Illustration: Lise Mogensen

Vi spørger fem eksperter: Hvor skal litteraturkritikken hen?

Litteraturkritikken er under anklage. Avisanmeldelsen er ude af trit med tiden og de vigtigste litterære begivenheder. Mener forfatter Mikkel Thykier, som åbnede debatten. Fem kritikere følger op.

Lilian Munk Rösing. Født 1967. Anmelder ved Politiken.

Hvem skriver du som kritiker til?

»I ganske kort begreb mener jeg, at kritikeren skriver hverken til forfatteren eller forbrugeren, men til et andet jeg, der ligesom hun er kastet ud i eksistensen som vilkår og gåde. Det er også derfor, kritikeren må investere sit eget jeg i kritikken. Sit sansende, reflekterende, verdensåbne jeg. Sit jeg ikke som et imaginært selvbillede – Facebook-jeget – men som en særlig sensibilitet«.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

»Nej. Her er og bliver jeg inspireret af den tidlige tyske romantik – Novalis og Friedrich Schlegel – for hvem kritikken er et potentiale i værket, der fødes sammen med værket selv. Et værk, der fødes uden kritikkens potentiale, er dødfødt«.

»For en sådan kritikforståelse arbejder litteraturen og kritikken på samme projekt, og dette projekt er litteraturen selv. Den enkelte anmeldelse må da tænkes som noget, der har til formål at indgå i den store dialog om litteraturen, om hvad litteraturen er og gør og kan og kan blive. Det er ikke dommen over det enkelte værk, der er afgørende, og anmeldelsen er hverken skrevet for at vejlede forfatteren i dennes videre virke eller for at vejlede læseren i dennes bogindkøb, men for at være fortsat fødselshjælper for litteraturens dialog med sig selv«.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder?

»Langt hen ad vejen oplever jeg faktisk, at den enkelte anmeldelse er ’fredet’ fra de journalistiske krav om aktualitet og debat, som gælder i avisens øvrige spalter. Det betyder ikke, at der ikke også, ved siden af anmeldelserne, kan og skal være politiserende og debatterende litteraturstof«.

»Det betyder heller ikke, at der ikke kan være politiske og samfundskritiske aspekter ved en anmeldelse, men den politiske dimension ved litteraturen er noget andet end den journalistiske forståelse af politik; den har noget at gøre med, hvad litteraturen lader os sanse og hvordan, og det er et spørgsmål om æstetik«.

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

»Selv er jeg i stigende grad tilbøjelig til at definere det projekt, som både forfatteren, kritikeren og den akademiske humanist arbejder på, som eksistensforskning. En forskning i eksistensen med sproget som stof og medium«.

Susanne Christensen. Født 1969. Anmelder ved Klassekampen, Norge.

Hvem skriver du som kritiker til?

»Til alle! En anmeldelse giver et diskuterende bud på en læsning – som i en læsekreds eller som i en slags jazzimprovisation, hvor der er plads til både den almindelige litteraturinteresserede og forfatteren selv, som for mig at se ikke er noget specielt; hun er en læser som os andre, hvis hun vil opfatte sig som sådan«.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

»Både redaktører og kritikere må genopfinde genren hver dag. Den norske kritiske offentlighed fungerer godt, der er mange dygtige aktører, men der produceres alligevel en del samlebåndsanmeldelser, der giver indtryk af en automatiseret proces, hvor aktørerne har glemt, hvad meningen er, eller ikke orker at stille sig de grundlæggende spørgsmål. Dele af kulturjournalistikken står i stampe og præsenterer i stadig mindre grad et alternativ til klikøkonomien: Identitet til de identitetshungrende, et kendt ansigt og en tryghedsskabende spejling af hverdagslivet er ofte, hvad man får«.

»Kulturjournalistikken, som reelt kæmper for sit liv foran en digitaliseringstsunami, forsøger at emigrere til nyhedssiderne med sager, som går på forfatterens eventuelle overskridelse af etiske grænser. Karl Ove Knausgård er blevet tildelt rollen som altoverskyggende offentlighedsanker. Den rolle er det kun den autobiografiske romanforfatter, der kan få«.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder?

»Nej. Min skrivepraksis var allerede i gang, da jeg blev kaldt ’kritiker’. Jeg godtog den identitet og bestemte mig for at forsøge at holde den levende og bevægelig«.

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

»Thykiers længsler kan kun delvis realiseres i avisformat. Småforlagsfaunaen blomstrer, men den ser det næppe som sin mission at gøre offentlighed. Den opererer snarere ud fra en fluxus-tankegang. Det skal ikke være enten-eller, men disse spæde offentlighedsforsøg er for nemme at ignorere«.

»Thykier påpeger, at den mest spændende litteratur har dematerialiseret sig og i mindre grad findes i genkendelige bogformater. Det må kritikeren formidle, men jeg tror ikke, parterne kan nå hinanden tilfredsstillende. Det efterlader et kæmpe hul. Nogen må vælge at gøre litterær offentlighed i fuld forpligtende alvor, og det bedste forum, jeg kan forestille mig, er tidsskriftet«.

Kamilla Löfström. Født 1970. Anmelder ved Information og Oldermand for Kritikerlavet.

Hvem skriver du som kritiker til?

»Allerhelst til fremmede, det er min drøm! Vel vidende at jeg er fagligt forfængelig over for andre litterater, som ikke er fremmede, men den selvoptagethed prøver jeg at bekæmpe. Forfatteren hører med til de fremmede. Bevidstheden om, at forfatteren måske læser med, betyder, at jeg er nødt til at gøre mig umage. Og så holder jeg – inspireret af Kierkegaard – af at tænke på hiin Enkelte, når jeg skriver som en måde at nå frem til de fremmede. Det er mere en mental tilstand i skriveprocessen, en følelse af intimitet og også en følelse af, at jeg forbinder mig med et andet menneske. Der er en inspirerende modsætning i at skrive til én person i et massemedie. Man kan jo ikke forestille sig en masse, men én person, det er lettere at forestille sig«.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

»Avisanmeldelsen har vist sig at være en ekstremt konservativ genre, og sådan en ståen i stampe kan selvfølgelig ikke overleve, men hvis man ser godt efter, sker der små ryk både i dagbladene og i andre dele af offentligheden. Der er masser af kritikersaloner, hvor anmeldelsens enetale er udskiftet med dialog, og i en nordisk sammenhæng har der igennem de sidste ti år foregået en løbende undersøgelse af, hvad kritik er. Kan man tænke oversættelse som kritik? Meddigtende reaktioner som kritik? Og så videre. Endelig har den yngre generation af dagbladsanmeldere sagt farvel til den magelige smagsdommer – og goddag til den opsøgende kurator«.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder?

»Jeg har et krav til mig selv om at skrive anmeldelser med samfund rundt om. Hvis jeg var litteraturredaktør, afskaffede jeg litteraturtillægget, som jeg opfatter som et reservat, og så skulle kritikkens genstande være en del af nyhedsstrømmen. Man bør kunne skrive om nye værker, så de er lige så vigtige begivenheder som Brexit og præsidentvalg«.

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

»Den bevæger sig allerede, og den skal bevæge sig endnu mere. Ud på nettet og ud i verden. Sidste år satte to studerende fra litteraturvidenskab på KUA en æske foldet af papir med googletranslategenereret tekst og billeder af måner og lår på i havet. Æsken var en slags anmeldelse af Nanna Storr-Hansens tumblr-blog ’hydrangea’. Sådan en søsætning giver håb!«.

Lars Bukdahl. Født 1968. Anmelder ved Weekendavisen.

Hvem skriver du som kritiker til?

»Velsagtens bare til – og for – mig selv. Tekster, der karakteriserer og tænker over og vurderer litteratur så skønt og klogt og præcist som muligt, som jeg ville synes var fede at læse, hvis jeg ikke lige selv havde skrevet dem. Jeg begyndte som anmelder 20 år gammel på Kristeligt Dagblad og mødte aldrig en læser. Nå, okay så, tænkte jeg, absurd at skrive for nogen, jeg ikke kan få øje på, så hellere skrive for mig selv, som jeg godt kan få øje på, ligesom når jeg skrev/skriver digte, som der heller ikke er nogen læsere til. Nu om stunder møder jeg rimelig ofte læsere, men til gengæld ligner de overhovedet ikke hinanden, så hvordan skulle jeg skrive til og for dem?«.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

»Næh, ikke mere end digte og romaner og noveller og skuespil har udlevet sig selv som genrer. Og jeg læser hele tiden nye, gode digte og romaner og noveller og skuespil – OG nye gode hybrider. Men selvfølgelig skal alle genrer konstant og i hver eneste tekst skrives nye og friske, og det gælder også genren anmeldelse: vurdering og karakteristik i kortform af et nyt kunstværk«.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder?

»Jeg oplever ikke selv sådan et krav, nej. Hvis der er aktualitet og samfundsdebat i en tekst, ignorerer jeg det ikke, men vurderer jo selvfølgelig, om aktualiteten og samfundsdebatten opleves som anstrengt, påklistret eller dynamisk, nødvendig, rent kunstnerisk«.

»I Lone Aburas’ splinternye agitprop-monolog ’Det er et jeg der taler’ går debat og kunst op i en højere, missilagtig enhed. Jeg kan godt få øje på kritikere, der forcerer en aktualitets- og samfundsdebatvinkling, men jeg tror ikke, det er på grund af et ydre, redaktionelt krav, ikke engang på Politiken – nok snarere en blanding af journalistisk følgagtighed og akademisk mode, hvæser jeg polemisk«.

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

»Til alle sider, ud over stepperne, sammen med alle bøgerne. De sidste tre-fire år er en hel generation af yngre, talentfulde kritikere stormet frem på banen. De bedste af dem skriver personligt på en viljestærkt flosset facon, der føles ny. Jeg synes, det kunne være spændende med en endnu mere radikal personliggørelse, hvis ikke faktisk intimisering, af kritikken, ikke nødvendigvis i aviserne, men meget gerne alle mulige andre steder, som akkurat Mikkel Thykier, når han er mest Mikkelsk og mindst Jeronimusagtig«.

Christian Idskov. Født 1989. Netredaktør på Tidsskriftet Vagant.

Hvem skriver du som kritiker til?

»Som skribent og medredaktør i Vagant går jeg efter at vække interessen hos den videbegærlige læser, der savner et supplement til avislæsningen. Dagbladene er som regel forpligtede til at skabe overblik og komme med den første dom over de aktuelle udgivelser. I Vagant forsøger vi med essays og længere kritiske tekster at udfordre velkendte tankemønstre og anskue litteraturen i større sammenhænge«.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

»Dagbladsanmeldelsen er stadig vigtig for, at vi kan fastholde en offentlig samtale om de bøger, der udkommer. Indimellem kan jeg dog godt have mine bange anelser: I avisernes omlægning fra papir til nettet har litteraturen ikke den fremskudte position, den fortjener. Alt for ofte er det bare de klikvenlige kommentarer og anmeldelser, som vises på avisernes netsider«.

»Samtidig har dagbladsredaktionerne sjældent tid og midler til at arbejde grundigt med teksterne. Man har ikke den løbende debat indad i redaktionen og blandt skribenterne, som man havde i avisernes glansdage – dengang de fremstod som landets bedste kollektive hjerner. Hvis ikke aviserne formår at løfte den mere udforskende del af litteraturkritikken frem, kan andre publiceringssteder lige så godt tage over«.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder?

»Jeg giver ikke noget for de litteraturdiskussioner, som blot bekræfter et allerede kendt politisk verdenssyn. Vi ser det ofte ske i dagbladene, senest da Christina Hagens bog ’Jungle’ blev tilpasset debatten om det politisk korrekte forfattermiljø. Hvorfor bruger man ikke i stedet kræfterne på at omsætte hele litteraturens arsenal af færdigheder, indsigter, visioner og ideer til mere virkningsfulde debatter og fremtidsinteresserede samfundsanalyser?«.

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

»Jeg går ikke ind for én kritik, men flere kritikker. Dagbladene varetager en opgave, tidsskrifterne en anden og de akademiske publikationer en tredje. Alligevel lader kritikken herhjemme til at være præget af akademisering på næsten alle fronter. Som vi har set i blandt andet diskussionerne af økopoesi, bliver tidens udgivelser ofte indrammet i tendenser og begreber, som allerede er udlagt andre steder. På den baggrund savner jeg flere aktører, der beskæftiger sig med en kritik, som først og fremmest ser et kritisk og kreativt potentiale i litteraturen selv«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce