Det tog mig lidt tid at blive helt glad for Aleksandar Sajins ’Ivan Blank’, en slags tragikomisk skildring af en midaldrende mands uspektakulære liv i Danmark.
Først var det for nemt at blive lidt træt af hverdagssatiren, af det finlitterære i anslaget, og det tilsyneladende tilfældige, men også tydeligt konstruerede ved kompositionen.






