Da David Lagercrantz var dreng, kunne hans far indimellem række ud efter en bog i reolen for derefter at læse de første linjer op.
»Ser her, min dreng. Dét er litteratur«.
Reolerne var tunge af seriøse bøger, for faren var Olof Lagercrantz. Han havde selv udgivet bøger om sværvægtere som Joyce, Proust og Conrad. Han var en kæmpe i Sveriges kulturelle landskab. Forfatter og debattør og i mange år chefredaktør på elitens avis, Dagens Nyheter.
I arbejdsværelset stod de litterære førsteudgaver tæt, og berømte forfattere var jævnlige gæster i hjemmet først i Solna og siden på Drottningholm. Litteraturen var den planet, alt andet var i kredsløb om. Det kan ses helt ind i David Lagercrantz’ navn. Han hedder også Gunnar, opkaldt efter farens gode ven digteren Ekelöf. Det sidste navn er Fransiscus, som han har efter en figur hos Dante, som Olof Lagercrantz læste, da sønnen var spæd.
