Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tegneserieanmeldelse: Fire hjerter til 'Gamle Gubber 1 – Vi som er tilbage'

Pensionister læser tegneserier – og nu er de også hovedpersoner i dem.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Gamle mennesker er ikke, hvad de har været – og det er tegneserier heller ikke. I min barndom var oldinge højt respekterede, men tegneserier til gengæld så ildesete, at jeg som 11-årig i 1955 oplevede Fantomet-hæfter blive brændt af på en autodafé arrangeret af skolelærere, bibliotekarer og ministerielle embedsmænd!

Tegneserierne læste vi nu alligevel. Bladet kunne ligge inde i et opslået skoleatlas, som man så bladrede hen på et andet opslag, hvis læreren nærmede sig. Takket være seriehetzen, Pippi Langstrømpes eksempel og et par ting mere blev vi ’antiautoritære’, som det siden hed.

Som pensionister har vi i dag kun delvis ændret vore medievaner. Det har filmbranchen for længst taget konsekvensen af med alt fra vemodige lystspil om gnavne gamle mænds skærmydsler og aldrende pars romancer til den ramme alvor med aktiv dødshjælp i parforholdet.

Selv animationsfilmen brød aldersbarrieren, da Pixar i 2009 gjorde enkemanden Carl Fredericksen til hovedperson og sendte ham ’Op!’ at flyve med hus & hjem & balloner.

Men minsandtenom ikke turen nu endelig kommer til tegneserierne med denne historie om tre ’Gamle gubber’, Pierre, Emile og Antoine.

Sidstnævntes kone er død, og de to første kommer til begravelsen: »Nå? Er det her tøserne er?« Tonen er rå, men hjertelig, ligesom dengang de legede pirater i skovene og siden som voksne sled i det på den lokale medicinalfabrik.

Vel er historien vild, men det fine ved den er anskueliggørelsen af de gamles modvillige selverkendelse.

Afdøde, elskelige Lucette har efterladt et brev om, at hun i tidernes morgen havde et eventyr med fabriksejeren, som de andre strejkede mod så tit, at hjemmefronten blev forsømt. Den rige skiderik tilbringer selvfølgelig sit otium i Toscana – totalt dement, viser det sig! – så den rasende Antoine suser sydpå med et jagtgevær!

Skarpt forfulgt af vennerne Pierre og Emile samt Antoines barnebarn Sofie. Hun er højgravid og for resten Lucettes udtrykte billede.

Den karikerede figurtegning i fermt realistisk scenografi tager farver af livets efterår, mens tonen mellem de tre gubber veksler mellem allegro, furioso og mere eftertænksom høstsonate. Vel er historien vild, men det fine ved den er anskueliggørelsen af de gamles modvillige selverkendelse. Og trods fysiske skavanker er deres lidenskaber usvækkede:

De bliver stadig fyr og flamme over kønsliv og klassemodsætninger, og det her er kun første bind!

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden