Da jeg har læst Maren Uthaugs nye roman færdig, føler jeg mig – oprørt ... Jeg ved godt, at der også er andre grunde til, at jeg er i affekt lige nu – men romanen pisker med på stemningen.

Den evige sang om slægtens morads. Om sæd, der spredes i skød og uforvarende avler nye slægtled, om drift og misdrift og røgt og misrøgt, om længsler, der ikke må leve og ikke vil dø, om dem, der forsvinder, og dem, der kommer til, om, hvad vi gør med vores begær og kærlighed og savn og tosser (åh, vores tosser, hvad gør vi med vores tosser?), om slægtens knopskud og vildskud, om indavl og dem, der betaler indavlens pris, de vanskabte. Om bedrag og incest i ét stort roderi, så det, der ligner incest, ikke er det, mens det, der er det, ikke ligner det.