Annette Lassen, lektor på Nordisk Forskningsinstit, fortæller levende og dejlig konkret om de islandske sagaer.
Foto: Stine Bidstrup

Annette Lassen, lektor på Nordisk Forskningsinstit, fortæller levende og dejlig konkret om de islandske sagaer.

Bøger

Spillevende bog puster nyt liv i de islandske sagaer

Hvordan man kunne blive ’skidt inde’ på en gård; hvorledes håndskrifterne blev reddet; hvad det vil sige at være en nidding – Annette Lassen fortæller alt, hvad det er værd at vide om islændingenes fantastiske sagaer.

Bøger

Arne Magnusson samlede på islandske håndskrifter. Han har mere end nogen anden æren af, at vi i dag kender så meget til den rige litteratur, der blev til på den forblæste ø midt i Nordatlanten. Engang havde han sporet et håndskrift af ’Sagaen om slaget på heden’ til Sverige, hvorfra han fik lov at låne det, for at hans skriver kunne skrive det af.

Så kom den store brand i København 1728. Både håndskriftet og afskriften gik til. Men sagaen døde ikke. Skriveren satte sig til at skrive sagaen en gang til efter hukommelsen. Svenskerne havde glemt at udlåne sidste halvdel af håndskriftet. Den dukkede op hen mod år 1800. Dog manglede et enkelt blad. Det blev fundet på Island i 1900-tallet.

Annette Lassen fortæller denne og andre arkivalske gysere så levende, at man får en nærmest fysisk oplevelse af, hvor dramatisk historien om de islandske sagaers overlevelse er.

Der er blevet skaltet og valtet med dem, men der er også blevet passet godt på dem. Og i 2014 udkom så hele den bevarede arv i tidssvarende og pålidelige oversættelser, i 5 bind med 15 oversættere, som Annette Lassen redigerede ene mand. Den indbundne udgave bliver nu udmøntet i 6 paperbackbind til 200 kroner stykket, der vil udkomme i de kommende år.

Redaktøren selv sammenfatter i et enkelt bind, hvad der er værd at vide om disse værker.

Man ville jo gerne vide, hvem der har skrevet de islandske sagaer, men det hørte til spillets regler, at hverken forfattere eller skrivere nævnes. Lassen opsøger de få eksempler på, at en ophavsmand anes, og skriver om et af dem:

»Sådanne steder kan man næsten gribe sagaskriverne med fjerpennen i hånden, betragte deres tvivl og usikkerheder, deres forbilleder og autoriteter«.

Det er lige så levende fortalt som historien om overvindelsen af brandskaderne i København.

De forskellige opfattelser af, hvad der er sket, før disse skrivere sad og bed i deres fjerpenne, får man en kompetent og nøgtern fremstilling af. Altså spørgsmål som hvad skete der med stoffet i de mange år, der gik mellem sagaernes begivenheder, der indtraf omkring år 1000, og deres tilblivelse som skriftlige værker, der først fandt sted godt 200 år senere.

Blandt de kontroversielle emner er begrebet ’nid’, som, dengang jeg var student, kun blev omtalt som hån, men som i senere, mindre bly tider blev udpenslet som ’bøssebeskyldning’.

Annette Lassen dokumenterer fint, at kernen i niddingskabet var magt, ikke sex. Mænd bliver ikke hånet for at være bøsser, men for at være afmægtige.

Det er et af flere eksempler på, hvordan hun diskret opdaterer vores viden til den for tiden fremherskende. Der er skibstegninger og gårdtegninger, så vi også får, hvad vi har brug for om den materielle kultur. I en gård på sagaskrivernes tid, men næppe i sagatiden, lå lokummet i en udbygning, som ikke var tilgængelig inde fra stuehuset. Det forklarer, hvordan en fjende i ’Laksdølernes saga’ kan gøre livet surt får beboerne: »På den måde sked han dem inde i tre døgn«.

Men det er jo alt sammen kun interessant, fordi sagaerne er så gode, som de er: indholdet, stilen, fortælleteknikken, temaerne, menneskeskildringen.

Her topper Lassens lille bog, fordi hun også om de emner er dejlig konkret. Et enkelt sted dog mere kompliceret, end godt er.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

sommetider er klicheer sande

At fortælleren er så skjult, som tilfældet er i de islandske sagaer, er nok den vigtigste grund til, at moderne forfattere som Borges og Hemingway og moderne læsere med samme smag er brændt varme på de gamle fortællinger. Sagafortælleren vil hellere vise end fortælle.

Nej, han vil ej, hævder Annette Lassen energisk, men egentlig ikke med noget bedre modargument, end at det er »mere indviklet end som så«. Og det er det selvfølgelig, alt i denne verden er mere indviklet, end man kan forklare på kort plads.

Men da hun netop er så god til at forklare tingene enkelt, er det synd, hun ikke vil tillade sagaerne at foregribe et stilideal af langt yngre dato. Det er sandt nok en kliché, at sagaerne foretrækker showing for telling. Men sommetider er klicheer sande.

Der er selvfølgelig undtagelser. Det er vist i deres navn, hun opponerer mod det for enkle. Ingen kan i det hele taget beskylde hende for at forenkle emnet unødigt. Som oplysning er Annette Lassens introduktion til islændingesagaernes verden til gengæld noget så enkelt som uovertruffen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce