Omslaget på Kristoffer Hegnsvads monografi om filminstruktøren Werner Herzog får det til at se ud, som om bogen er lavet af ren og skær lyst og samtidig er kommet til verden som et pinedød nødvendigt stykke idealistisk overarbejde gennem flere år.

Med sin grå stofindbinding og nedtonede aura af lærebog fra 1960’erne oser den af glorværdigt kommercielt selvmord på en ganske herlig facon. Den bog er kommet til verden, fordi den absolut skulle, og ikke, fordi der står stribevis af læsere i oplagt kø. Man kan så håbe, at den i mødet med den virkelige verden bliver til sådan en bog, som filmentusiaster ikke vidste, de manglede, og så køber alligevel.