Ole Sippel (1941-2013) blev en af sin generations mest fremtrædende Mellemøsten-reportere, korrespondent på fantastiske locations, chef for TV Avisen og en magtfuld mand i DR. Jobmæssigt ville mange kolleger have brækket en arm (på en kollega) for at nå så langt.
Alligevel giver hans fortællinger fra frontlinjerne ude og hjemme indtryk af, at han hyppigt har følt sig urimeligt kritiseret.
Men kan Sippel overhovedet ses som forfatter til denne bog?
Sagen er, at ikke alene forfatteren er død, men også redaktøren, Frank Esmann (1939-2016). Angiveligt har ’forfatteren’ for flere år siden givet ’redaktøren’ 600-700 manussider med hundreder af avisudklip, kopier af tv-udsendelser og henvisninger til et righoldigt privat bibliotek.
Og ’redaktøren’ har så frem til sin død, måske hjulpet af en anonym forlagsredaktør efter sin død, foretaget mere end en halvering og et personligt udvalg af Sippel-tekster om DR ude og hjemme og tilføjet sine egne præsentationer, der skal sætte en scene og minde om Sippels formidable viden og tro på journalistens rolle som upartisk iagttager og undersøger.
Det første er uomtvisteligt. Sippel kendte Mellemøsten som sin egen bukselomme. Om han var upartisk, var tvivlsomt allerede undervejs, for som han selv anfører, havde DR’s korrespondenter på den tid enestående vilkår som stærkt personlige fortolkere.
Hverken ved Mellemøstens fronter eller ved de politiske frontlinjer i DR under monopolbruddet har Sippel holdt sig tilbage. Han interviewede de største i Mellemøsten og blev selv en af de største magthavere i DR. Som liv har det været udfordrende. Som bog fungerer det ikke.
I Mellemøsten yndede han at aflure de magtfuldes intriger. I DR viste han selv fornemmelse for både magt og intrige. Han latterliggør under en faglig konflikt Ekstra Bladet for at tage diktat fra sin egen hånd og bebrejder under en anden konflikt bladet for at lade sig fodre af en rivaliserende hånd.
Han bryder sig ikke om selv at blive kritiseret offentligt, men hænger gerne navngivne kolleger til skue. Han ønsker sig vedholdende fred til at dyrke reportagen, men bruger mere plads – hvis det altså er hans og ikke redaktørens eller forlagets beslutning – på proces frem for redaktionel politik i DR og mere plads på reportagens vilkår i Mellemøsten, somme tider også på alkoholindtaget, end på selve historien.
Anmeldelse: Bog om vredens idéhistorie er tanke­vækkende, men metodisk mangelfuldNår det nu er sådan, at Sippel har mødt og interviewet mange af Mellemøstens største, mest magtfulde og mest omstridte ledere midt i deres og regionens bloddryppende kriser, er det brandærgerligt, at det står tilbage som en strøbemærkning, ikke som bogens rygrad.
Sippel følte sig åbenbart forfulgt af folk, der havde et mindre kritisk syn på Israel end han selv. Men hvis han har været sikker på, at han havde ret i sin kritik og sin dosering af kritikken i forhold til sine anslag over for andre nationer i Mellemøsten, er det jo ingen skam at stå fast.
Sent i sit liv skulle Sippel opleve at blive skarpt kritiseret – på DR, i bedste sendetid – for at tilhøre de sagnomspundne røde lejesvende. Rød var han næppe. En lejesvend, altså i andres betalte sold, heller ikke. Men personlig og også selvretfærdig i sit snit – jo, det var han da. Nogle elskede ham for det, andre fandt det ubærligt.
De fleste af mediernes ofre for kritik må leve med at blive hudflettet på den led. Sippel havde svært ved at leve med det ’nederdrægtige’ program. På bogens bagside smiler han. I bogen er han vred.
fortsæt med at læse
