Dette er en beretning, som »bygger på en enkelt mands erfaringer«. Kejser Hadrian skriver på sit dødsleje sin utrolige bog, som samler et helt livs og et helt romersk imperiums erfaringer. Han skriver om alt.

Han skriver om kvinder. Han skriver om »kvindernes snævre verden, deres hårde praktiske sans og deres himmel, som bliver grå, når den ikke længere oplyses af kærlighed«. Han får besøg af sin gamle elskerinde fra ungdommens år: »Min venindes træk syntes at være blevet flade, som om tidens hånd havde strøget brutalt hen over en maske af blødt voks. Hvad jeg et øjeblik havde været villig til at opfatte som skønhed, havde aldrig været andet end en skrøbelig ungdommens blomst«.