodståelig, hendes sprog er fængende og fortællingen eksistentiel funderende. Hendes anden bog kredser stille og køligt om mulige katastrofer i en en lille familie.
At læse Ida Holmegaard er som at se vaniljeis smelte.
Det er ikke sådan, at der ikke sker noget i hendes bog, snarere er det, som om nogle helt små begivenheder pustes op, stiger til vejrs som lysende sæbebobler, eller som julepynt (et tilbagevendende motiv), i mørket, inden de skal briste og fordufte, og der kun er mørket tilbage.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
