0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

'Sorgens grundstof' er en imponerende oplysende rejse gennem 200 års lidelse og plage

Gud, satan, en muldvarp og tre hovedpersoner: Magisk realisme og historisk oplysning går hånd i hånd i Anne Lise Marstrand-Jørgensens ambitiøse og originale roman.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Marie Hald
Foto: Marie Hald

Det er imponerende, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan kombinere sin magiske realisme og de sceniske fremstillinger med sin historiske research og få det til at fungere. Læseren er lidt på skolebænken, men holdes også godt i ånde.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Da Guden den syvende dag vender sig bort et øjeblik, pisser Satan på skaberværket, og den rolige verden er forandret. Det, der smerter Guden allermest, er »den grusomhed, som menneskene selv ville udvirke. At de ville opfinde hierarkier, racer, klasser og kaster for at retfærdiggøre deres magtbegær og udnytte, ydmyge, mishandle andre mennesker«.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen indleder således sin nye roman med en helt ny skabelsesmyte, og hun lader Satan få pant i »nysgerrigheden og drømmene«. De første mennesker går, fordi de kan drømme og se rejsens mål som et sted, der er bedre end det, de har forladt. Senere går de, fordi de er på flugt. Bevægelsen er »menneskehedens motor, der først standser, når menneskeracen har udslettet sig selv«, hedder det videre om menneskets virkelyst, der fører både godt og ondt med sig.

Det er et storstilet romanprojekt, forfatteren sætter i søen, drevet af bekymring for eller sorg over, hvor vi bevæger os hen

Marstrand-Jørgensen lader Guden og Satan diskutere i indskudte afsnit undervejs i romanen, der strækker sig fra Wienerkongressen i 1814-15, hvor stormagterne forhandler om Europas nyordning, til år 2015 i en flygtningelejr i Jordan.

Det er et storstilet romanprojekt, forfatteren sætter i søen, drevet af bekymring for eller sorg over, hvor vi bevæger os hen.

Hun blander fremstillingen af de mange historiske fakta med magisk realisme: Gudens tårer har samlet sig i et hulrum i jorden, hvor en kæmpemuldvarp graver sig igennem kontinenterne og undervejs afsætter gudens ’sorgkorn’, kaldet luctogen. Dette sorgens grundstof (jf. titlen), der også indbefatter medfølelse, gennemtrænger alt i verden.

Da muldvarpen bliver