De to kunstnere, kuratorer, redaktører og forlæggere Karin Hald og Cecilie Meng lukker mig ind gennem et sort gitter og videre ned i et stort, råt kælderlokale på Frederiksberg. Det virker som det perfekte sted for et lyssky undergrundsforetagende, men det er langt fra intentionen at gemme sig.
»Vi oplever ofte, at man taler om tingene, som om man enten er en del af det etablerede, eller befinder sig i undergrunden. Den modsætning forsøger vi at overkomme. Vi vil gerne trække på begge dele, være bredt favnende, samtidig med at foretagendet ikke skal blive for pædagogisk«, siger de efter en rundvisning i lokalerne, der bærer mere præg af atelier og udstillingsrum end bogproduktion.
»Når vi er et lille forlag ... Eller, vi er jo knap nok et forlag, nærmere et udstillingskoncept, som vi har valgt at kalde noget så besværligt som Forlaget Gestus«, siger Cecilie Meng kort inde i vores samtale og imødekommer noget af den vildrede, jeg er mødt op med – for det er langt fra et forlag i klassisk forstand. Vi befinder os et udefinerbart sted mellem kunst og litteratur.
»Vi syntes, det kunne være spændende at tænke forlaget som et tredimensionelt rum, som noget, man træder ind i. Gestus udspringer af gavmildhed og generøsitet; at gestikulere er lysten til at kommunikere, lysten til at mødes. Det er måske et vilkår som kulturarbejder: Man er nødt til at have en lyst til at skabe noget, uden at forvente at få noget igen«.
