Proletarroman’ – et uartigt ord i stuen i dag? I alt fald et bedaget ord.
Proletarforfatterne fra forrige århundredskifte fik en kort renæssance i studentermarxismens og ’arbejderismen’s dage i 1970’erne med høje priser i antikvariaterne. I dag er de usælgelige, men forfatteren Arne Herløv Petersen har som ’litteraturarkæolog’ gravet ud i den glemte køkkenmødding, og det er interessant, hvad han præsenterer i denne antologi af romanuddrag og reportager.
Lauritz petersenlægger barsk ud med Madam Jakobsen, der har måttet pantsætte familiens bohave, taber troen på retfærdigheden, træller i iskolde vaskekældre for 1 kr. i dagløn – og franarres pengene af sin fordrukne bror. Det er de faste kønsroller i disse glimt af underklasseliv omkring 1900: De »gustengule« kvinder pukler, får bank og fantaserer om flugt, mens de skvattede mænd kvæler 8-10 bajere på arbejdet – hvis de er så heldige at have arbejde – og flere på beværtningen om aftenen.
Antologien bringer os rundt i Københavns brokvarterer og indre bys slumhuse som ’Kommoden’ og ’Ligkisten’. Ud på bodegaerne ’Gemytligheden’, ’Palmen’ og ’Sumpen’. Ud hos slagtere, der sælger bedærvet kød til kunder i gæld. Ud på arbejdspladserne – mergelgrave, en giftig cellulosefabrik, det sydende Carlsberg-bryggeri. Overalt slid, sult, kulde, sygdom, utøj, druk, vold og kriminalitet i alle aftapninger. De unge piger har kønne navne: Amalie, Flora, Leonore, Ludovika, men forude venter uønsket graviditet, halv- og helprostitution.
Forfatternes grundtone er den vrede patos: ’Spild’, ’Bundfald’, ’Drømme der svandt’, ’Svig og list’ er nogle af titlerne. Men heldigvis er der også galgenhumor – en grotesk konfirmation, en vild nat i ’Ligkisten’ og Trompet-Marie, der »ærligt og redeligt har ernæret sig ved hor« og nu er ved at dø af tuberkulose på fattiggården og fejrer afskeden med en forbudt flaske brændevin.
Lige så frodigt fremtræder proletarsproget. Man forstår let »de brandholdigste eder« og udtryk som »sjangtilt«, »sjovialsk« og »den er krabat«. Man lærer også, at »professsionister« er faglærte folk, at »tjimdadera« betyder øretæver, og at »statsansættelse« vil sige at komme »ind at knurre« i Horsens Tugthus.
De 12, der rapportererom proletarlivet, kender det tydeligvis indefra, men alle har gennemført en ’klasserejse’ op i andre miljøer. Én er heltidsforfatter: bornholmeren Jakob Hansen. Seks er journalister, men selvlærte. En enkelt er lotterikollektør, en anden lærer, en tredje murer, arkitekt og tobaksgrosserer.
Og så er der to socialt engagerede politifolk. Opdagelsesbetjent Carl Hansen Fahlberg udvandrede i 1907 til USA efter en dom for homoseksualitet, men forinden havde han udgivet ’Spild – Silhouetter fra Forbryderverdenen’ (1905). Den fortæller fremragende om fængsler og ’tvangshuse’, hvorfra stritskæggede fattiglemmer og drankere med svulne ben slippes ud over landet som vagabonder og herregårdsbisser, indtil de igen ryger i forbedringshuset – og ind i varmen
»Nordenvinden bed som et rovdyr«, skriver Christen Bundgaard. Så godt skriver flere af de 12. Samme Bundgaard, hjemvendt fra USA, havde åbenbart også studeret Upton Sinclairs opgør med Chicagos kødindustri i ’Junglen’ (1906), da han lod hovedpersonen i sin roman ’Proletarer’ (1907) besøge Hamburgs slagterier, der tømmer deres slim ud i Elben, og høre socialistagitation i Folkets Hus.
