Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Line Kjeldsen Jensen går rundt med tre børn og en ’lortefod’ i kolonihaven, mens hendes musikermand er på turné og bliver tiljublet af fans
Tegning:: Line Kjeldsen Jensen

Line Kjeldsen Jensen går rundt med tre børn og en ’lortefod’ i kolonihaven, mens hendes musikermand er på turné og bliver tiljublet af fans

Bøger

Antiæstetikken hersker hos de unge tegnekvinder

Line Kjeldsen Jensen tegner varmt og livligt fra sin børnekaotiske hverdag, mens Anna Sofie Mørch Bendixens primitive streg rammer raffineret ned i to 13-årige veninders ’nice’ og ’fråderen’ liv.

Bøger

De puttenuttede prinsesser er endegyldigt stedt til hvile sammen med de alt for pæne piger. Hos de danske tegnepiger, som efterhånden giver tegnedrengene både kamp til stregen og kam til deres hår, er der ikke mange spor tilbage af den kønne streg og den uskyldige skarnstreg.

Antiæstetikken hersker, uanset om man ser på Rikke Villadsen og Rikke Baks henholdsvis grove og naivistiske streg eller på Maren Uthaugs tændstikkvinde.

Er der et eller andet sted i det et oprør imod pigernes traditionelle pænhed? Ja, selvfølgelig er der det. Men det har der været længe, og det er en reaktion, som fører til mange spændende og forskellige udtryk, hvor det stilbevidste og den æstetisk affærdigende hjemmestrik indtager hver sin position.

Viften af udtryk er ikke blevet mindre bred, i takt med at stadig flere tegnere bliver født på nettet. Her taler man om zine snarere end graphic novel og bygger sin læserskare op på Instagram. Her kan man samle sig et følge og tage tilløb til et spring ind i papirets trods alt stadig forjættede verden. Som det nu sker for Anna Sofie Mørch Bendixen på Forlaget Forlæns og Line Kjeldsen Jensen på Forlaget Fredag.

I begge tilfælde er der tidstypisk tale om tegneserier, der måske forholder sig til fantasier, men ikke i sig selv dyrker det fantastiske. De tager udgangspunkt i et genkendeligt pige- og kvindeliv, men gør det, især i Bendixens tilfælde, med en streg så krøllet, at ordet realisme ikke ligger lige på tungen, selv om den definerer spillereglerne.

Kaotisk hverdag

Mest konventionel, tilgængelig og lige til at lune sig ved er Line Kjeldsen Jensens ’Hver dag starter det forfra’. En selvironisk frontberetning fra et moderne dansk familieliv i et kolonihavehus på Amager. Her bor Line med sin musikerkærest, Rune, og tre børn i et hyggeligt kaos, som er såre genkendeligt. Børneliv er lig med kaos og liv i kludene, men da Line i 2016 begyndte at tegne scener fra hverdagen, var det, fordi situationen var mere end almindelig kaotisk.

Kæresten var konstant på turné, og samtidig blev en Line på barselsorlov med sit tredje barn ramt på førligheden. Pludselig kunne hun ikke støtte på den ene fod og fandt sig selv lænket til hjemmet på en måde, hun som moderne caffe latte-mor ikke var vant til. Lortefoden, som hun lakonisk døber den genstridige legemsdel, indtager en passiv hovedrolle i dramaet.

Som grafisk designer er Line Kjeldsen Jensen i besiddelse af en dygtig streg og et klart blik for det grafiske udtryk, men i sine daglige tegninger forbeholder hun sig retten til at skifte stil og beholde streger, som en streng lærer ville have krævet fjernet.

Lortefod og fuglerede

Resultatet er både varmt og livligt. Det børnekaotiske rod får lov til at flytte helt ind i tegningerne, og effekten er langt det meste af tiden afvæbnende med to blebørn og en sarkastisk teenager på banen. Man bliver ikke perfektionist med tre unger på slæb og en mand, der er ude at tjene til føden, mens han bliver feteret af jublende fans. Der er kønne kvindfolk derude i den virkelige verden. Ikke en situation, man altid tager i stiv arm, når man er bundet til hjemmet med en lortefod, ligner en prøveløsladt fuglerede og synes, at det hele er lidt op ad bakke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Line Kjeldsen Jensens projekt har en del til fælles med både Maren Uthaugs striber og Signe Parkins’ tegnede årbog ’Signe Parkins & Drawings’. ’Hver dag starter det forfra’ har ikke Signe Parkins’ sårbarhed og renhed i udtrykket, men er til gengæld mere robust og humoristisk. Det hele er lidt rodehovedet på en ret skøn måde, som er fuldstændig renset for Uthaugs demonstrativt selvbevidste selvironi.

Line Kjeldsen Jensen har alt for travlt med at overleve til at have tid til at vrænge på næsen ad sig selv og sine omgivelser. Kender man en børnemor eller -far derude, som en gang imellem ser lidt træt ud i betrækket, kan de have godt af at spejle sig lidt i Line Kjeldsen Jensens hverdag. Så kan de både føle sig lidt ovenpå og få et godt grin. For når man har småbørn, bor man uanset adressen altid lidt i et kaotisk kolonihavehus.

Teenagerne Lissi og Kis fråder over take away-pizzaer. Tegning: Anna Sofie Mørch Bendixen
Foto: Line Kjeldsen Jensen og Anna Sofie Mørch Bendixen

Teenagerne Lissi og Kis fråder over take away-pizzaer. Tegning: Anna Sofie Mørch Bendixen

Sygt fedt

Antiæstetikkener mere demonstrativ i de groft opridsede beretninger om de to 13-årige veninder Lissi og Kis, der driver og dovner sig igennem dagene, mens de fabler om pizza og rumvæsner, udveksler »nice« og »sygt fedt«, får fråderen, ser slam-tv og horrorfilm på repeat og i det hele taget opfører sig, som om piger er de nye drenge.

Hvad de jo på en måde er. I hvert fald i tegneseriernes verden, hvor de unge danske kvinder i ret voldsom grad har overtaget rollen som denne ungdomskulturs bærere og fortolkere. Universets tone og tematik peger tilbage på Daniel Clowes’ klassiker ’Ghost World’, men forvandlet til en håndtegnet og meget dansk skrammellegeplads.

Det står hen i det uvisse, i hvor høj grad disse minder om en pigesommer er selvbiografiske, men den gentagne brug af ’lol’ tyder på, at begivenhederne ligger nogle år tilbage i tiden, selv om lp’ens genopstandelse og skateboardets stædige tilstedeværelse gør det svært at tidsfæste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Raffineret dramatik

Men det betyder nu heller ikke så meget. Ignorerer man slang og indstiller sig på, at arme, ben og øjne er all over the place, er der i disse små sommerserier om Lissi og Kis og deres erfaringer med at ryge bong, skide i havet og kysse håbløse fyre en flabet sødme og en sans for grafisk dramatik, som er langt mere raffineret, end den primitive streg foregiver.

Det er klassisk teenage-ennui, men med en ukuelig energi og selvbevidsthed. »Vi er de klogeste, jeg kender«, er sagt kækt og uden anden selvironi end den, som fortælleren kærligt øser ud over sine hovedpersoner. Pigerne styrer i det danske tegneserieland og er ikke sådan lige til at stå for.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce