Tom Buk-Swienty har gjort det igen: Sønderjysk soldats erindringsværk er fantastisk og højt begavet

Den sønderjyske soldat Hans Horn efterlod tusindvis af maskinskrevne sider med illustreret med akvareller.
Den sønderjyske soldat Hans Horn efterlod tusindvis af maskinskrevne sider med illustreret med akvareller.
Lyt til artiklen

Historikeren Tom Buk-Swienty blev kendt for de fremragende bøger ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’ – og, om jeg så må sige, særlig landskendt i Sønderjylland.

Det var grunden til, at han i 2013 blev kontaktet af en familie, der stod med et stort erindringsværk efterladt af deres far, læge Hans D. Horn i Padborg.

Stort, for ikke at sige enormt: Manuskriptet var på 15 bind, over 1.500 sider. Det viste sig at være enestående, og her får vi det som fortælling om et dramatisk livsløb, flot udfoldet af Tom Buk-Swienty og gennemillustreret med fotos og med læge Horns fantastiske akvareller – et lille udvalg blev bragt i PS i søndags.

Hans Detlef Horn (1921-89) var søn af en overpostinspektør og en telefonistinde i Kiel med danske rødder. Det var gehobener Mittelstand, dog var det et sjældent privilegium, at Hans kom på gammelsproglig linje i Kieler Gelehrtenschule – og en lykke, at han viste sig at være gennemmusikalsk.

Han var 12, da en vis Adolf tog magten, han fik ’Mein Kampf’ i studentergave, og i de massemarcherende år blev han uundgåeligt drengesoldat i Deutsche Jungvolk og Hitlerjugend. Han fandt et helle i kammermusikken som talentfuld cellist, men i 1940 blev han indkaldt til rigsarbejdstjenesten og i 1941 til hæren.

Kanonføde: Ny bog om danskere i Den Spanske Borgerkrig er oprørende læsning

I erindringerne reflekterer han over uddannelsens totale afretning »til krigens kødgryder«, han oplevede tidligt volden mod jøder, russiske fanger og andre ’udyr’ – og indså, at det en dag ville ramme tyskerne som en boomerang.

Som det hed blandt soldaterne: Nyd krigen, freden bliver frygtelig.

Som 20-årig kom han i ilden under angrebet på Sovjetunionen, og hans dagbog i efteråret 1941 fastholder både udbrændte byer, rædslen for ’Ivans Stalin-orgler’ og livet i mudder, dysenteri, kager af lus – og snart 35 graders kulde, mens russiske fanger kommer vaklende uden fødder efter at have trådt på landminer.

I oktober 1941 noterer han: »I mit indre krakelerer alt«. Og i november: »Vi er blevet solgt og svigtet ... Tyskland er hult ... Krigen er så meningsløs«.

At føre dagbog var i forvejen am strengsten verboten, og den art defaitisme havde kostet livet, hvis det var blevet fundet af militærpolitiet.

Ny biografi viser de voldelige sider af kraftværket Iggy Pop

Hans Horns held i uheld var, at han blev så hårdt såret, at han kom på lazaret og genoptræning i Tyskland, og et endnu større svineheld var, at han blev optaget til uddannelse som militærlæge.

Det foregik på den såkaldte flødeskumsfront i Danmark, bl.a. på Høvelte Kaserne, siden i Berlin og Würzberg, og i uddannelsens tre år – under sjældent privilegerede vilkår – lykkedes det ham endda at blive gift og far.

Men i januar 1945 måtte den nye underlæge tilbage til østfronten, mens den røde hær hærgede østfra. Alt var i opløsning med hundredtusinder af flygtninge, kz-fanger på dødsmarch og tyske tab på 350.000 mand – om måneden. På lazaretter i Slovakiet sled Horn i døgndrift med nødtørftig behandling af alt fra kraniebrud til koldbrand.

Selv deltog han i 40 operationer dagligt og husker bunker af amputerede ben, stadig med støvler på, mens simulanter blev sendt til fronten, og ’selvlemlæstere’ – folk, der forsøgte at slippe ud af krigen ved at skyde på sig selv – henrettedes som desertører.

»Disse måneder var uhyre lærerige«, konstaterer erindringerne tørt.

Ved Tysklands kapitulation i maj 1945 søgte Horn og 14 kammerater at nå vestpå i ambulancer, maskeret med forbindinger og gipsbandager, og de var en hårsbredde fra at blive likvideret af tjekkiske partisaner, men blev reddet af amerikanske tropper. Fra fangelejre snoede han sig gennem det surrealistisk knuste Tyskland hjem til sin familie.

Hans Horn færdiggjorde sin lægeuddannelse i Kiel, i 1952 flyttede familien til Danmark, og i 1961 blev de danske statsborgere. Han blev en elsket læge i Skagen og Padborg, genoptog kammermusikken, og fra 1970 til sin død som 68-årig i 1989 skrev han diskret på disse erindringer til sine børn.

Det er et fantastisk dokument om en højtbegavet og dannet mand, der oplever hårrejsende krigsscenerier, men mirakuløst kanter sig gennem det hele med sin menneskelighed, dømmekraft og humor i behold.

»A fucked up species«: Veloplagt kulturkritik spørger, hvad i h..., vi har gang i

Tom Buk-Swienty skifter fint mellem referat og fyldige citater fra det efterladte manuskript – og supplerer med resumeer af nazismens og Anden Verdenskrigs historie, så det bliver, hvad Horn ville: En fortælling om, »hvor galt det kan gå, når en nation forføres af hadefulde kræfter og suspenderer enhver anstændighed og medmenneskelighed«.

Som ekstragevinst følger man Hans Horns sene gennembrud som kunstner. Bindets akvareller svinger mellem en ekspressiv stil a la Emil Nolde i Seebüll og berlinmalerne Max Beckmanns, Otto Dix’ og George Grosz’ krydsning af dadaisme og neue sachlichkeit.

Det er, hvis man tør tro en litterat, høj kunst.

Hans Hertel

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her