I middelalderborgen i Castelldefels syd for Barcelona er sporene fra Den Spanske Borgerkrig fortsat tydelige. Det er overraskende spor, som også omhandler danske soldater i en af de blodigste borgerkrige i Europas moderne historie.
Træder man ind i borggården og videre ind i hovedbygningen, passerer man gennem fornemme lokaler med elegante trælofter og smuk udsigt til Middelhavet. Borgens kapel er bygget med store hvælvinger, tykke mure, marmorgulv og dekorerede lofter, og som så mange andre hellige rum blev det under Den Spanske Borgerkrig brugt til andre funktioner end dets oprindelige formål. I Castelldefels brugte De Internationale Brigader kapellet som fængselscelle for desertører og andre ’uønskede elementer’ blandt sine egne soldater.
Bevæger man sig ned langs kapellets vægge, træder et forunderligt univers frem. Væggene er under borgerkrigen blevet brugt som tegne- og skriveblok af fængslets indsatte. Der optræder veludførte illustrationer af truende flyvemaskiner, som nærmer sig borgen, og der fremkommer mere lumre tegninger af erigerede kønsorganer.
Flere steder på væggene suppleres tegningerne af korte tekstbeskeder, og på den ene langside optræder ordene blandt ornamenterede blomster og ved siden af et hjerte, der gennembores af en pil. Træder man helt tæt på, fremstår bogstaverne fortsat tydelige og vækker fortiden kontant til live. De er skrevet af danske fanger i et af De Internationale Brigaders mest berygtede fængsler.
