Kay Fisker var fan af almindelige gule mursten, hvilket præger Det Danske Institut ude og inde.
Foto:: Jens Markus Lindhe

Kay Fisker var fan af almindelige gule mursten, hvilket præger Det Danske Institut ude og inde.

Bøger

Et dansk murstensvidunder er genfødt i hjertet af Italien i ny arkitekturbog

Arkitekten Kay Fisker var ikke kun med til at tegne Aarhus Universitet, Dronningegaarden i København og togstationer på Bornholm. Han tegnede også Det Danske Institut i Rom, som nu bliver hyldet i et smukt og veloplagt værk.

Bøger

Jeg har lige fundet endnu en undskyldning for at rejse til Rom ganske snart. Ud over den fristende pasta, rødvinen, klimaet, Forum Romanum og Pantheon-kirken lokker Det Danske Institut ganske heftigt.

Tegnet af danske Kay Fisker og efter at være blevet restaureret, så det funkler som en nyfødt, står Det Danske Institut i den italienske hovedstad og venter på at blive besøgt.

Omgivet af slanke pinjetræer ligger instituttet i udkanten af Borgheseparken med Det Svenske Institut som nærmeste nabo. En rolig plet i den travle storby.

Instituttet har netop kunnet markere sin 50-års dag, og i forbindelse med jubilæet er bygningen sat i stand fra top til tå, hvilket nu markeres med bogen ’Kay Fisker i Rom’, der er forfattet af Bente Lange og Marianne Pade og illustreret med Jens Markus Lindhes smukke fotografier.

Her ses biblioteket, der nu fremstår lysere og mere brugervenligt, end da det stod færdigt i 1967.
Foto:: Jens Markus Lindhe

Her ses biblioteket, der nu fremstår lysere og mere brugervenligt, end da det stod færdigt i 1967.

Marianne Pade er direktør for Det Danske Institut i Rom, arkitekten Bente Lange har ledet restaureringsarbejdet, og med de to som forfattere er man i godt selskab. De kender bygningen som deres egen bukselomme, historien, dagligdagen i bygningen, og så er de først og fremmest gode formidlere.

Kun én sætning i hele bogen – ’Det prismatiske projekt’ – forstår jeg ikke, og det er godt gået i et værk, der kommer rundt om emner som byggeprocesser, danske kunstnere i Rom og italiensk historie. Fiskers og bygningens historie bliver udlagt på den mest naturlige måde, og selv om der bliver skøjtet over årtier og værker, er fremstillingen aldrig overfladisk.

Fisker blev udpeget

Det danske Institut i Rom blev oprindelig oprettet i 1956 med en helt anden beliggenhed end den, der fejres i dag. Formålet var at skabe et sted, hvor danske forskere og kunstnere kunne fordybe sig i Roms og antikkens historie og knytte den italienske historie tættere til den danske.

I 1961 skænkede Carlsbergfondet en ny bygning til instituttet, og det blev besluttet, at Kay Fisker, der med Bente Langes ord var en »høvdingeskikkelse i dansk arkitektur«, skulle tegne det nye institut.

Fisker var en af sin tids mest respekterede arkitekter og havde med bygninger som Aarhus Universitet (sammen med C.F. Møller), togstationer til Gudhjembanen på Bornholm og lejlighedsbebyggelserne Vestersøhus og Dronningegaarden i København slået sit navn fast som en arkitekt, der først og fremmest var eminent dygtig til at anvende mursten, men som også havde sin egen opfattelse af human arkitektur, som han kaldte »funktionel arkitektur« modsat den køligere og meget hypede »international funktionalisme«.

Tilbagevendende

Fisker skabte en bygning i gule mursten med en imponerende trappeindgang, tagterrasse, et vidunderligt bibliotek, værksteder, fællesrum, værelser til stipendiaterne og en bolig til direktøren.

Han kælede for hver en detalje på sine tegninger og ønskede kun de bedste materialer

Han kælede for hver en detalje på sine tegninger og ønskede kun de bedste materialer, hvorfor han bad møbelarkitekten Ole Wanscher om at stå for indretningen.

Desværre døde Fisker, før byggeriet stod færdigt, og det blev hans partnere på tegnestuen, der måtte afslutte arbejdet.

Det betød, at det endelige institut ikke blev så perfekt, som Fisker nok drømte om, og huset har i mange år været plaget af et dårligt indeklima og en ikke alt for god belysning – ligesom det begyndte at trænge til en generel ansigtsløftning.

Den er nu gennemført og endog dokumenteret i et bogværk, man vil vende tilbage til gang på gang. Akkurat som Rom.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce