En mideart fra en anden planet falder ned på Jorden, og de mennesker, den sætter sig på, rammes af to ting: kneppelyst og rynker. Fantasien er løs.

En mideart fra en anden planet falder ned på Jorden, og de mennesker, den sætter sig på, rammes af to ting: kneppelyst og rynker. Fantasien er løs.

Bøger

Trods masser af sex er der intet som helst sexet over hurtiglæst knaldroman

Peter Adolphsens roman skal (måske) forstås som en parodi på parodien.

Bøger

Mennesket er et dyr inficeret med to ejendommeligheder: en seksualdrift hinsides behovet for forplantning og en bevidsthed om egen dødelighed. Vi er de seksuelle, vi er de aldrende.

Sådan er det i virkeligheden, sådan er det også i Peter Adolphsens romanspøg, blot tydeliggjort som ironisk allegorisk science fiction. En mikroskopisk mideart fra en anden planet falder ned på Jorden, og de mennesker, den sætter sig på, rammes af to ting: kneppelyst og rynker. Mens de som besatte søger at tilfredsstille deres konstante seksuelle begær, udvikler deres hud sig til en rynket hvid, krystallinsk skorpe, som efter syv uger eksploderer.

Romanen er mere parodi og spøg, end den er allegori eller satire. Men selv af den rene spøg kan man forlange, at den er morsom

Lyder det fjollet? Det er det også. Det er svært ikke at få fornemmelsen af, at Adolphsen tager pis på sin læser og på hele det litterære marked. Forfatteren, som er kendt for korte nørdede bøger skrevet efter metriske eller matematiske systemer, giver os nu en hurtiglæst knaldroman, der synes at legere ’Body Snatchers’ med ’Nymphomaniac’ og samtidig åbner mulighed for allegorisk tolkning.

Jeg kunne gå langt i min tolkning af ’knepperynkesygen’ som en allegori på det menneskelige grundvilkår. For hvad vil det sige at være menneske, andet end at være en dyrekrop invaderet af en alien, som har taget styringen, og som ikke har noget andet formål end sin egen evige reproduktion?

Fantasien om den gigantiske og selvnydende organisme Ubu, der som én stor hudflage dækker en hel planet, men invaderes af ofu-miderne og rammes af knepperynkesygen, er i smuk overensstemmelse med psykoanalysens fabel om en oprindelig tilstand af selvtilfredsstillende selvtilstrækkelighed, som brydes, så snart seksualiteten og dødsbevidstheden indtræffer i det lille menneskebarn.

At ofu-miden er udødelig, resistent over for lægernes forsøg på at komme den til livs, understøtter yderligere, at den skulle være et billede på driften: det, der aldrig vil dø, og som ikke har andet formål end sin egen evige gentagelse.

MEN JEG HAR samtidig fornemmelsen af at hoppe på Adolphsens limpind, hvis jeg tager romanen så alvorligt, at jeg begynder at tolke den eksistentielt.

Ligesom man kunne hoppe på en limpind ved at læse den som en satire over nydelsessamfundet, en parodi på tidens biologistiske seksualitetsforståelse eller sågar et indlæg i flygtningedebatten (den afgørende modgift til kneppesygen skal nemlig vise sig at findes i kærligheden mellem en marokkansk bådflygtning og en falleret gammeldansk håndboldpige).

Romanen er mere parodi og spøg, end den er allegori eller satire. Men selv af den rene spøg kan man forlange, at den er morsom. Og her har jeg et problem med bogen. Jeg griner ikke. Jeg oplever komikken som konstrueret og anstrengt. Alene titlen, ’Rynkekneppesygen’, er der noget konstrueret og fortænkt over – det swinger ikke rigtig.

De lange fantasifuldt-nørdede beskrivelser af ofu-parasittens beskaffenhed og indvirkning på værtsorganismen (»somatisk innervering skete via nervus pudendus fra motoriske forhornneuroner i medulla spinalis’ sacrale del« osv.) forekommer mig at være en anstrengt, om end dygtigt udført parodi på medicinerlatin.

Den lange og kombinatoriske liste over Ubu-sprogets 612 potentielle ord (aba, abe, abi, abo, abu, aby, ada [...] yxy, yza, yze, yzi, yzo, yzu, yzy), hvoraf ikke alle er i brug, har måske humoristisk potentiale som avantgakket lydpoesi, men i endnu højere grad har den pædagogisk potentiale til at forklare den strukturalistiske sprogforståelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

HVIS JEG Skal svinge mig op på de høje nagler (og nu hopper jeg måske for alvor op og ned på limpinden), kunne jeg støtte mig til Kierkegaards skelnen mellem humor og ironi:

Humoren har medlidenheden i sig. Der er nul med-lidelse i skildringen af de karikerede personer, som rammes af smitten – og måske derfor heller ingen komik? Og måske derfor heller ingen erotik? Trods masser af sex og masturbation og orgier er der intet som helst sexet over romanen.

Bogen er velskrevet og intelligent, det kan man ikke tage fra den. Men den er, formentlig helt bevidst, blottet for humorens kritiske så vel som med-lidende potentiale. Måske skal den forstås som en parodi på parodien. Måske er den det rene stunt, hvilket understøttes af pressemeddelelsens forfatterportræt, hvor Adolphsen lægger krop til en parafrase over Wilhelm Freddies buste ’Sex-paralyseappeal’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce