Skriv til anders.schmidt@pol.dk, hvis du ved noget, vi skal vide.
I hele landet er der lange ventetider på udredning i børne- og ungepsykiatrien. Det skyldes en markant stigning i antallet af børn, der har behov for hjælp, og en børne- og ungepsykiatri, der mangler hænder til at gribe dem.
Statsrevisorerne har fældet en hård dom over forvaltningen af de rettigheder, børn og unge har, når de er henvist til udredning i psykiatrien. Gennem en periode på fire år har 27.000 borgere under 18 år således ventet længere end den lovfæstede tidsfrist på 30 dage på at få svar på, om en psykiatrisk lidelse ligger til grund for deres mentale problemer. De fleste af dem har i strid med reglerne ikke fået tilbud om hurtigere udredning på privathospital.
Imens kommer mange af børnene ikke i skole, nye symptomer støder til og familier presses ud i opløsning. Politiken undersøger forholdene i børne- og ungepsykiatrien.