Da jeg bliver inviteret til at deltage i en litteraturfestival i Istanbul, siger en tysk ven til mig, at jeg bør boykotte festivalen. Det vil være et vigtigt signal til Tyrkiets stadig mere autoritære leder, Recep Tayyip Erdogan.
»Jeg er af den modsatte mening«, siger jeg til ham. »Forfatterne er en del af den forfulgte opposition, og derfor er det vigtigt at være til stede. Det er Den Europæiske Unions ledere, der bør lægge pres på Erdogan. Men de er i stedet tavse. Med flygtningeaftalen har vi lukket munden på os selv. Vi frygter, at Erdogan vil åbne sluserne og lade over 3 millioner flygtninge strømme til Europa, hvis vi kritiserer hans overgreb på det tyrkiske demokrati«.
Gizem Özgüven fra Kalem-agenturet, der står som arrangør af litteraturfestivalen, der er opkaldt efter en af de kendteste forfattere i det 20. århundredes tyrkiske litteratur, Ahmed Hamdi Tanpinar, fortæller mig, at de fleste af de udenlandske forfattere, der var inviteret til festivalen, har sagt nej tak. Boykotter de? Er de bange? Hun tror det sidste. Omverdenen vender ryggen til Tyrkiets trængte demokrati.
Hakan Günday, som jeg møder på festivalen, har på dansk netop fået udgivet romanen ’Mere, mere’, et på en gang skræmmende og fascinerende portræt af en professionel menneskesmugler.
