Hvilken roman vil Asli Erdogans ’By i blodrød kappe’ gerne være? Er den et dokumentarisk portræt af den brutale by Rio de Janeiro? En melankolsk beretning om en ung tyrkisk kvinde, som er rejst alene til den brasilianske by for at skrive en roman om den? Eller skal den snarere læses som et stykke feministisk kritik af den vold, der først og fremmest går ud over romanens kvinder?
Efter at have læst dens 224 sider er jeg fortsat i tvivl – ingen af delene virker forløst. Og hvad værre er: Det er endnu mere underligt, hvorfor det ellers glimrende forlag C&K overhovedet har valgt at oversætte Erdogans bog, vel at mærke fra den engelske udgave.
